Petrea Nygaard, Nygård, Nyegaard

Et virkeligt klenodie er vendt tilbage til Bornholm efter en lang, lang rejse!  Et portræt, malet af Kristian Zahrtmann 1868, forestillende kusinen Petrea Nygaard.
 
En dame afleverede i sommeren 2005 en pakke i Erichsens Gård. Det indeholdt et malet portræt af en ung kvinde, og damen fortalte, at hun havde fået billedet i USA. Af nogle venner i San Francisco. De havde for nogle år siden købt det på auktion. Der var et gammelt brev på bagsiden af billedet – og det fortæller en lang og utrolig historie.
 
Med brevet som udgangspunkt finder vi ud af, at byfoged Peder Nygaards unge, smukke hustru, Petrea Nygaard, blev malet af fætteren Kristian Zahrtmann i 1867 – eller måske 1868. Petrea Jespersen var født i 1840 på St. Kannikegård i Bodilsker, datter af Jochum og Witta Bohn Jespersen. Hendes far var storebror til Kristian Zahrtmanns mor, Laura Zahrtmann – og til Elizabeth Zahrtmann, der sammen med sin mand, Christian Erichsen, ejede Erichsens Gård i mange år.
 
Petrea Nygaards næstældste søn, den syvårige Alfred Nygaard, fulgte interesseret arbejdet med portrættet og den lille knægt kommenterede ivrigt og kritisk kunstmalerens arbejde. Senere i livet tog han vare på maleriet, det fulgte ham og i december 1887 skrev han i San Francisco om portrættets historie. Beskrivelsen blev klæbet bag på billedet:

”Dette maleri af min moder i hendes 28 år, var malet i min barndom af Kristian Zahrtmann i et sommerbesøg han aflagde i vores hjem i Neksø, Bornholm 1868 (muligvis var det 1867). Jeg, der dengang var en dreng på 7 år, morede mig med at stå ved siden af og se til, ved hvilken lejlighed jeg ikke sjælden havde et og andet at kritisere over; en dag, da jeg flere gange var blevet advaret af Kr. Z. der blev forstyrret af mig ved min indblanding, og jeg ikke ville høre, tog han mig ved armen og satte mig uden for døren; det var i salen de sad. Denne lille hændelse gjorde, at jeg i lang tid ikke kunne forsone mig med Zahrtmann, der var en fætter til moder. Efter maleriet var færdigt, blev det hængt op på en væg i et gæstekammer, til tørre, hvor det hang til foråret 1875. Da i Maj måned jeg skulde sammen med fader rejse til Vest-Indien, og ikke i lang tid ventede at gjense moder, bad jeg om at få maleriet, hvilket var særdeles vellykket. Det blev mig tilstået, men da jeg dagen før afrejsen vilde tage maleriet var det forsvundet, og da jeg var af den formening fader havde taget det, sagde jeg ikke videre derom og rejste foruden det, den 24. Maj 1875. På rejsen adspurgte jeg fader, men han vidste intet derom.
Da jeg et halvt år efter uden al forventning, vendte tilbage til Danmark, dog ikke til Bornholm, thi mit hjem var brudt op, men til Kjøbenhavn, hvor moder nu boede, spurgte jeg atter efter maleriet, men uden nytte, det var borte, ingen vidste hvor. Seks år forløb i hvilken tid jeg lærte min profession som møbelsnedker hos snedkermester Nissen. Jeg havde i sommeren 1881 aftjent min værnepligt og stod nu i Maj måned 1882 i begreb med at drage alene til Amerika.
 
Maleriet kom nu atter på bane, men det kunde ikke findes. Den 15de Maj rejste jeg med dampskibet Hekla. Da vi ankom til Christianssand i Norge, tilstødte et uheld ved maskinen, så vi måtte returnere til Kjøbenhavn, hvor vi lå i en uge medens maskinen blev repareret. Den sidste dag da jeg var hjemme, hændte det sig, at Emma [en søster], der skulde forlade hjemmet og rejste til Næsbyholm, ryddede op i en skuffe, hvori der på bunden lå en avis. Hun tog den ud for at ryste den, hvorved noget faldt på gulvet, det viste sig at være det længe savnede maleri. Hvo beskriver sig min glæde, her havde det ligget i 7 år, uden nogens anelse, en af moders pakmænd må have lagt det derned ved indpakningen i Neksø 1875. Jeg fik det nu med mig til Amerika, da jeg atter afrejste, Thorsdag den 25 Maj 1882.
 
Overalt førte jeg det med mig, indtil i New Orleans den 3die Oct. 1884. Huset hvori jeg boede brændte, samme dag og time som Christiansborg slot i Kjøbenhavn. Jeg havde ingen ro på mig for maleriet, det var nu forsvunden, det eneste der eksisterer af moder. Om natten kl. 12 efter ruinerne var nedbrændte, men endnu alt ulmede, det var yndigt måneklart, gik jeg hen til tomten og begyndte at rode op i levningerne, jeg tænkte muligt at finde levninger af maleriet, som, ihvor små de end var, altid ville være mig kære; omsider, efter en halvtimestids søgning fandt jeg nogle noder der tilhørte mig, ret vel bevaret, dette gav mig mod, jeg fortsatte, og ikke udeblev fortjenesten, jeg fandt maleriet, det var mig mere værd end 1000 Kr. vilde have været. Snavset og forbrændt var det, jeg kunde knap gjenkjende det, dog da jeg kom hjem og vadskede det rent, viste det sig at være tålelig bevaret, kanterne vare mest forbrændte, selve ansigtet var kjendeligt, hvilket var langt over min forventning. Det blev nu nedgjemt som en reliqui i min kuffert, det fulgte mig til San Francisco, hvor jeg den 4de Dec. 1887 tog mig over selv at udbedre skaden efter bedste evne, hvilket tålelig lykkedes mig. Allerede et halvt år i forvejen eller mere påbegyndte jeg en smuk ramme dertil (fuldendt i dag den 11 Dec.) af massivt rosentræ, hvori jeg nu den 11te Dec. 1887 har indfattet det og hvori det forhåbentlig skal blive bevaret.
 
Dette maleri der er blevet mig dobbelt kjært nu end den dag jeg fik det, må ikke gå ud af familien men stedse bevares i dens skjød. Det tilhører mandslinien i familien. Juleaften skal det første gang pryde mit hjem ved at hænge på væggen i den ny ramme.
 
Alfred G. Nygård
San Francisco den 11 Dec. 1887”.
 
Ja – Zahrtmanns portræt af kusinen Petrea er således vendt tilbage efter en noget omtumlet tilværelse. Vi tror det ville have glædet Alfred Nygård. Han havde syv søskende og fik selv syv børn i San Francisco sammen med sin fynske kone, men ingen af efterkommerne har kunnet opspores.
 
Alfreds ældste bror var i øvrigt Peder Nygård, som døde på en rejse fra Hongkong til San Francisco i 1892. Han var telegrafingeniør i Store Nordiske Telegrafselskab. I 1895 fik det nyoprettede Bornholms Museum Peder Nygårds samling af primitive våben fra Stillehavsområdet. Det var moderen, Petrea Nygård, der ved et gavebrev bestemte, at våbnene skulle tilfalde museet. Og samlingen blev starten på museets lille fine etnografiske samling. Men det er jo en helt anden historie!

Petrea Bohn Jespersen havde været gift med Harald Nyegaard, hvis utrolige historie er beskrevet af Erik Jensen i "Den fordømte Byfoged" 1991.
De fik seks børn (en døde som spæd), hvoraf en af dem var den tømreruddannede Alfred G. Nygård.
 
Ann Vibeke Knudsen, 24.8.05

Portræt af Petrea Nygaard, Nexø, 1868, malet af Kristian Zahrtmann. Rammen er fremstillet af sønnen Alfred Nygaard i San Francisco 1887.

Elisa Marie Petrea Bohn Jespersen. Hun ægtede 30. oktober 1857 på sin 17-års fødselsdag den 43-årige Harald Nyegaard. Det fine portræt af Petrea er i familien Jespersens familiealbum, Bornholms Ø-Arkiv.

Peter Alexander Harald Nygaard, byfoged i Aakirkeby og Nexø, herredsfoges i Bornholms Søndre Herred, borgmester i Nexø fgra 1856. Afskediget i 1874 efter 18 års virke, uden nåde og pension på grund af "embedsforsyndelser". Portrættet er også fra Jespersens familiealbum. Da vi ikke kan se, hvem fotografen er, er det en affotografering af det originale billede. Bornholms Ø-Arkiv.

Alfred Nygaards brev med historien om maleriet af moderen.