Lobbæk
Af uransagelige grunde ligger halvdelen af Lobbæk i Nylars sogn og halvdelen i Vestermarie sogn. Midt gennem byen går nemlig en navlestreng som matr. nr. 45, der fortsat knytter engdragene med de to Engegårde øst for Lobbæk til Nylars sogn. (Finn Hansen, 367ture.dk).
Bag på billedet står: "Moster Anna og Louise (Jensen) og Veras Mormor og Morfar. Lobbæk Central ca. 1920". Den stående kvinde er Anna Jensen som havde Lobbæk Central (installationen ses bag hende). Hun var en af datidens få selvstændige kvinder og hun klarede sig økonomisk godt. Hun forsøgte endda at tage kørekort, men det lykkedes ikke. Kvinden ved kniplebrædtet er Louise, som boede i København. Bornholmeruret er stadig i efterkommernes eje. Fotografen er ukendt.
I 1922 blev Michael Christiansen baneformand i Lobbæk og i årene efter flyttede familien ind i denne fine villa og forsynede den med en ualmindelig spids og smal gavlkvist. På billedet er det Michael og Alma Christiansen. Samt Rigmor, Carl, Knud og Hans (Inde i haven) og i midten forrest må det være "mormor Johanne Svendson". (Tekst bag på billedet). Lobbæk efter 1922. Foto tilhører Merete Skov.
|