Kongemindet i Almindingen, Frederik 7. og grevinde Danner
Til siden om Almindingen HER.
med bl.a. Bindesbølls tegninger til tårnet.
Kongemindet, fotograferet af Gottlieb Støckel sidst i 1860'erne. Foto på Bornholms Ø-Arkiv.
»Af undersaatlig Kjærlighed«

Kongemindet? Ja, det hedder udsigtstårnet på Rytterknægten, fordi det blev rejst af bornholmerne til minde om et uforglemmeligt besøg, kong Frederik VII og grevinde Danner aflagde på Bornholm i 1851. Kongemindet og grundloven er vævet sammen som toppen på Danmark.
Af Erling Haagensen filminstruktør og forfatter. Bragt i Jyllandsposten 5. juni 2009.

Rytterknægten - hedder Bornholms højeste punkt i Almindingen. En klippeknold, opkaldt efter en Rytterknægt, en høj sten på en gårdsplads eller ved en port, som blev brugt af de ridende, når de skulle stige op på hesten. På Rytterknægten byggede man 1856 "Kongemindet" (til minde om Frederik VII's besøg i 1851), opført efter tegninger af M.G. Bindesbøl, 12,6 meter højt, 162 meter over havets overflade. Foto G. Støckel, Rønne o. 1870-1880. Bornholms Museum. (avk)
Frederik 7 og grevinde Danner. Foto J. Petersen, Odense, senere hoffotograf i København. Kongelige Bibliotek.

Frederik 7 og grevinde Danner spiller skak. Foto Rudolph Striegler, hoffotograf i København. Kongelige Bibliotek.
Kongen og grevinden, ukendt fotograf. Det Kongelige Bibliotek.

Fotografiet var endnu i sin pure ungdom i 1851. Man kunne daguerreotypere, men der kendes desværre ikke daguerreotypier fra besøget. Billederne her er optaget fra sidst i 1850'erne til kongen døde i 1863.
Mange af de hundrede tusindvis af turister, der besøger Bornholm i løbet af en sommer, finder vej op i tårnet. Men ikke alle er klar over, at de dermed befinder sig på Danmarks højeste, offentligt tilgængelige sted.

Tårnet står på Rytterknægten, der med sin højde på 162 meter over havet er Bornholms højeste naturlige punkt. Her kan øen ikke konkurrere hverken med jyske Møllehøjs 170,86 meter eller Ejer Bavnehøjs 170,35 meter. Men hvor udsigtstårnet på Ejer Bavnehøj er 13 meter højt, er udsigtstårnet på Rytterknægten 22 meter højt. Fra toppen af Kongemindet er den samlede højde over havet derfor 184 meter, en meter højere end udsigten fra Ejnar Bavnehøjs udsigtstårn, og dermed altså Danmarks højest beliggende, offentligt tilgængelige platform.

Kongemindet?
Ja, det hedder udsigtstårnet, fordi det blev rejst af bornholmerne til minde om et uforglemmeligt besøg, Frederik VII og hans gemalinde, grevinde Danner, aflagde på Bornholm i 1851.

Som vi skal se, blev dette besøg et vigtigt eksempel på den popularitet, Frederik VII mødte overalt i riget, efter at han to år tidligere, i 1849, havde afskaffet enevælden og givet Danmark en demokratisk forfatning.

Det er dog ikke mindst ”gemalinden”, der gør besøget på Bornholm til noget særligt i danmarkshistorien.

Kongens ægteskaber og kærligheden til Louise
Forhistorien er, at Frederik VII havde to forliste ægteskaber bag sig, da han i 1849 underskrev grundloven. Hans første ægteskab sluttede med skilsmisse efter 13 år. Det næste ægteskab varede kun i fem år.

En væsentlig årsag til begge skilsmisser var balletdanserinde og senere modehandlerske Louise Rasmussen, datter af en ugift tjenestepige og senere selv enlig mor. Hun havde mødt Frederik gennem deres fælles bekendt, bogtrykker Carl Berling, som i øvrigt blev far til Louises barn.

Frederik opretholdt kontakten til Louise Rasmussen gennem begge sine ægteskaber. Da han besteg tronen i 1848, ønskede han samtidig at gifte sig med sin Louise, men han måtte indse, at selv som enevældig konge kunne han ikke overvinde modstanden hos regeringen og hoffet.

Men underskriften på grundloven året efter gjorde Frederik så populær og så folkekær, at modstanderne nu nødtvungent måtte bøje sig for kongens vilje. Han blev gift med ”jomfru” Louise Rasmussen i Frederiksberg Slotskirke den 7. august 1850. Samtidig blev Louise ophøjet til lensgrevinde af Danner.
Besøg på Bornholm i 1851
Dette var altså sket året før planerne om et besøg på Bornholm i sommeren 1851. Dette besøg ville derfor blive første gang, kongen fik lejlighed til at præsenterede sin nye ”gemalinde” for folket. Og netop derfor knyttede der sig stor spænding til besøget, både fra kongens, fra hoffets og fra arrangørernes side. Hvordan ville grevinde Danner blive modtaget?

Efter to udsættelser af besøget ankom kongen og grevinden endelig med dampskibet ”Ægir” til Rønne om aftenen, den 7. august 1851, altså på parrets et-års bryllupsdag.

Alle byens civile og militære autoriteter var naturligvis mødt frem på kajen sammen med en større folkemængde. Men embedsmændenes koner var blevet hjemme. Det blev opfattet som en demonstration mod grevinden, hvad det selvfølgelig også var.
Da skibet lagde til, viste kongen sig alene og modtog den første jublende velkomsthilsen. Så forsvandt han og vendte et øjeblik efter tilbage med sin Louise ved hånden. Der kom fornyede hurraråb. Da der blev stilhed, sagde kongen med høj, klar røst: »Mine kære bornholmere. Må jeg forestille Jer min kone. Hun havde lyst til med mig at besøge og se Eders smukke ø.« Hans ord blev hilst med vældige hurraråb. Isen var brudt.

Det fik embedsmændene til at føle dårlig samvittighed over den manglende opbakning fra deres fruer, og de besluttede derfor skyndsomst, at man ville lave en stor deputation af damer, der skulle få foretræde for grevinden, når parret senere på dagen opholdt sig i amtsgården.

Modtagelsen fandt sted i amtsgårdens pragtfulde haveanlæg. Den lokale avis, (Bornholms Avis, 24ende årgang), kunne fortælle, at grevinden »modtog damerne med megen elskværdighed og underholdt sig med dem en halv times tid«.

Den følgende dag var afset til besøg ude på øen. Man kørte først nordpå fra Rønne, gennem Hasle til Allinge. Ved indkørslen til Allinge blev hestene for kongeparrets vogn sky. Det kunne have udviklet sig til en alvorlig ulykke, hvis ikke to mænd med stort mod havde grebet fat i hestene og fik dem spændt fra vognen. Folkemængden ville nu trække kongens vogn ind til byen, men parret stod ud, og Frederik VII sagde på sin ligefremme facon: »Folket skal ikke trække mig. Jeg kan godt gå«.

Lige som ved ankomsten var disse ord med til at befæste kongens popularitet.

To dage efter var der stort taffel i Rønne. I den anledning var der tændt lys og fakler i alle huse og alle haver. Efter taflet tog kongen og grevinden en tur rundt i byen for at tage illuminationen i øjesyn. Men et enkelt sted savnes der lys. Det var i præstegården. Provstens kone var søster til indenrigsministeren og dermed repræsentant for den modstand mod forholdet, der stadig herskede hos regeringen og hoffet.

Denne demonstration blev straffet. Øjenvidner beretter, hvordan en stor del af præstegårdens vinduer blev slået ind.

Festballet i Rønne Theater
Den næste aften var der, som besøgets højdepunkt, programsat et festbal. Det havde ikke været nogen let opgave at arrangere. I hele byen fandtes der kun ét lokale, der var stort nok til et sådant arrangement. Det var teatersalen i Rønne Theater - som i øvrigt i dag er Danmarks ældste, stadig fungerende teater.

For at få plads nok havde man måttet bygge salen om, idet man hævede gulvet, så det kom i niveau med scenen.

Til dekorationen medgik blandt andet et læs egeløv og et læs gran til guirlander. En stor buste af kongen var blevet transporteret fra København. Fra Tøjhuset i København havde man lånt et stort antal våben, skjolde og andre ”krigeriske emblemer”, som blev anbragt sammen med lokale skjolde, økser, spyd og messingrosetter. Når man dertil lægger, at det hele blev oplyst af stearinlys med en samlet vægt på 17 kg, så har man en lille idé om, hvilken fest, der var lagt op til.
I avisreferatet hedder det: »Ballet åbnedes af kongen og grevinden med en polonæse, hvorefter allerhøjstsamme behagede at glæde sig ved at se på de andres munterhed, med undtagelse af nogle få danse, hvor han selv deltog«.

Efter de første danse var der taffel, og efter taflet blev der blandt andet danset en bornholmsk sekstur - det vil sige en folkedans med lokale trin.

Festkomiteen havde anmodet en høj, flot officer, løjtnant Holm, om at føre denne dans op. Holm bukkede dybt for kongen og bad om tilladelse til at danse med grevinden.

»Gerne for mig, når hun blot kan klare sig«, svarede kongen. »Det skal nok gå, Deres Majestæt«, svarede Holm selvsikkert.

Louise var dog lidt mere usikker og udtrykte frygt for, at hun ikke kunne danse en hende ukendt dans. Men Holm lod sig ikke sådan slå af pinden, og efter lidt overtalelse førte han grevinden ud på dansegulvet.

I begyndelsen kneb det noget for hende, men Holm gav hele tiden vejledninger. Af og til måtte han tage et fast tag i hendes skulder og dreje hende omkring, når hun selv glemte at dreje. Samtidig gjaldede hans kommandostemme ud i lokalet: »Denne vej, Deres Nåde!« - til lige stor fornøjelse for kongen som for gæsterne.

Ordene: »Denne vej, Deres Nåde« blev lang tid efter en stående talemåde i Rønne.

Kongemindet
Efter besøget nedsatte bornholmerne en komite, der skulle sørge for opførelsen af et tårn på Bornholms højeste punkt til minde om Frederik VII's besøg. Tårnet stod færdigt i 1856.
Der blev opsat en mindeplade, hvor der står:

»Til Erindring om Hans Majestæt Kong Frederik den Syvendes allerhøjeste Nærværelse herpaa Øen fra 8de til 16de aug. 1851 tilligemed høje Gemalinde, rejste Bornholmerne af undersaatlig Kjærlighed og Hengivenhed denne Bygning Aar 1855 og gav den Navnet Kongemindet.«
Frederik 7. (6. oktober 1808-15. november 1863) konge af Danmark 1848-1863.
Lensgrevinde Louise Danner (21. april 1815-6. marts 1874).
Kongemindet. Fotograf Bendt Kjøller. P. Haubergs samling. Nationalmuseet. Umiddelbart før og efter forhøjelsen i 1899.