Vestergade, Svaneke, fredet 1982

Kirkebakken, Svaneke. For enden ses det det fredede hus, Vestergade 1. Svaneke. (Vandrerhjemmet er ikke fredet).
(Jeg kender pt. ikke til ældre fotografier af den fredede ejendom 2018).

Matr. nr. 24, gl. nr. 72. En ældre bindingsværksejendom blev revet ned i 1854 af daværende ejer, Ole Jørgensen. Han begyndte derefter at opføre en ny bebyggelse ud mod Vestergade, som efterhånden blev 11 fag lang. Seks fag til beboelse og fem fag til ladehus med stald og lo. Endnu i 1889 var huset mod Vestergade indrettet på den måde. Et ladehus blev opført i 1862 i syv fag og i 1888 byggede man en trefagsbygning til ladehuset fra 1862. I 1888 havde man også opført en trefags længe mod syd. Længen ind mod kirkegården, som er med i det fredede bygningskompleks, var oprindelig en del af ejendommen Vestergade 3 og 5. Oplysningerne her er fra Kilder til Svanekes Bygningshistorie, 1969/Robert Egevangs bog: Svaneke Historie-Huse-Borgere. Købstad i 450 år, 2005. Der er også oplysninger om ejerne. Ovenfor nævnte Ole Jørgensen var født 1826 og omtales som vognmand og avlsbruger. (Folketællingerne)

Jens Riis Jørgensen: Det er et udmærket eksempel på nyere (senere) bindingsværkshuse fra en periode, hvor man ellers oftest byggede i grundmur. Gavlen står grundmuret her mellem hjørnestolperne. Den nærmeste del var bolig for avlsbruger- og vognmandsfamilien, mens de fem bageste fag var indrettet til lade, stald, port og værksted. Sønnen boede hos som snedker, kan vi se af folketællingen 1901, hvor Ole Jørgensen boede her. Konen var død fem år før og datteren Cecilie stod for husgerningen. Når der er så mange fine gamle bevarede huse i Svaneke, så har det sine egne forklaringer. Bygningerne er generelt ikke så gamle. Der var velstand i Svaneke fra midten af 1800-tallet til starten af 1900-t., hvor havnen betød alt. Da man ikke fik jernbane i sarten af 1900-årene som de fleste andre byer på Bornholm, gik Svaneke tilbage, i dvale, men man passede på sine fine huse med kalk og maling. Turisterne påskønnede det fine miljø og gør det stadig. I fredningsbeskrivelserne vil man ikke have for meget kulturhistorie med, men det er altså den, som giver blod til fortællingerne om sådanne godt bevarede og undertiden fredede bygninger, hvor Svanekedrengen Ole Jørgensen stod for opførelsen som ung og kunne passe det til højt op i alderen sammen med sine børn. Hans forældre var fra Ibsker og havde slået sig ned her i købstaden Svaneke som unge. Vestergade 1 står som dokument over en typisk famile og deres dont gennem mere end hundrede år, og det er så hundrede år siden, og de sidste hundrede år har der været en masse andet liv i bygningen, hvor laden blev ombygget til yderligere beboelse.

Vestergade 1, Svaneke. Forhuset (1854-55), længe i vest (1862), tværlænge til vestlængen (1888) samt længe mod kirkegården (1837 og senere). F. 1982. Foto fra Byforeningen Svanekes Venner.

---

Fredningsmyndighedernes beskrivelse af ejendommen. Kilde: HER.

Vestergade 1, Svaneke. Privateje.
Forhuset (1854-55), længe i vest (1862), tværlænge til vestlængen (1888) samt længe mod kirkegården (1837 og senere). F. 1982.

Beskrivelse:
Vestergade 1 ligger op til Svaneke kirke i den sydlige del af Svanekes ældre bykerne. Forhuset ligger hævet over Vestergade med facaden i skel til gaden. Mod vest er påbygget en længe (vestlængen) og denne er mod syd bygget sammen med en tværlænge mod vest (tværlængen). Tværlængen er på den søndre langside bygget sammen med en ladebygning af gasbeton, der ikke er omfattet af fredningen. Sydvest for forhuset ligger en længe (længe mod kirkegården), hvis søndre langside indgår som en del af muren omkring den tilstødende kirkegård. På længens østre gavl er tilbygget et skur af gasbeton. Vest for tværlængen er en have, mens der på arealet mellem forhus og de tilstødende længer er en brolagt gårdsplads.
Forhuset er opført i 11 fag egebindingsværk med grundmurede gavle og murede tavl. Under de to østre fag er en kælder. Den vestre gavl følger gadens krumning og forbinder forhuset med vestlængen. Bygningen hviler på en pudset, rødkalket kampestenssokkel der, grundet niveauspringet mellem gade og gårdsplads, er meget høj mod gaden og meget lav mod gården. Taget er teglhængt, og i rygningen er der to murede og gulkalkede skorstenspiber. I begge tagflader er flere ovenlysvinduer og mod gården endvidere to brede pultkviste med tegltag og pudsede flunker. Tavl og murværk er pudset og gulkalket, og tømmeret er rødt opstolpet og taktfast med gennemstukne bjælkehoveder undtagen i gårdsidens vestre halvdel, hvor der ikke er dokker og synlige bjælkehoveder. Ved vestre gavl er udskårne gavlskalke (øretæver). På gårdsiden er de midterste tre fag grundmuret og det østre er disse udgøres af en lille, grundmuret lude. Hovedindgangen nås på gadesiden ad en høj repostrappe af granit med et enkelt smedejernsværn. Døren er en ældre, tofløjet fyldingsdør med overvindue, der skærmes af en tofløjet revledør. Fra gårdsiden er der adgang via to nyere, todelte rammedøre, én i den vestre del og én i luden i den østre del. Der er adgang til kælderen ad en støbt trappe og en nyere revledør. Vinduerne er torammede, seksdelte vinduer. I kvistene er de trerammede. I luden og østre gavlspids er en-rammede, seksdelte vinduer. Vinduerne er mestendels ældre vinduer af varierende alder. Der er få nyere, men traditionelt udførte, vinduer. Vinduerne er hvidmalede og dørene rødmalede.
Forhuset kendetegnes i det indre af en ombygning fra 1980. Planen er disponeret med en langsgående hovedskillevæg i husets østlige del, her er der også forstue mod gaden, mens de to indgange fra gårdsiden forbindes af en central fordelingsgang. Der er en gennemgående stue mod vest, hvorfra der er adgang til et depotrum i vestre gavl. I den østre ende er en stue både mod gård og gade. Endvidere er der køkken og to værelser mod gaden. Der er en nyere trappe til tagetagen i hver ende af huset. Tagetagen er indrettet med værelser mod gården og i gavlene og badeværelse og fordelingsgang mod gaden. Gulvene er belagt med brædder, parket og klinker. Væggene er pudsede, og i stueetagen er der synlige loftsbjælker med varierende loftsbeklædning imellem. Dørene er mestendels nyere fyldingsdøre. Af ældre bygningsdele og -detaljer er bevaret enkelte fyldingsdøre og loftsbrædder samt vinduernes anverfere. Kælderen har et stampet jordgulv og vægge af kampesten. Der er synlige konstruktioner af træ, og der er opsat isolering på undersiden af loftet.

Vestlængen er opført i én etage af bindingsværk over en rødpudset sokkel. Østre langside, der vender ind mod gårdspladsen, er i grundmur med rester af bindingsværk i form af hjørnestolper og gennemstukne bjælkehoveder. Taget er dækket af røde teglsten. Bindingsværket er rødt opstolpet og mure og tavl er pudsede og gulkalkede på nær i den søndre gavl, hvor tavlene er hvidkalkede. I det tredje fag fra nord er en portgennemkørsel, der mod gaden aflukkes af en tofløjet fyldingsport. Portrummet er brolagt, murene er pudsede og gulkalkede, og loftet er dækket af brædder. Fra gårdsiden og den søndre gavl er der adgang til den søndre del via ældre revledøre, mens der er adgang til den nordre del via en tofløjet revledør i vestre ende af bygningen. I portrummet er endvidere en højtsiddende revledør, der ikke benyttes. I den søndre gavl er en ældre revlehalvdør. I gårdsiden og i portrummet er aflange muråbninger dækket af tophængslede revleluger. I begge langsider, i portrummet og i søndre gavl er ældre, rundbuede staldvinduer af støbejern. Vinduer, luger og døre er rødmalede.
Vestlængen deles af portrummet i et lille staldrum mod nord og et fire fags værksted mod syd. Rummene har støbte gulve, pudsede og kalkede vægge, og i loftet er synlige loftsbjælker med nyere plader imellem.
Tværlængen er opført i én etage og fire fag af rødt opstolpet bindingsværk på en pudset, rødkalket sokkel under et rødt teglhængt tag. Bindingsværket udgøres af stolper og der er gennemstukne bjælkehoveder. Tavl og murværk er pudset og gulkalket, på nær den søndre langside, der har hvidkalkede tavl. Den vestre gavl er udført i grundmur og gasbeton. Mod øst er tværlængen bygget på vestlængen. I den vestre gavl er der indgang via en nyere, traditionelt udført, tofløjet revledør med overførte, ældre beslag. Vinduerne er ældre, rundbuede støbejernsstaldvinduer. Dør og vinduer er malet røde.
Tværlængen består i det indre af et stort rum med støbt gulv, kalkede vægge samt synlige konstruktioner af træ. I loftet er ældre og nyere loftsbjælker og nyere pladebeklædning. Der er adgang til tværlængen gennem vestlængen.
Længen mod Kirkegården er opført i én etage under et rødt, teglhængt heltag, der har flere glastagsten i begge tagflader. Den søndre langside ind mod kirkegården er opført i kampesten. Den vestre gavl og de fire vestre fag i nordre langside er opført i sortopstolpet bindingsværk over en høj, sortpudset sokkel af kampesten, mens den øvrige nordre langside og østre gavl er grundmuret over en lav, sortpudset sokkel. Der er stolperester i den grundmurede del. Bindingsværket mod vest har gennemstukne bjælkehoveder, overgavlen er let udkraget og der er udskårne gavlknægte. Den søndre langside og østre gavl er lukket. I nordsiden er en traditionelt udført, tofløjet revleport med ældre hængsler og klinkefald samt flere store revleluger samt to rundbuede, ældre støbejernsvinduer. I den vestre del er der en nyere revledør med ældre hængsler, og restaurerede, ældre, torammede og opsprossede vinduer. I overgavlen er en ældre revleluge. Luger og døre er sorte og vinduerne hvidmalede. På længens østre gavl er der en lavere tilbygning af gasbeton med teglhængt, rødt heltag. I østre gavl er en ældre læsseluge, og i nordsiden er en nyere bræddebeklædt dør og et ældre torammet, tredelt vindue.
I det indre er længen et stort rum åbent til undersiden af taget. Den vestre bindingsværksdel er adskilt fra den øvrige ved en væg ført op til undersiden af bindbjælken. Konstruktionerne er synlige og er delvis fornyet. Langs den søndre side er hanebåndene understøttet af en højremskonstruktion. Den søndre væg står i kampesten mens de øvrige er pudsede og kalkede, i den vestre del fremtræder ydervæggene med overkalket bindingsværk. Den vestre del har støbt gulv, og den øvrige er belagt med småsten. Undertaget er pladebeklædt. Tilbygningen mod øst består af et rum med støbt gulv, pudsede, kalkede vægge og i loftet er der synlige loftsbjælker med nyere pladeloft imellem.

Kilder:
Svaneke, Historie – Huse – Borgere, Købstad i 450 år. Robert Egevang. Byforeningen Svanekes Venner. 2005.

Bygningshistorie:
Forhuset blev opført af Ole Jørgensen i 1854 i seks fag egebindingsværk med murede tavl og østre gavl, mens den vestre gavl var af ubrændte mursten. De seks fag var indrettet til beboelse og under de to østre fag var en kælder. Bygningen erstattede en tidligere bindingsværksbygning fra 1761. I 1855 blev bygningen udvidet med fem fag egebindingsværk mod vest, ligeledes med murede tavl og vestre gavl, der blev indrettet til ladehus med stald og lo uden loft og gulv. Bygningen var teglhængt. På samme tid opførtes en halvtagsbygning til vognport.
I 1889 var de seks fag bolig indrettet med tre stuer, forstuer, to kamre, spisekammer og køkken med skorsten og brændekomfur.
I 1862 opførtes vestre længe og i 1880 tværlængen. Tilbygningen i gasbeton er opført i 1900-tallet. Vestlængen blev indrettet med vognremise, ladehus, stald og lo ligesom portgennemkørslen udgjorde den nye indkørsel til ejendommen. Tværlængen var indrettet til sædgulv.
Længen ind mod kirkegården fungerede indtil 1900-tallet som ladelænge til Vestergade 3-5. Bygingen er opført i flere etaper. De fire fag i bindingsværk er opført i perioden 1837-47 for Jens Pedersen Dahl. I 1850’erne blev der tilføjet otte fag af bindingsværk mod nord og granit mod syd. Mellem 1867-188 blev bygningen udvidet med yderligere et fag.

Miljømæssig værdi:
Vestergade 1s miljømæssige værdi knytter sig til bygningernes beliggenhed ved det kraftige terrænspring, der markerer grænsen mellem byen og det åbne land og kirkeområdet lige, hvor Kirkebakken møder Vestergade. Forhusets sokkel optager terrænforskellen sammen med opkørslen til portgennemkørslen og grundens stenmur mod vest, hvormed Vestergade 1 fremtræder markant i gadebilledet. Samtidig indgår Vestergade 1 som en integreret del af Svanekes ældre bebyggelse i kraft af sin bindingsværkskonstruktion, materiale- og farveholdningen og opførelsen i én etages højde. Vestergade 1 udgør endvidere en vigtig del af dels indramningen af kirkepladsen, dels af indramningen af Vestergades gaderum, mens længen mod kirkegården udgør en umistelig del af kirkegårdsdiget. Dermed udgør Vestergade 1 en karakteristisk og væsentlig del af Svanekes ældre bymiljø.

Kulturhistorisk værdi:
Den kulturhistoriske værdi for Vestergade 1 knytter sig til bygningerne som typisk repræsentant for de ejendomme, der blev udviklet i forbindelse med Svanekes opgangstid i midten af 1800-tallet. Stuehuset, der blev udvidet med fem fag til stald og lade, var typisk for opførelsestidspunktet, hvor flere borgere havde jordlodder i byvangen og kreaturer gående i udmarken. Den senere udvidelse af ejendommen med flere udlænger er ligeledes karakteristisk for Svanekes gunstige udvikling i løbet af 1800-tallet, hvilket er tydeligt i såvel længernes placering som i den sammensatte konstruktion i længen mod kirkegården.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til det klart aflæselige hierarki bygningerne imellem, hvor det repræsentative stuehus med de mange vinduespartier, granittrappen og fyldingsdøren tydeligt signalerer beboelse, hvorimod de funktionelt betingede udlænger er kendetegnet ved ubrudte tagflader, staldvinduer, revleluger og -døre og dermed har en mere lukket karakter.
Hertil kommer stuehusets egnskarakteristiske byggeskik med stor kampestenssokkel med få fag kælder, bindingsværket uden fodrem og skråbånd men med gennemstukne bjælkehoveder, ligesom ”øretæverne” er udbredte i Svaneke. Hertil kommer vinterdørene.

Udlængernes bindingsværk er ligeledes opført med samme karakteristika og længen mod kirken har gavlknægte mod vest.  Hertil kommer de ældre bygningsdele og -detaljer, der vidner om bygningernes alder.

I bygningernes indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den klare opdeling i funktioner med bolig i stuehuset og sekundære funktioner i udlængerne, der er tydeligt aflæselig i rummenes proportionering samt i overflader, materialeholdning og detaljeringsgrad. Udlængerne fremtræder således med funktionelt betingede overflader og større højloftede rum. Stuehusets kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre endvidere til den oprindelige todeling, der stadig er aflæselig ved den langsgående tværskillevæg i den østre del, hvor der også er bevaret ældre loftsbrædder, modsat den vestre del, med den gennemgående stue, der er placeret i de tidligere staldfag, der blev opført uden skillevægge, gulv og loft. Hertil kommer de ældre bygningsdele og detaljer, der vidner om bygningernes alder.

Arkitektonisk værdi:
Den arkitektoniske værdi knytter sig til bygningernes materialeholdning og konstruktioner i bindingsværk og røde tegltage, der binder de mange bygningskroppe sammen til et samlet hele med et afdæmpet men sammensat udtryk.
Endvidere fremtræder stuehuset karakterfuldt i kraft af sin placering over gadeniveau samt af den imponerende længde, der fremhæves af det taktfaste bindingsværk, tegltaget og den høje, markante sokkel på gadesiden.

Bærende fredningsværdier:
De bærende fredningsværdier knytter sig til Vestergade 1 som en samlet helhed med samhørighed i konstruktionsform, højde og materialeholdning.
De bærende fredningsværdier for stuehuset knytter sig til bindingsværket med alle detaljer, soklen af kampesten, tegltaget med to skorstenspiber og granittrappe. Fredningsværdierne knytter sig endvidere til de ældre bygningsdele og -detaljer, herunder den tofløjede fyldingsdør med overvindue og vinterdør og vinduerne med alle detaljer. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning.
Stuehusets bærende fredningsværdier knytter sig i det indre til de bevarede dele af en ældre grundplan, herunder forstuerne, midterskillevæggen, stuen mod gaden og gavlværelserne i tagetagen samt kælderen under de to østre fag. Hertil kommer de ældre bygningsdele og -detaljer, herunder loftsbjælkerne med loftsbrædder imellem, fyldingsdør og vinduernes anverfere samt den traditionelle materialeholdning.
Vest- og tværlængens bærende fredningsværdier knytter sig til konstruktionen i bindingsværk med alle detaljer, tegltagene, portgennemkørslen i vestlængen med brolægning og bræddeloft samt til revledøre og -luger med alle detaljer, staldvinduerne samt den traditionelle materialeholdning.
Vest- og tværlængens bærende fredningsværdier knytter sig i det indre til de traditionelle og funktionelt betingede overflader, de kalkede vægge, de synlige loftsbjælker og konstruktioner.
De bærende fredningsværdier for længen mod kirken knytter sig i det ydre til soklen og sydvæggen i kampesten, konstruktionen i grundmur med bindingsværksrester og konstruktionen i bindingsværk mod vest med alle detaljer, tegltaget, revledøre og luger samt vinduerne med alle detaljer. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning.

I det indre knytter de bærende fredningsværdier for længen mod kirken sig til de synlige konstruktioner samt til de traditionelle og funktionelt betingede overflader.
Antal bygninger: 6