Nørregade i Allinge
Nørregade med klippeknolden midt i billedet, som man kaldte for ”Kattakløpperna”. Det hvide hus med en etage og en tydelig kældernedgang fra vejen blev overtaget af stenhugger Anders Hansson og familie i 1893, hvor billedet blev taget. Bagved i det høje hus, hvor der også var bolig i kælderen, residerede stenhuggerfamilien Pehr Jönsson, som desuden havde flere svenske familier boende til leje. Disse huse blev opført for stenhugger Wilhelm Hampe, hvis far, Carl, boede i en ejendom bag missionshuset på modsatte side af vejen allerede i 1870erne. Han var stenhugger fra "Proisen". Foto Bendt Kjøller 1893. Bornholms Museum.
Nørregade i Allinge. Foto fra Kjøllerfotografernes arkiv. BM 717. Nørregade med Havnegade i baggrunden. Til venstre ses stien til Kampeløkke å og til højre er der ved gavlen en vej til Nørremølle. Billedet synes at være fra starten af 1900-årene. Der er telefonmaster og gamle gaslamper til gadebelysning (før 1911). Dengang lå der tit materialer ved indkørslen til Nørre Mølle i højre side. Møllen var ejet af Lind, Savværket.
Det er på hjørnet af Nørregade og Havnegade i Allinge, det gamle cykelværksted. Møllevingen fortæller, at det fine billede er fra før 1928. Møllen befandt sig inde bag toetagen til Nørregade 44 og blev revet ned i 1929. Huset her på hjørnet er Nørregade 48, hvor Sandvigknøsen, stenhuggermester og stenhuggerformand Hans Janus Pedersen boede. Han byggede karnappen til på gavlen i 1909.
|
Utroligt at han fik lov til det af bygningskommissionen, for han tog hele fortovet, som han dog nok selv havde lagt og betalt, han, der endte som stenværksbestyrer. I det første hus til venstre, nærmere betegnet Havnegade 37, boede en skipper omkring 1900. Han lejede kælderen ud til stenhugger Carl Andreas Riis, som her havde kone og syv børn. I 1902 kom barn nummer otte. Typisk og lidt trangt. Ukendt fotograf, muligvis Ch. L. Sundbøll. Fra Evald Jensens samling. Kopi i BØA.
|
Trykt postkort. 1905-1910. Frits Sørensens Boghandel. BØA.
Nørregade i Allinge med Nordre Mølle. Fotograf Bendt eller Alfred Kjøller. BM.
Samme ildebrand. Foto Anton Pedersen. Allinge. Branden skete i 1896 eller 1897. Det blev genopbygget til Allinge Savværk. (JRJ). Streoskopbilleder er hentet på nettet på en amerikansk hjemmeside.