Gudhjembanen

Gudhjembanen, indviet 27. juni 1916, banen ophørte 18. august 1952

Til hovedsiden om jernbanerne på Bornholm. HER.

Stationsbygningerne på strækningen mellem Christianshøj i Almindingen og Gudhjem blev tegnet af arkitekterne Kay Fisker og Aage Rafn. De vandt førstepræmie ved en konkurrence i 1915, og bygningerne blev opført, dog med mange ændringer. Begejstret for dem blev bornholmerne ikke. Men i dag er de fredet og betragtes som små, fine arkitekturperler i det bornholmske landskab.

Stationerne i Gudhjem, Østermarie og Østerlars blev fredet i 1984

Baneføringen på Gudhjembanen, udført af Jernbanens tegnestue i Rønne af J. Fagerlund og Jens Dam. På grundlag af Geodætisk Imnstituts kort.

Christianshøj Trinbræt, indviet 27 juni 1916 - fredet 1985. Ejes af skoven

Fra indvielsen 1916. Bornholms Museum.

Christianshøj Trinbræt fotograferet i forbindelse med nedlæggelsen i 1952-1953. Bornholms Museum.

Bornholms Avis 14. juni 1915 med præsentation af Christianshøj-projektet. Som man ser var der et stykke vej til de endelige resultater.

Fredningsbegrundelsen (ikke udført). Fredet 1985. Kilde HER

Christianshøj Trinbræt. Almindingsvej 40.
Omfang: Træpavillonen og den hermed sammenbyggede mindre træbygning (1915-16 af Kay Fisker og Aage Rafn). F. 1985.
Antal bygninger: 1.

Christianshøj Trinbræt, udflugtstog formentlig i 1930erne. Bornholms Museum.

Christianshøj Trinbræt formentlig i 1920-1930erne. Bornholms Museum.

Aaløse Station - den mindste af Fisker og Rafns stationer, ikke fredet, ombygget, privat

Indvielse, Aaløse Station. BM. Fotograf?

Aaløse Station.

Aaløse Station med en semafor til venstre. 1916. Foto i Gudhjem Museum.

Østermarie Station - indviet sammen med banen 1916, fredet 1984

Byggearbejde Østermarie Station. Foto fra Kunstakademiets tegningssamling. Ukendt fotograf.

Gudhjem Station, byggearbejdet. Kunstakademiets arkitektursamling. Ukendt fotograf.

Østermarie Station, før indvielsen i 1916. Kunstakademiets arkitektursamling. Ukendt fotograf.

Foto læge Emil Hansen (?), Østermarie Station. 1916. 27. juni. Man mener det er Hammer Pedersens orkester, der musicerer på perronen i Østermarie. Forrest det splinternye lokomotiv AGJ 21, Fremstillet i Trollhättan i Sverige.

Foto fra Fisker og Rafns samling, Gudhjembanen. Et af togene på strækningen. Arkitekturfotografier, Kongelige Bibliotek. (Der er rigtigt meget på Kongelige Bibliotek fra Fisker og Rafn om bygningen af stationerne på Gudhjembanen.

Fredningsmyndighedernes beskrivelse: Kilde HER.

Østermarie Station. Godthåbsvej 59B
Den tidl. stationsbygning med varehus (1915-16 af Aage Rafn og Kay Fisker). Fredet 1984.

Beskrivelse:
Den tidligere station – Østermarie Station – ligger i den nordlige udkant af byen Østermarie. Stationsbygningen og det tidligere varehus er placeret i forlængelse af hinanden med gavlene vendt mod nord og syd. Østermarie Station ligger tilbagetrukket fra Godthåbsvej, og både foran og bagved stationsbygningen er en have, mens der foran varehuset er en asfalteret vendeplads.
Stationsbygningen består af to sammenbyggede, enetages længehuse med forskellig husdybde og højde, hvoraf det søndre er dybest. Forskellen i husdybden resulterer i et lille gårdrum mod nordøst. Gårdrummet afskærmes af en høj mur afsluttet med røde vingetegl. I den østvendte mur er en ældre bræddebeklædt dør. Bygningerne er gulkalkede, grundmurede med påmalede sorte sokler og hvidtede, murede hovedgesimser under et samlende halvvalmet tag af røde vingetegl. I rygningerne er i alt tre høje, murede og hvidkalkede skorstenspiber. I tagfladen mod øst er et ældre tagvindue, mens der mod vest er to nyere tagvinduer. En muret karnap i to etager med smigede hjørner og teglhængt heltag skyder sig frem fra den vestre langside. Østre langside domineres af en toetages, muret frontkvist med teglhængt heltag og et stort ur. Ved siden af frontkvisten er facaden trukket tilbage og her ses bygningens hoveddør, der sidder tilbagetrukket i en kurvehanksbuet åbning. Døren er en traditionelt udført fyldingsdør med buet overkant, nyt greb og nye hængsler samt et granittrin foran. Over døråbningen er en høj slutsten af sandsten med indgraveret symbol og årstal, og på begge sider af åbningen er der mønstermurværk. I sydgavlen er en tilmuret døråbning, hvis rundbuede indfatning og granittrin er bevaret, og i nordgavlen er to tilmurede døråbninger, også her er granittrinene bevaret. I vestre langside er et kurvehanksbuet dørhul samt mod nord et nyere dørhul og i østre langside, ud mod gårdrummet er også et dørhul. Samtlige døre er nyere, men traditionelt udførte og på ydersiden beklædt med vandrette brædder – kun hoveddøren er en fyldingsdør. Vinduerne er ældre og traditionelt udførte et- og torammede vinduer med kobbersålbænke. I vestre langside er desuden nogle nyere, smalle og aflange murhuller, hvor der sidder et nyere vindue bagved. Både døre og vinduer er malet hvide. Bygningen er forsynet med nyere tagrender, udført som de oprindelige.

I stationsbygningen er den oprindelige planløsning i store træk bevaret. I hovedlængen fører et lille vindfang ind i det tidligere venteværelse, hvorfra der er adgang til to stuer på række, hvoraf det ene inkluderer karnappen ud mod vestsiden, hvor perronen tidligere var. Den ene stue hænger sammen med køkkenet mod øst, idet der er to døråbninger, hvoraf den ene er forholdsvist bred. Mod øst er desuden et soveværelse. I overgangen mellem hovedlængen og den smalle længe er trapperummet, hvorfra en baggang giver adgang til gårdrummet samt et badeværelse mod vest og et stort værkstedsrum mod nord. Den originale hovedtrappe fører op til tagetagen, der ud over en repos rummer en lang gang mod øst, der giver adgang til tre værelser, det ene mod syd, hvori bagsiden af uret er synlig. Urværket er væk, men piedestalen, hvorpå det stod er der stadig. Det indre kendetegnes af en traditionel materialeholdning med brædde- og teglstensgulve, pudsede vægge og lofter bemalet med limfarve samt en stukkant. På badeværelset er der nyere fliser på vægge og gulv, og i den smalle længe er der støbte gulve. Der er bevaret flere oprindelige bygningsdetaljer, herunder fyldingsdøre, hvoraf flere står med ældre hængsling og greb, samt svungne gerichter, kraftige vinduesplader, skunklåger og inspektionslåger udført med fyldinger. Samtlige skorstene er bevaret, taget er understrøget og nogle vinduer er forsynet med forsatsrammer.

Varehuset er et grundmuret længehus i en etage med et kvartvalmet, rødt, teglhængt heltag. Murene er gulkalkede over en lav sortmalet sokkel og afsluttes af en simpel, muret hovedgesims, der også er gulkalket. I den østre langside er en centralt placeret åbning, som er hævet over terræn og trukket lidt ind i tagfladen. Åbningen har en afsats af granit og lukkes af en ældre, tofløjet revleport. Mod vest er den midterste del af tagfladen hævet og herunder er et bræddebeklædt parti med to bræddebeklædte skydeporte. I hver gavl er et vindue – mod nord er et ældre, etrammet vindue og mod syd et nyere torammet og todelt vindue. Der er kun opsat en tagrende over portåbningen mod øst.

Varehusets indre udgøres af ét stort rum, der er åbent til kip. Gulvet er støbt, væggene er hvidkalkede. Der er synlige konstruktioner af træ, ligesom de understrøgne tagsten er synlige.

Bygningshistorie:
Der eksisterede tidligere tre jernbanelinjer på Bornholm. Den første forbandt Rønne og Nexø fra 1900 og i 1901 åbnede en lille sidebane mellem Aakirkeby og Almindingen. I 1916 påbegyndtes jernbanedriften af Gudhjembanen, som var den korteste af de tre bornholmske jernbanelinjer – 18,2 kilometer fra Almindingen til Gudhjem – som blev drevet af et selvstændigt jernbaneselskab.

Østermarie Station blev opført i 1915-16, som én af fire nye stationer langs Gudhjembanen. Ud over Østermarie Station blev der opført stationer i Gudhjem, Østerlars og Åløse. Desuden blev der opført trinbrætter på Christianshøj og i Stavebøl. Der blev udskrevet en konkurrence om udformningen af banens bygninger. Ingen blev fundet værdige til førsteprisen, men to unge arkitekter, Kay Fisker og Aage Rafn, blev belønnet med anden præmien, og deres tegninger blev anvendt til udformningen af stationerne.

De arkitektoniske spor fra Gudhjembanen er markante, men sådan så man ikke på det i 1916, hvor banen åbnede. Kritikken af Kay Fiskers og Aage Rafns stationsbygninger var tydelig. De almindelige, lange og lavlængede stationsbygninger blev opfattet som væsentligt ringere end Allingebanens statelige bygninger med et tydeligt præg af historicisme.

Stationen i Østermarie blev placeret i byens nordlige udkant med en meget stor stationsplads foran, fordi der kom meget gods til Østermarie. Især til pakhuset og til Brugsforeningen, som havde egne spor. I Østermarie og Gudhjem kom der mandlig betjening på stationerne, mens Åløse og Østerlars kunne nøjes med en billigere kvindelig betjening. Efter nogle år inddrog man dog af sparehensyn den mandlige betjening på Gudhjem Station, men i Østermarie blev der ikke ændret noget. Her var der nemlig så meget arbejde, at man ikke mente, at stationen kunne betjenes af en kvinde. Stationsbygningen rummede tillige et postkontor, hvor der arbejdede ti personer.

Frem til 1934 bevarede de tre jernbaneselskaber uafhængigheden, men derefter fandt de sammen i ét selskab – De Bornholmske Jernbaner. I 1952 blev banen mellem Gudhjem og Aakirkeby lukket. Året efter lukkede man strækningen fra Rønne til Sandvig, og i 1968 lukkede hovedstrækningen fra Rønne til Nexø. Jernbane-strækningerne blev i stedet erstattet af rutebiler. Efter nedlæggelsen af stationen var der i en årrække posthus i stationsbygningen. I dag er stationen i privat eje og anvendes som bolig og keramikerværksted.

I nyere tid er der sket enkelte ændringer i stationsbygningen. De to skorstenspiber på hovedlængen er blevet afkortet. Dørhullet mod syd er blevet tilmuret, ligesom de to dørhuller i nordgavlen er blevet blændet og tilmuret, og de bagvedliggende offentlige toiletter til henholdsvis herrer og damer samt brænderummet til beboelsen er blevet inddraget til et stort værksted. Oprindeligt var der lerstampet gulv i brænderummet. Badeværelsesvinduet med de foranliggende skydeskårsudformede huller er nyere, ligesom de tre etrammede vinduer nord herfor og den todelte dør, som sidder omtrent, hvor det etrammede vindue på østre langside har siddet. Indvendigt er gulvet i karnappen blevet forsynet med et hævet repos for at man kan sidde ned og nyde udsigten, bræddegulvet i køkkenet er blevet ændret til et rødt teglstensgulv lagt i sildebensmønster.
kilder:

Bornholm, Atlas over byer, bygninger og miljøer. Kulturarvsstyrelsen, Kulturministeriet i samarbejde med Bornholms Regionskommune.
http://www.sigridkjoller.dk/fredekjoller/html/byer_ostermarie.htm
Kay Fisker. Red. Steffen Fisker, Johan Fisker og Kim Dirckinck-Holmfeld. Arkitektens Forlag. 1995.

Miljømæssig værdi:
Den miljømæssige værdi ved Østermarie Station knytter sig til stationsbygningens og varehusets placering i forlængelse af hinanden, der både markerer jernbanens oprindelige linjeføring samt den tidligere ankomstplads og venteplads foran stationen, som ligger tilbagetrukket fra hovedgaden. Østermarie Station udgør et enestående indslag i bymiljøet, hvor den var grundlaget for byens opståen og eksistens.

Kulturhistorisk værdi:
Den kulturhistoriske værdi for Østermarie Station knytter sig både til bygningernes oprindelige funktion og opførelse som station på Gudhjembanen samt til stationen som en af arkitekterne Kay Fisker (1893-1965) og Aage Rafns (1890-1953) tidlige, men toneangivende værker.

Kay Fisker og Aage Rafn forsøgte med stationerne langs Gudhjembanen at tilpasse bygningerne det bornholmske landskab og den bornholmske byggeskik, hvilket medførte, at alle stationerne fik deres eget særpræg, grundet deres beliggenhed. Forlægget var de bornholmske byhuse med deres lave og lange, præcise bygningskroppe, tjærede sokler, røde kalkede facader og afvalmede tegltage. Stationsbygningerne i Gudhjem og Østerlars har stadig de oprindelige, rødkalkede facader. Stationsbyggeriet var aktuelt i begyndelsen af 1900-tallet, hvor der blev opført flere stationer i Danmark, som søgte at bryde med skemaet for stationsbygningerne fra jernbanernes unge år, der var karakteriseret ved gule maskinsten og skifertage. De nye stationer blev blandt andet opført af Ulrik Plesner (1861-1933), der søgte en forenklet hovedform, som var i slægt med de omgivende småhuse og inspireret af deres byggeskik. Hvorimod Heinrich Wencks (1851-1936) stationsbygninger langs kystbanen på Nordsjælland fra omkring år 1900 repræsenterede en mere overdådig nationalromantisk stil. Fisker og Rafns stationsbygninger anses i dag som noget af det ypperste og mest tidløse stationsarkitektur i Danmark. Kay Fisker og Aage Rafn havde foretaget grundige studier af 1800-tallets arkitektur, inden de tegnede stationsbygningerne, og deres stil er blevet kaldt begyndelsen til moderne arkitektur i Danmark. Alt var sirligt gennemarbejdet, men stationspersonalet som skulle anvende bygningerne fandt dem håbløst indrettede.

Fisker og Rafns Østermarie Station er i harmoni med den omgivende bebyggelse på grund af bygningernes enkle hovedformer uden overflødig pynt og med en gedigen håndværksmæssig udførelse. Trods bygningernes afdæmpede udtryk kan den oprindelige offentlige funktion som station stadig aflæses i stationsbygningens markerede, toetages indgangsparti med slutstenen, hvori Gudhjembanens bomærke samt bygningens opførelsesår er indgraveret. Fisker og Rafn designede bomærket, da ingen af byerne, hvori stationsbygningerne skulle ligge, havde noget byvåben man kunne anvende. Bomærkerne var i store træk ens for Østerlars, Østermarie og Gudhjem Station, men med en lille variation, der kendetegnede hver by. Dette kan også ses i det i murværket fremhævede Marie-tegn, det er over hovedindgangen.

I stationsbygningens indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den stort set velbevarede planløsning, der ses ved den gennemgående hovedskillevæg, der adskiller vindfanget og de to tilstødende lokaler mod øst fra stuerne og hovedtrappen mod vest samt den oprindelige grundplan i tagetagen. Hertil kommer de ældre bygningsdele og -detaljer, herunder brædde- og teglstensgulve, pudsede vægge og lofter bemalet med limfarve samt fyldingsdøre, hvor flere står med ældre hængsling, greb og svungne gerichter. Tillige kommer de kraftige vinduesplader, skunklåger og inspektionslåger udført med fyldinger, simpel stuk, urværkets piedestal og hovedtrappen med samtlige detaljer.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til varehusets oprindelige funktion som opbevaring af gods, hvilket tydeligt afspejles i det overvejende lukkede volumen. Ligeledes vidner varehusets hævede revleport med en afsats foran om den tidligere håndtering af gods i bygningen. Den hævede afsats vender ud mod den oprindelige tilkørselsplads og kunne således benyttes til af- og pålæsning, mens terrænet foran skydeportene mod vest, ud mod sporene, stadig falder svagt langs facaden.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til varehusets fortsatte sekundære funktion samt til rummets størrelse, der ikke er opdelt i mindre rum, og den funktionelt betingede, enkle materialeholdning

Arkitektonisk værdi:
Den arkitektoniske værdi ved Østermarie Station knytter sig både til stationsbygningerne enkeltvist og til bygningerne som en samlet helhed. Helheden opstår i kraft af stationsbygningens og varehusets placering i forlængelse af hinanden med flugtende, vestre langsider samt materialeholdningen og de afvalmede, teglhængte tage.

Selve stationsbygningen fremtræder som et velproportioneret hele, hvor det smallere og lavere længehus underordner sig det større. De to længehuse samles af den fælles tagflade mod vest, ligesom de markante, høje skorstenspiber markerer en samlende akse. Muren om det lille gårdrum ligger både i forlængelse af hovedlængens østre langside og det lille længehus´ nordgavl, og samler således både stationsbygningens grundplan og stationsbygningens meget sammensatte bygningsvolumen. Vestsidens smigede karnap og østsidens frontkvist med det tilbagetrukne, toetages indgangsparti ved siden af bryder formmæssigt med den øvrige del af bygningen og giver sammen med de markante skorstenspiber stationsbygningen et karakterfuldt og særegent udtryk. Den tilbagetrukne del af facaden markerer på elegant vis stationsbygningens hovedindgang ligesom den flugter med varehusets østside. På elegant vis bindes de to bygningsvolumener sammen samtidig med at deres indbyrdes hierarki er tydeligt aflæseligt. Stationsbygningen fremtræder enkel og elegant med en detaljering, der begrænser sig til hovedgesimsen, de kurvehanksbuede døråbninger, som markerer den offentlige del af bygningen, mønstermurværket omkring hovedindgangen, slutstenen i sandsten over døren, dørene med vandret bræddebeklædning eller fyldinger, Marie-tegnet og uret på frontkvisten, hvor mursten markerer timetallene samt de originale jernbogstaver på sydgavlen, der angav stationens navn. Tillige er der et samspil mellem hoveddørens smalle og vandrette fyldinger, der harmonerer med vinduernes overvejende vandrette rudeformat.

Varehuset fremtræder fuldstændigt symmetrisk – både visuelt med et ubrudt, trekvartvalmet tag og funktionsmæssigt, hvor arbejdsgangen foregik på tværs af længderetningen. I bygningens længderetning giver de små vinduer lys til bygningens indre. Den tofløjede, let hævede revleport med læsserampen foran understreger bygningsvolumenets enkle form, idet den er skåret ind i tagfladen. På den modsatte side er tagfladen hævet over portene ligesom man ser på en traditionel avlsbygning. Det er netop portene, der giver det symmetriske og velproportionerede lille varehus dets markante udseende. Enkle og genkendelige motiver er anvendt til det arkitektoniske udtryk, og den simple murede gesims samt materiale- og farveholdningen giver varehuset en samhørighed med stationsbygningen.

Østermarie Station fremtræder velkomponeret og de to bygninger er velproportionerede med et prunkløst, men gedigent udtryk, hvis traditionelle fremtræden formmæssigt brydes af sammenstillingen af de enkelte bygningsdele. Østermarie Station udgør således en særegen del af Gudhjembanens stationer og fremstår samtidig som et enestående arkitektonisk værk.

Bærende fredningsværdier:
De bærende fredningsværdier ved Østermarie Station knytter sig til helheden med den fritliggende stationsbygning og det fritliggende varehus samt til bygningernes samhørighed i konstruktion, farve- og materialeholdning.

Stationsbygningens bærende fredningsværdier knytter sig i det ydre til de to grundmurede, sammenbyggede længehuse i varierende dybde under et samlende halvalmet tag af røde vingetegl med høje hvidkalkede skorstenspiber. De bærende fredningsværdier knytter sig endvidere til den toetages karnapbygning, den toetages frontkvist, hovedgesimserne samt de øvrige murværksdetaljer, herunder mønstermurværket, uret og Marie-tegnet. Endvidere kommer jernbogstaverne på sydgavlen, de kurvehanksbuede døråbninger, slutstenen i sandsten med indgravering, samtlige granittrappetrin, de traditionelt udførte brædde- og fyldingsdøre og de ældre og traditionelt udførte vinduer med alle detaljer. Hertil kommer muren omkring gårdrummet samt den traditionelle materialeholdning.

De bærende fredningsværdier for stationsbygningens indre knytter sig til den stort set velbevarede grundplan i stueetagen med hovedskillevæg og gennemgangsrum samt tagetagens oprindelige planløsning med gang mod øst og værelser mod vest. Hertil kommer de ældre bygningsdele og -detaljer, herunder brædde- og teglstensgulve, pudsede vægge og lofter bemalet med limfarve samt fyldingsdøre, hvoraf flere står med ældre hængsling, greb og svungne gerichter samt kraftige vinduesplader, skunklåger og inspektionslåger udført med fyldinger, simpel stuk, skorstene, urværkets piedestal og hovedtrappen med samtlige detaljer. Endelig kommer den traditionelle materialeholdning.

Varehusets bærende fredningsværdier knytter sig i det ydre til den klart definerede, symmetriske bygningskrop i grundmur med enkel hovedgesims, kvartvalmet, rødt tegltag, hævet læsserampe af granit med en ældre, tofløjet revleport mod øst, hævet tagflade med ældre skydeporte mod vest samt det ældre vindue mod nord. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning.

Varehusets bærende fredningsværdier knytter sig i det indre til det store rum, hvor der er åbent til kip, samt til de synlige konstruktioner og den funktionelt betingede materialeholdning med støbt gulv og kalkede ydermure.

Foran Østermarie Station. Foto tilhører Trond Lindgren, Aakirkeby.
Bendt Boesen (DBJ-museet): Billedet fra Østermarie station kan ikke være taget i 1916 (som var mit forslag fordi jeg opfattede baggrunden som et endnu ikke helt færdigt byggeri)), hvor stationen (selvfølgelig) var fint nykalket. I efteråret 1916 besluttede bestyrelsen, at arkitekternes farvevalg skulle laves (næsten) helt om.
Christianshøj skiftede derfor fra at hvert andet bræt var sorttjæret og hvert andet med finsk trætjære, til at hvert andet var sort og hvert andet var rødt.
Aaløse skiftede fra (mørke)rød til hvid kalk, Østermarie beholdt sin gule farve og Østerlars og Gudhjem skiftede fra hvid til rød.
Gudhjem-banens økonomi var dog allerede fra starten så dårlig, at man i Fagerlunds tid, helt til omkring 1930, sparede ved bl.a. at undlade at kalke stationsbygningerne. Derfor findes adskillige billeder, hvor de ikke ser særlig pæne ud med mange bare mursten, hvor kalken er fuldstændig regnet af. Disse billeder må derfor være fra 1920’erne, og det gælder således også billedet fra Østermarie, hvor stedets postbude er fotograferet sammen med stationsmester Keldsen.

Postvognen ved Østermarie Station. Når man kom med tog, fx fra Rønne, stod man af her, for at fortsætte til Svaneke, som aldrig fik en jernbanestrækning. Bilen blev anskaffet i 1917, det er en amerikansk Oldsmobile med danskbygget taxekarosseri. Den kørte med passagerer og post mellem Østermarie og Svaneke. Foto 1920'erne, Kaare Rasmussen, Gudhjem.

Østermarie Station. 1946 (?).

Østerlars Station, tilhører Østerlars Friskole. Fredet 1984.

Østerlars Station o. 1916 - kort før indvielsen. Foto på BM.

Østerlars Station (med Sct Laurentius risten til venstre). 1916. Endnu ukalket og knap nok færdigbygget. Foto i Gudhjem Museum.

Østerlars Station, tegninger.

Østerlars Station ved indvielsen 1916. Foto BM.

Fredningsgrundlaget, kilde HER

Østerlars Station, Nybrovej 33
Omfang: Den tidl. stationsbygning med varehus (1915-16 af Aage Rafn og Kay Fisker). Fredet 1984.

Beskrivelse:
Østerlars stationsbygning ligger i udkanten af Østerlars mod øst. Stationsbygningen og det tidligere varehus er placeret i forlængelse af hinanden med gavlene i øst og vest og med facaderne tilbagetrukket fra Nybrovej. Længere tilbage på den store grund er to nyere bygninger, der ikke er omfattet af fredningen.
Stationsbygningen består af to sammenbyggede, enetages længehuse med forskellig husdybde og højde, hvoraf det østre er dybest. Forskellen i husdybden resulterer i et lille gårdrum mod sydvest med brolægning og pumpebrønd. Gården afskærmes af en mur afsluttet med røde vingetegl. Bygningerne er rødkalkede, grundmurede med påmalede sorte sokler og hvidtede hovedgesimser af formsten under et samlende halvvalmet tag af røde vingetegl. I hver rygning er en høj, muret og hvidkalket skorsten, hvoraf den ene er asymmetrisk placeret. Der er to nyere ovenlysvinduer. En fremskudt muret karnap i to etager med smigede hjørner og teglhængt tag skyder sig ud fra den nordre langside. Hoveddøren sidder tilbagetrukket i en rundbuet åbning i det østre fag, indrammet af overkalkede kvaderlisener. Buen har en fremhævet slutsten af sandsten med indgraveret symbol. Døren er den oprindelige med bosserede fyldinger, nyt greb og med et halvcirkulært granittrin foran. Fra gårdrummet og den vestre gavl er der adgang via i alt tre nyere døre. I den østre gavl er en tilmuret døråbning, hvis rundbuet indfatning og granittrin er bevaret og i nordsiden er ligeledes en rundbuet døråbning blændet med en plade og med et granittrin foran. Dørene er hvide eller grønblå. Vinduerne er dels torammede og tredelte vinduer med kobbersålbænke dels enrammede vinduer, der varierer i format. Vinduerne er hvidmalede og mestendels ældre, men der er også nyere, men traditionelt udførte vinduer. Der er bevaret nogle vandnæser i kobber.

I hovedbygningen er et vinkelformet forrum, et værelse mod vejen samt et stort vinkelformet rum, der spænder på tværs af bygningen og inkluderer karnappen. Endvidere der i overgangen til den smallere længehus en forstue med udgang til gården, den originale hovedtrappe samt nedgang til et lille kælderrum. Det smallere længehus er indrettet med køkken, depot og toilet. I tagetagen er opgang til en repos og herfra adgang til et stort rum. Det indre kendetegnes af en traditionel materialeholdning med brædde- og teglgulve, pudsede vægge og lofter. Der ses få gulve belagt med linoleum. Der er bevaret ældre fyldingsdøre, nogle er rundbuede og nogle står med de oprindelige greb og gerichter. Endvidere ses et skab aflukket med plader fra bilæggerovne, en billetluge, skunkpaneler.

Varehuset er et symmetrisk, enetages, grundmuret længehus med et kvartvalmet, rødt, teglhængt tag. Murene er rødkalkede over en sortpudset sokkel og afsluttes af en hvidtet hovedgesims. I hver langside er en centralt placeret og tilbagetrukket dør hævet over terrænet, der markeres med et indhak i tagfladen. Den søndre er en ældre, tofløjet, sort revledør, foran døren er en afsats i beton. På den nordre side er terrænet ført op til døren i en blød bakke. Døren er her en nyere, men traditionelt udført, tofløjet revledør. I hver gavl sidder et todelt, hvidmalet vinduer.

Varehusets indre udgøres af et stort rum, der er åbent til kip. Gulvet er støbt, væggene og loftsfladerne er pudsede og malede. Der er synlige konstruktioner af træ. Revleporten mod vejen er blændet indefra.
Bygningshistorie:
Der eksisterede tidligere tre jernbanelinjer på Bornholm. Den første forbandt Rønne og Nexø fra 1900 og i 1901 åbnede en lille sidebane mellem Aakirkeby og Almindingen. I 1916 påbegyndtes jernbanedriften af Gudhjembanen, som var den korteste af de tre bornholmske jernbanelinjer – 18,2 kilometer fra Almindingen til Gudhjem – som blev drevet af et selvstændigt jernbaneselskab.

Østerlars Station blev opført i 1915-16, som én af fire nye stationer langs Gudhjembanen. Ud over Østerlars Station, der var endestation, blev der opført stationer i Østermarie, Gudhjem og Åløse. Desuden blev der opført trinbrætter på Christianshøj og i Stavebøl. Der blev udskrevet en arkitektkonkurrence om udformningen af banens bygninger, som indbragte 47 forslag. Ingen af forslagene blev fundet fyldestgørende, så man valgte at uddele en anerkendelsespræmie i form af ½ førstepræmie til arkitekterne Aage Rafn og Kay Fisker, København og ½ til arkitekterne T. H. Hjejle og Niels Rosenkjær, København. Efter dommernes anbefaling tog man kontakt med Fisker og Rafn og fik dem til at udarbejde et helt nyt sæt tegninger til udformningen af stationerne.
Bygningerne i Østerlars blev placeret parallelt med jernbanelinjen, der løb nord for bygningen. Bygningerne var trukket så langt tilbage fra vejen, at der blev dannet et tilkørselsområde. Imellem stationsbygningen og varehuset var en mønsterbrolagt plads. Stationsbygningen havde oprindeligt tre skorstenspiber.

Stationsbygningens plan var indrettet så personale og publikum kunne holdes adskilt. Der var to indgange til venteværelset i vestre gavl, ved siden af lå ekspeditions- og postværelse. Endvidere var der spisestue med tilstødende køkken i forbindelse med et opvaskerum med spisekammer. Mellem postværelset og spisestuen lå dagligstuen. I den lavere og smalle del af bygningen lå bryggersfunktioner og i den østre gavl var der toiletter til publikum. I tagetagen var en lang gang og tre værelser. Tagetagen havde en meget høj skunkvæg med lemme der førte ud til tegltagets underside.

Jernbanen blev lukket i 1952, hvorefter bygningerne blev solgt til andet formål. Stationsbygningen indgår i dag som en del af Friskolen Østerlars.

Miljømæssig værdi:
Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningernes indbyrdes placering, der markerer den tidligere ankomstplads, venteplads og jernbanelinjens placering. Endvidere er bygningerne atypisk placeret med langsiderne tilbagetrukket fra Nybrovej, hvormed bygningerne udgør et karakteristisk indslag i Østerlars bymiljø.

Kulturhistorisk værdi:
Den kulturhistoriske værdi for Østerlars Station knytter sig både til bygningernes oprindelige funktion og opførelse som station på Gudhjembanen samt til stationen som en af arkitekterne Kay Fisker (1893-1965) og Aage Rafns (1890-1953) tidlige, men toneangivende værker.

Kilder:
Nybrovej 033, Østerlars, Den tidligere stationsbygning, matr.nr. 131, Østerlarsker. Ruth og Søren Lundqvist. 1986.
Kay Fisker. Red. Steffen Fisker, Johan Fisker og Kim Dirckinck-Holmfeld. Arkitektens Forlag. 1995.

Østerlars Station, o. 1920 (?). BM.

Østerlars Station. 1930'erne (?). BM.

Østerlars Station. Foto BM.

Østerlars Station, ukendt år, ukendt fotograf.

Østerlars Station 1984. BM. Foto Jens Erik Larsen.

Gudhjem Station, indviet 1916, station - 1952, rutebilstation - 1968, museum fra 1969

Gudhjem Station foråret 1916, foto (formentlig) H.A. Holm, Gudhjem.

Indvielsen 1916. Gudhjem Station, Gudhjembanen. Foto A.C. Holm (?).

Fra indvielsen af Gudhjembanen, Gudhjem Station. Foto A.C. Holm (?).

Click here to edit.

Fredningsmyndighedernes beskrivelse af Gudhjem Station

Gudhjem Station (tidl.). Stationsvej 1
Den tidl. stationsbygning (1915-16 af Aage Rafn og Kay Fisker), de to murede piller samt mønsterbrolægningen mellem disse og under perrontaget. Fredet 1984.

Beskrivelse:
Den tidligere station – Gudhjem Station – ligger i den sydlige udkant af byen Gudhjem. Stationsbygningen samt det tidligere varehus og den tidligere remisebygning er tre selvstændige bygninger, som er placeret i forlængelse af hinanden med gavlene vendt mod nord og syd. Stationsbygningen ligger med gavlen ud mod Stationsvej med den tidligere hovedindgang i den vestre langside og perronsiden vendt mod øst, hvor der er en asfalteret parkeringsplads. Mod syd er stationsbygningen via en overdækket glasgang bygget sammen med en nyere udstillingsbygning. Det er kun selve stationsbygningen, der er omfattet af fredningen.
Stationsbygningen består af to sammenbyggede, enetages bygningsvolumener med forskellig husdybde og højde, hvoraf det nordre er en dyb længe og det søndre er smallere og vinkelformet. Forskellen i husdybden resulterer i et lille gårdrum mod sydvest. Gårdrummet afskærmes af en høj mur afsluttet med røde vingetegl. I den vestvendte mur er en ældre låge. Bygningerne er grundmurede og rødkalkede med lave, påmalede sorte sokler og hvidtede, murede hovedgesimser under et samlende heltag af røde vingetegl, der er kvartvalmet på hovedlængen og helvalmet på sidelængen. I rygningerne ses i alt tre høje, murede og hvidkalkede skorstenspiber. I tagfladen mod vest er to ældre tagvinduer, mens der mod øst er to ældre tagvinduer samt i alt fire zinkklædte kviste. En muret karnap i to etager, hvis øverste del er beklædt med spån, med teglhængt heltag skyder sig frem fra den østre langside. Nord for karnappen er facaden trukket tilbage således, at der opstår et overdækket venteområde, hvor den oprindelige perronbænk står. Stationsbygningens hovedindgang vender mod vest og markeres af to kvadermurede søjler, som afsluttes af to oprindelige lamper. Forpladsen mellem søjlerne og hoveddøren har mønsterbrolægning udformet som en kompasrose. Hoveddøren er en ældre, tofløjet fyldingsdør, der indrammes af en profileret indfatning af træ. Over døren ses en slutsten af sandsten med indgraveret symbol og årstal. Den midterste del af hovedlængen har et bredt, refendmuret parti omkring hovedindgangen magen til søjlerne. I nordgavlen er en ældre, enfløjet dør samt en blændet døråbning, der lukkes af en stor sandstenstavle med indridsede illustrationer, og herover er et opdelt overvindue. Foran pladen ligger en halv møllesten. På østsiden, under perrontaget, er der brolægning og facaden er her udført med mønstermuring, ligesom der er to ældre, kurvehanksbuede, enfløjede døre, hvis granittrin er bevarede. Syd for karnappen er en traditionelt udført, enfløjet, bræddebeklædt dør med bevaret granittrin foran. Det lille gårdrum er brolagt med trædesten af sandsten samt brosten, og i den smalle længe ses her en ældre, bræddebeklædt, enfløjet dør, også med et granittrin foran. Vinduerne er ældre og traditionelt udførte et- og torammede vinduer med kobbersålbænke. Enkelte vinduer er forsynet med blysprosser. I østre langside er desuden nogle smalle og aflange murhuller samt et enkelt kældervindue i sokkelniveau. Dørene er malet hvide og lysegrå, mens vinduer er hvide. Bygningen er forsynet med nyere tagrender, udført som de oprindelige.
I stationsbygningen er den oprindelige planløsning i store træk bevaret. I hovedlængen giver en langstrakt vestibule adgang til garderoberummet, ekspeditionskontoret, godsekspeditionslokalet og venteværelset med tilhørende toiletrum. Ved siden af venteværelset giver en lille forstue adgang til den tidligere perron mod øst. I det nordvestre hjørne er et trapperum til første sal samt et toldlokale. I den søndre del af bygningen, efter gaderoben og ekspeditionskontoret er den tidligere beboelsesdel med spisestue, dagligstue, garderobe, baggang med udgang til gårdrummet, hovedtrappe til tagetagen og køkken, der i dag er opdelt i to rum ved en smal gang mod gårdrummet og det nuværende billetkontor med tilhørende toiletfaciliteter og fyrrum. Under køkkenet er en lille kartoffelkælder. Den originale, let svungne hovedtrappe fører op til tagetagen, der rummer et værelse mod syd, en fordelingsgang med hvælv, et karnapværelse, et tidligere køkken, en bitrappe, der fører ned i godsekspeditionslokalet, et tørreloft samt et stort værelse og en gang mod nord, der ender i en ældre trappe ned til stueetagen. Det indre kendetegnes af en traditionel materialeholdning med bræddegulve, ølandsflisegulve, mønsterlagte teglstensgulve, pudsede vægge og lofter, lofter med synlige bjælker, bræddekassetteloft i karnappen og i en del af venteværelset samt nyere profilbræddelofter med profileret kantbræt i den søndre, ombyggede del. Der er bevaret flere oprindelige bygningsdetaljer, herunder fyldingsdøre, hvoraf flere står med ældre hængsling og greb, svungne gerichter samt skunk- og inspektionslåger udført med fyldinger, ligesom det oprindelige møblement er bevaret. Samtlige skorstene er bevaret, taget er understrøget og nogle vinduer er forsynet med forsatsrammer.

Bygningshistorie:
Der eksisterede tidligere tre jernbanelinjer på Bornholm. Den første forbandt Rønne og Nexø fra 1900, og i 1901 åbnede en lille sidebane mellem Aakirkeby og Almindingen. I 1916 påbegyndtes jernbanedriften af Gudhjembanen, som var den korteste af de tre bornholmske jernbanelinjer – 18,2 kilometer fra Almindingen til Gudhjem – som blev drevet af et selvstændigt jernbaneselskab.
Gudhjem Station blev opført i 1915-16, som én af fire nye stationer langs Gudhjembanen. Ud over Gudhjem Station, der var endestation, blev der opført stationer i Østermarie, Østerlars og Åløse. Desuden blev der opført trinbrætter på Christianshøj og i Stavebøl. Der blev udskrevet en arkitektkonkurrence om udformningen af banens bygninger, som indbragte 47 forslag. Ingen af forslagene blev fundet fyldestgørende, så man valgte at uddele en anerkendelsespræmie i form af ½ førstepræmie til arkitekterne Aage Rafn og Kay Fisker, København og ½ til arkitekterne T. H. Hjejle og Niels Rosenkjær, København. Efter dommernes anbefaling tog man kontakt med Fisker og Rafn og fik dem til at udarbejde et helt nyt sæt tegninger til udformningen af stationerne. Det første sæt ombearbejdede tegninger gav problemer, efter at man havde regnet på udgifterne til opførelsen. På grund af prisudviklingen var man nødt til at indskrænke bygningernes størrelse, og det betød en fuldstændig ombearbejdning af projektet for Gudhjem Station. Det første projekt bestod af en sluttet bygningsblok med et højt, stejlt tegltag og gavlkviste, der fremhævede de tilbagetrukne midterpartier. I stedet endte man med den lange bygning, der er i overensstemmelse med den lokale byggeskik og som ikke gør meget væsen af sig – men man bibeholdt dog den spånbeklædte tårnkarnap. For at understrege, at der var tale om banens hoved- og endestation blev facaden mod Stationsvej iscenesat helt symmetrisk opbygget med få og små vinduer og to pompøse piller med lamper på toppen på hver side af hovedindgangen. I den periode bygningen fungerede som stationsbygning, skete der kun få ændringer.
Det indre af bygningen blev rigere udstyret end de øvrige stationer, blandt andet fik ventesalen en smuk ”siddelse” med faste bænke ved nordgavlen, og der var forholdsvis god plads til rejsende og rejsegods. Endvidere var der indrettet et toldværelse i nordenden. Stationsforstanderens lejlighed optog en mindre del af bygningens søndre ende, men havde separat køkken. En smuk ligeløbstrappe førte op til soveværelserne i tagetagen, der ligesom loftsgangen blev forsynet med pudsede hvælv.
De arkitektoniske spor fra Gudhjembanen er markante, men sådan så man ikke på det i 1916, hvor banen åbnede. Kritikken af Kay Fiskers og Aage Rafns stationsbygninger var tydelig. De almindelige, lange og lavlængede stationsbygninger blev opfattet som væsentligt ringere end Allingebanens statelige bygninger med et tydeligt præg af historicisme.

Stationen i Gudhjem blev placeret i den sydlige udkant af byen og kom foruden stationsbygningen til at bestå af en remise, et vognskur og et varehus samt sidespor og drejeskive, hvilket var påkrævet ved en endestation. I Gudhjem og Østermarie kom der mandlig betjening på stationerne, mens Åløse og Østerlars kunne nøjes med en billigere kvindelig betjening. Efter nogle år inddrog man dog af sparehensyn den mandlige betjening på Gudhjem Station.
Frem til 1934 bevarede de tre jernbaneselskaber uafhængigheden, men derefter fandt de sammen i ét selskab – De Bornholmske Jernbaner. I 1935 blev der indrettet en ekspeditricebolig i tagetagen. Ekspeditriceboligen blev indrettet i det store tørreloft, der havde en lavere gulvhøjde end de øvrige rum i tagetagen, og som fik endnu en kvist mod øst, fik fjernet væggen imellem de to nordvendte rum samt en ny trappe ned til godsekspeditionen. Bag den nye trappe blev indrettet et lille brændselsrum. Ligeledes blev der indrettet et afløserværelse i stueetagen bag venteværelset og et nyt vindue blev sat i garderoberummet for enden af den lange gang mod vest. Indgangen til lejligheden og værelserne var gennem døren i nordgavlen.

I 1952 blev banen mellem Gudhjem og Aakirkeby lukket. Året efter lukkede man strækningen fra Rønne til Sandvig, og i 1968 lukkede hovedstrækningen fra Rønne til Nexø. Jernbanestrækningerne blev i stedet erstattet af rutebiler. Efter nedlæggelsen af Gudhjem Station virkede bygningen som rutebilstation frem til 1968.

I 1969 købte Gudhjem By- og Mindeforening stationsbygningen for at indrette den til lokalmuseum, en funktion den har haft siden da – endog med udvidelser. Indretningen til museum indebar mindre ændringer, blandt andet etablering af montrer i de høje skunkrum i tagetagen, og karnaprummet blev på første sal opdelt i to.

Siden tiden som stationsbygning er indgangsforholdene ændret. Den oprindelige hovedindgang med tofløjede døre mod vest har i mange år ikke været brugt. Da jernbanesporene blev fjernet blev pladsen mod øst indrettet til parkeringsplads, og de to østre døre under halvtaget blev i stedet anvendt som indgange. I begyndelsen af 1980´erne blev der foretaget en delvis tagomlægning.

I 1990 blev der tilføjet en stor udstillingsbygning til museet, tegnet af arkitekt Niels Frithiof Troelsen (1938-2009), der via en overdækket glasgang blev sammenbygget med stationsbygningen mod syd. I forbindelse med tilbygningen blev cirka to tredjedele af den lave del, der oprindeligt rummede offentlige toiletter samt brændselsrum, toilet og vaskerum til boligen, ombygget til fælles museumsindgang med nye toiletter, fyrrum og tekøkken. Ved denne ombygning gennemførtes samtidig en grundig istandsættelse, herunder varmeisolering. I 2001 blev der tilføjet en magasinbygning, som blev påbygget den nye udstillingsbygning mod sydøst. I 2011 tilbageførte man tagetagen, blandt andet blev de indbyggede montrer i gangen fjernet.

Kilder:
Bornholm, Atlas over byer, bygninger og miljøer. Kulturarvsstyrelsen, Kulturministeriet i samarbejde med Bornholms Regionskommune.
http://www.sigridkjoller.dk/fredekjoller/html/byer_ostermarie.htm
Kay Fisker af Tobias Faber m.fl. Arkitektens Forlag 1995.
http://kulturarvbornholm.dk/site/831/
http://www.gudhjem-museum.dk/bygningen.html

Miljømæssig værdi:
Den miljømæssige værdi ved Gudhjem Station knytter sig til stationsbygningens placering i det plane, men højtliggende landskab i udkanten af byen. Hertil kommer stationsbygningens, varehusets og remisens placering i forlængelse af hinanden, der sammen markerer jernbanens oprindelige linjeføring. Den tidligere hovedindgang markeres af de to murede søjler med lamper og den mønsterbrolagte forplads med kompasrose. I kraft af søjlernes materiale- og farveholdning fremstår de sammen med stationsbygningen som et samlet hele, der udgør et enestående og markant bygningsværk i Gudhjem.

Kulturhistorisk værdi:
Den kulturhistoriske værdi for Gudhjem Station knytter sig både til bygningens oprindelige funktion og opførelse som endestation på Gudhjembanen samt til stationen som en af arkitekterne Kay Fisker (1893-1965) og Aage Rafns (1890-1953) tidlige, men toneangivende værker.
Kay Fisker og Aage Rafn forsøgte med stationerne langs Gudhjembanen at tilpasse bygningerne det bornholmske landskab og den bornholmske byggeskik, hvilket medførte, at alle stationerne fik deres eget særpræg, grundet deres beliggenhed. Forlægget var de bornholmske byhuse med deres lave og lange, præcise bygningskroppe, tjærede sokler, røde kalkede facader og afvalmede tegltage. Stationsbygningerne i Gudhjem og Østerlars har stadig de oprindelige, rødkalkede facader. Stationsbyggeriet var aktuelt i begyndelsen af 1900-tallet, hvor der blev opført flere stationer i Danmark, som søgte at bryde med skemaet for stationsbygningerne fra jernbanernes unge år, der var karakteriseret ved gule maskinsten og skifertage. De nye stationer blev blandt andet opført af Ulrik Plesner (1861-1933), der søgte en forenklet hovedform, som var i slægt med de omgivende småhuse og inspireret af deres byggeskik. Hvorimod Heinrich Wencks (1851-1936) stationsbygninger langs kystbanen på Nordsjælland fra omkring år 1900 repræsenterede en mere overdådig nationalromantisk stil. Fisker og Rafns stationsbygninger anses i dag som noget af det ypperste og mest tidløse stationsarkitektur i Danmark. Kay Fisker og Aage Rafn havde foretaget grundige studier af 1800-tallets arkitektur, inden de tegnede stationsbygningerne, og deres stil er blevet kaldt begyndelsen til moderne arkitektur i Danmark. Alt var sirligt gennemarbejdet, men stationspersonalet som skulle anvende bygningerne fandt dem håbløst indrettede.
Fisker og Rafns Gudhjem Station er i harmoni med den omgivende bebyggelse på grund af bygningernes enkle hovedformer uden overflødig pynt og med en gedigen håndværksmæssig udførelse. I Gudhjem Station er der arbejdet med materialernes muligheder over for de geometriske former samt lysets spil og skyggernes betydning. Trods stationsbygningens afdæmpede udtryk kan den oprindelige offentlige funktion som station stadig aflæses i det markerede indgangsparti med slutstenen, hvori Gudhjembanens bomærke samt bygningens opførelsesår er indgraveret. Fisker og Rafn designede bomærket, da ingen af byerne, hvori stationsbygningerne skulle ligge, havde noget byvåben man kunne anvende. Bomærkerne var i store træk ens for Østerlars, Østermarie og Gudhjem Station, men med en lille variation, der kendetegnede hver by – i Gudhjem var det et skib.
I stationsbygningens indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den stort set velbevarede planløsning både i stue- og tagetagen, der ses ved den tydelige opdeling mellem den offentlige funktion med publikumsfaciliteter mod nord, ekspeditionsfaciliteter for rejsende og gods i midten samt tjenestemandsboligen mod syd. Hertil kommer de ældre bygningsdele, herunder bræddegulve og de mønsterlagte teglstensgulve, de pudsede vægge og lofter, herunder de rundbuede gange i tagetagen, samt brædde- og kassettelofterne, hvoraf Aage Rafn har bemalet bræddeloftet i forstuen ud mod perronen. Hertil kommer fyldingsdørene, hvoraf flere står med ældre hængsling og greb, svungne gerichter, skunklåger og inspektionslåger udført med fyldinger og endelig hovedtrappen og bitrapperne med samtlige detaljer. Endvidere er der kulturhistorisk værdi ved de bevarede bygningsdetaljer som forrammekøkkenet, etagevindovnen, bilæggerovnen i spisestuen, de gamle støbejernslåger foran kaminen i venteværelset, den indbyggede billetluge ind til ekspeditionslokalet, hejseporten ind til godsekspeditionslokalet samt venteværelsets møblement i form af en u-formet siddegruppe, et spisebord med tilhørende bænk og løse stole samt et standur. Endelig kommer bænken under perrontaget, som også blev tegnet til stationsbygningen. De mange bevarede detaljer vidner dels om bygningens oprindelige brug og dels om, at bygningen og inventaret blev tegnet på én gang som et yderst gennemarbejdet projekt.

Arkitektonisk værdi:
Den arkitektoniske værdi ved Gudhjem Station knytter sig både til stationsbygningen som enkeltbygning samt til stations-, remise-, vogn- og varebygningen som en samlet helhed. Helheden opstår i kraft af bygningernes placering i forlængelse af hinanden med flugtende, østre langsider samt materialeholdningen og de afvalmede, teglhængte tage.

Selve stationsbygningen fremtræder som et velproportioneret hele, hvor det smallere og lavere bygningsvolumen underordner sig det større. De to bygninger samles af den fælles tagflade mod øst, ligesom de iøjnefaldende, høje skorstenspiber markerer en samlende akse. Muren om det lille gårdrum ligger både i forlængelse af hovedlængens vestre langside og sidehusets vestvendte gavl, og samler således stationsbygningens meget sammensatte bygningsvolumen. Østsidens toetages, delvist spånklædte karnap og det tilbagetrukne facadeparti med mønstermurværk bryder formmæssigt med den øvrige del af bygningen og giver sammen med de markante skorstenspiber stationsbygningen et karakterfuldt og særegent udtryk, hviket i høj grad skyldes den spånklædte karnaps mørke fremtræden med trætjære. Den refendmurede del af den vestvendte facade markerer sammen med de to fritstående søjler på elegant vis stationsbygningens hovedindgang. Stationsbygningen fremtræder elegant med en enkel detaljering i form af hovedgesimsen, de kurvehanksbuede døråbninger, mønster-murværket under perronhalvtaget, det refendmurede parti omkring hovedindgangen, hoveddørens profilerede indfatning og slutstenen i sandsten herover, sandstenstavlen i nordgavlen, fyldingsdørenes forskelligformede udformning samt de originale jernbogstaver på nordgavlen, der angiver stationens navn. Tillige er der et samspil mellem dørenes smalle og vandrette, gråmalede ”fyldinger”, der harmonerer med vinduernes overvejende vandrette rudeformat. De to oprindelige kviste, der er beklædt med zink og har torammede trævinduer med blysprosser underordner sig i kraft af deres horisontale udtryk på elegant vis den store tagflade. De to nyere kviste er derimod meget mere markante i tagfladen.

Stationsbygningen er velkomponeret, og de to bygningsvolumener er velproportionerede med et prunkløst, men gedigent udtryk, hvis traditionelle fremtræden formmæssigt brydes af sammenstillingen af de enkelte bygningsdele. Gudhjem Station udgør således en særegen del af Gudhjembanens stationer og fremstår samtidig som et enestående arkitektonisk værk.

Indvendigt knytter stationsbygningens arkitektoniske værdi sig til de varierende rumstørrelser og rumforløb, hvor den afvekslende brug af enkle materialer skaber en afvekslende atmosfære alt efter deres funktion. Eksempelvis har kontoret og stuerne på traditionel vis bræddegulve og pudsede vægge og lofter, mens vestibulen har ølandsflisegulve, pudsede vægge og loft med tætliggende, synlige bjælker og pudsede flader. Det er tydeligt, at stationsbygningen har referencer til de forrige århundreders danske byggetradition. Bygningsdetaljerne er udformet med bløde, organiske former eksempelvis i form af de rundbuede gangforløb i tagetagen, de kurvehanksbuede døråbninger og de rundede lodposter, der giver mindelser tilbage til barokken, men som samtidig er udformet med et moderne udtryk.

Tilsvarende det ydre er stationsbygningen også indvendigt udformet med en meget homogen materialeholdning, ligesom der er arbejdet bevidst med virkningen af lys og skygge. Når man bevæger sig gennem bygningen opleves en virkningsfuld kontrast mellem lysrige og mere mørke rum; eksempelvis fra ekspeditionslokalet gennem vestibulen til venteværelset, og i tagetagen fra gavlværelset gennem den rundbuede, nærmest skulpturelle gang til tørreloftet. Navnlig giver de små og forholdsvist højtsiddende vinduer i vestibulen en fantastisk lysvirkning, hvor udformningen af den horisontale vinduesåbning med afrundede sider giver ydervæggen en nærmest skulpturel fremtræden, der passer godt til rummets øvrige mere enkle overflader. Stationsbygningens enkle materialeholdning giver således plads til de få, men gennemgående detaljer, der både kommer til udtryk i de mønsterlagte teglstensgulve og de rundbuede gerichter, der sammen giver stationsbygningens indre et meget formfuldendt udtryk.

Bærende fredningsværdier:
De bærende fredningsværdier ved Gudhjem Station knytter sig i det ydre til den fritliggende stationsbygnings to grundmurede, sammenbyggede bygningsvolumener i varierende dybde og højde under et samlende heltag af røde vingetegl med hel- og halvvalmede gavle og høje, hvidkalkede skorstenspiber i rygningerne. De bærende fredningsværdier knytter sig endvidere til den toetages, delvist spånbeklædte karnap med teglhængt heltag, til hovedgesimsen og de øvrige murværksdetaljer, herunder mønstermurværket og det refendmurede parti samt sandstenstavlen og jernbogstaverne på nordgavlen. Hertil kommer de kurvehanksbuede døråbninger, hovedindgangens træportal og slutsten i sandsten med indgravering, samtlige granittrappetrin, de ældre eller traditionelt udførte brædde- og fyldingsdøre samt de ældre og traditionelt udførte vinduer med alle detaljer. Hertil kommer muren omkring gårdrummet med lågen, de to refendmurede søjler med lamper og mønsterbrolægningen foran hovedindgangen og under perronhalvtaget samt endelig den traditionelle farve- og materialeholdning.

De bærende fredningsværdier for stationsbygningens indre knytter sig til den stort set velbevarede planløsning både i stue- og tagetagen, der ses ved den tydelige opdeling mellem den offentlige funktion og den private bolig. Hertil kommer de ældre bygningsdele og -detaljer, herunder bræddegulve, mønsterlagte teglstensgulve, pudsede vægge og lofter, tagetagens rundbuede gange samt brædde- og kassettelofterne, hvoraf et enkelt er bemalet. Hertil kommer fyldingsdøre, hvoraf flere står med ældre hængsling og greb, svungne gerichter, skunklåger og inspektionslåger udført med fyldinger, hovedtrappen, bitrapperne, forrammekøkkenet, etagevindovnen, bilæggerovnen, støbejernsovnlågerne, billetlugen og hejseporten samt venteværelsets møblement i form af en u-formet siddegruppe, et spisebord med tilhørende bænk og løse stole samt et standur. Endelig kommer bænken under perrontaget og den traditionelle materialeholdning.

Mennesker på Gudhjem Station

En stor familie fotograferet på Gudhjem Station. Foto Kaare Rasmussen, 1920erne. Gudhjem Museum/BM.

Tog på Gudhjem Station. BM.

Menneskemylder på Gudhjem Station. BM.

Togmestermøde på Gudhjem Station.

Gudhjem Station, 1950erne. Foto Gudhjem Museum.

Gudhjem Station o. 1950. Foto på BM.

Gudhjem Station - vist i 1980'erne - som man ser på facaden, efter bygningen var indrettet til museum. Fotograf Jens Erik Larsen. BM.

Jørgen Jespersen fra Gudhjem Museums bestyrelse bød velkommen med mange gode ord. 100 års jubilæum 2016.

Se min hovedside: Dansk fotohistorie, fotohistorie.com HER. Derfra kommer du videre til mine forskellige hjemmesider.

BRUGER DU BILLEDERNE OFFENTLIGT, SÅ ANGIV HVOR DE KOMMER FRA
Firma: fotohistorie.com. Se webmasters publikationsliste HER
© Forfatter og webmaster Ann Vibeke Knudsen.
Kontakt [email protected] eller kontaktformular HER

Billederne tilhører Bornholms Ø-arkiv (BØA), Bornholms Museum (BM) eller private samlinger. ES = egen samling. Proveniens er sædvanligvis gengivet under de enkelte billeder. Referer venligst til siden, hvis billederne bruges i anden sammenhæng.