Sandstensindustri på Bornholm. Stenbrudsgården. Frederiks Stenbrud ved Nexø

Se Niels-Holger Larsens rapport  HER Der findes et MEGET stort arkivmateriale om gården, dels fra Rigsarkivet, dels materiale samlet af museet i Nexø og Poul Harild. Det findes samlet i kopi. 
Kaart over Frederiks Stenbrud paa Bornholm af H. Petersen 1836. BM.
Prospekt af Nexø - med Stenbrudssøen i forgrunden. Set fra Stenbrudsgården. Foto Johan Hansen, Nexø, o. 1900. ES
Stenbrudsgården ved Nexø. Valdemar Myhre. Braaten.
Nexø. Stenbrudsgården nord for Nexø.  Ved Ferskesø og nord for Nexø havde nexøboerne hentet sandsten til byggematerialer, gærder, møllesten mm. i umindelige tider. Da kong Frederik 5. skulle bruge byggematerialer til opførelsen af Frederikskirken i den netop nyanlagte Frederiksstad i København, etablerede man et egentligt stenbrud nord for Nexø. Frederiks Stenbrud åbnede i 1754; det skulle levere byggematerialer til kongens byggerier.  Kirkebyggeriet strandede, marmorkirken blev først fuldført 100 år senere, men i årenes løb hentede man mange bygningssten til til udsmykning af det københavnske præstigebyggeri. I 1759-60 byggede man stenbrudsgården som bolig for inspektøren, smedemesteren og stenhuggermesteren. Stenbrudsgården overgik til privateje i 1848 Og bruddet blev nedlagt i 1957. Nationalmuseet.
Nexø. Detalje af en af stenbrudsgårdens døre. Gården, som er et af de fornemste bygningsværker på Bornholm der endnu er bevaret, blev formentlig tegnet af kongens arkitekt, Jacob Fortling. Man indforskrev håndværksmestre fra København og byggede den lange længe med alentykke mure af ”broksten”, (affaldssten fra bruddet). Vinduer, døre og andre detaljer bærer præg af 1700-tallets formsprog. Nationalmuseet.
Stenbrudsgården ved Nexø. Foto Kaare Rasmussen, 1920erne. BM.

Fredningsbeskrivelsen - kilde HER

Stenbrudsgården, Nexø, Stenbrudsvej 55
Omfang:
Hovedbygningen og sidebygningen, forhaven med sandstensgærder og to elmetræer, de to tøjringssten ved sandstensgærdets yderside samt de to indkørselssten ved hovedbygningens nordgavl (1759 af Jacob Fortling), de to udlænger, den mark- og sandstensbelagte gårdsplads med sandstensbord, brønd og møddingsplads, de tre sandstenssatte brønde i haven med brøndskur af store lodretstående sandstensfliser samt sandstensgærderne og det nærmeste areal omkring bygningerne, brøndene og sandstensgærder. F. 1988. Udv. 1997 og 1998.

Beskrivelse:
Stenbrudsgården ligger i den nordlige udkant af Nexø ved landevejen til Aarsdale. På modsatte side af vejen ligger det tilhørende stenbrud, der i dag er vandfyldt, og som kun er adskilt fra Østersøen af en smal landtange.
Stenbrudsgården består af en lang hovedbygning, der mod nord er sammenbygget med en kortere sidebygning. Mod vejen er en langstrakt forhave indhegnet af et sandstensgærde, hvori der er tre gitterhavelåger. Foran sandstensgærdet står en høj tøjringssten, hvori der er en jernring. Langs hovedbygningens østgavl er en indkørsel, hvor der står to indkørselssten, som bærer en bred, todelt gitterlåge. Stenene er udsmykket med årstallet 1773 og Christian VII´s kronede monogram. Alle gitterlåger er hvidmalede. Langs hovedbygningens vestgavl er en indkørsel til gårdspladsen, som både mod nord og vest afgrænses af en udlænge. Hovedbygningen og den vestre udlænge forbindes af en hvidkalket mur, hvori der en rødmalet træportal med en tofløjet revleport.
Gårdspladsen er både mark- og sandstensbelagt og indhegnes mod øst af en høj sandstensmur, der også omkranser gårdens møddingsplads. På gårdspladsen står et sandstensbord ved siden af en brønd med en vandpumpe og et sandstenskar. Den store grund strækker sig øst og vest for gårdspladsen. På den østvendte del er der to sandstenssatte brønde, mens der på den vestvendte del er én. Den østligste og den vestligste brønd er forsynet med et brøndskur af store, lodretstående sandstensfliser. Som afgrænsning af grunden mod landevejen er et cirka 250 meter langt sandstensgærde, og mod nordvest er ligeledes et sandstensgærde ud mod de højereliggende, åbne marker.  
Stenbrudsgården består af en hovedbygning og en sidebygning, der begge er opført som enetages, grundmurede bygninger af sandstensbrokker med hvidkalkede mure, høje, skrå hovedgesimser og opskalket heltag, hængt med røde tegl. I hovedbygningens rygning ses fire hvidkalkede skorstenspiber med sokkel og gesims, mens der i sidebygningens rygning kun er en skorstenspibe. I hovedbygningens facade er i alt tre hoveddøre, som er ældre revledøre med flammeret forside, oplukkeligt sideparti og ældre beslag og låse. Over hver dør ses et overvindue udført med to smårudede rammer. I hovedbygningens haveside er en ældre revlehalvdør med et torammet og smårudet overvindue samt en ældre revlehalvdør, og i sidebygningens gårdside er to nyere, men traditionelt udførte revledøre, hvoraf den søndre er en halvdør. I hovedbygningen er vinduerne ældre korspostvinduer med små ruder, mens de i gavltrekanterne og i sidebygningen er udført som torammede vinduer med små ruder. Samtlige døre og vinduer er malet røde.
Indvendigt er størstedelen af den ældre planløsning bevaret, hvor hovedstrukturen med Stenbrudsgårdens tre separate boliger stadig kan aflæses, selvom der nu er adgang mellem samtlige rum. Stenbruddets inspektør boede i den vestre og største bolig, stenhuggermesteren i midten og smedemesteren mod øst. I hver bolig er en forstue og et par stuer mod vejen, mens de mindre og sekundære rum ligger mod gårdspladsen eller haven, herunder den bræddeinddækkede lofttrappe. I sidebygningen, der er forbundet med inspektørboligen, er et bryggers med et bevaret ildsted, bag dette er der indrettet et par toiletter og mod nord er et stort gennemlyst rum, der anvendes som frokoststue. Tagetagen er delvist udnyttet. Bindingsværksvægge opdeler tagrummet i tre, og i gavlen mod vest ses et ældre kammer. I midten er et nyere arkivrum udført med gipsvægge og en ny pladedør, og væggen rundt op trapperummet er bræddebeklædt med en nyere revledør. Der ligger brædder på gulvet, tagkonstruktionen, de understrøgne og bundne tagsten samt skorstenene er synlige. I kammeret er der kalkede vægge og loftbrædder. Stenbrudsgården fremtræder overvejende med en traditionel materialeholdning, der er gulve med ældre og nyere sandstensfliser, bræddegulve, pudsede vægge malet med limfarve, pudsede lofter – enkelte med stuk samt lofter med synlige bjælker og loftbrædder. På toiletter og badeværelser ligger der gule teglklinker på gulvet og væggene er delvist beklædt med hvide fliser. Der er bevaret mange ældre bygningsdetaljer, herunder profilerede gerichter, revledøre, fyldingsdøre, hængsler, beslag, klinkefald, låsekasser og greb.
De to enetages udlænger er opført som grundmurede bygninger af sandstensbrokker med hvidkalkede mure og stråtækte heltage med mønning af lyngris. Gavlene er forsynet med vindskeder og husbrande. Omkring et par døre er der synligt tømmer, ligesom døroverliggerne af træ er synlige. Revledøre, -luger og -porte er nyere, men traditionelt udførte. Bag nogle af revledørene er der nyere, rødmalede døre med én stor glasrude. Bag samtlige luger er der nyere, etrammede vinduer, mens udlængernes øvrige vinduer er smårudede støbejernsvinduer af varierende størrelse. Samtlige døre, luger og portfløje er umalede, mens vinduerne er malet grå.    
Indvendigt består udlængerne af store gennemlyste rum samt et par mindre sekundære rum anvendt til toiletter og tekøkken. Denne del af udlængerne anvendes udstillingsrum og kontorlokaler og fremtræder med nyere sandstensfliser på gulvene eller støbte gulve, kalkede vægge og lofter med synlige bjælker og brædder. Dørene består af glasdøre, der sidder i sandstenskarme samt plane døre med enkle gerichter. Staldvinduerne er forsynet med forsatsvinduer med jernrammer. Med adgang direkte fra gårdspladsen er der i vestlængens sydlige del en vognport samt et tidligere mælkerum med gulv og muret bænk under terræn.

Bygningshistorie:
I 1754 lod Frederik V (1723-1766) åbne et stenbrud nord for Nexø for at skaffe sandsten til landets væsentlige byggerier – herunder det omfattende byggeri i Frederiksstaden i København. Nexøsandsten blev et vigtigt byggemateriale i sidste halvdel af 1700-tallet. Sandstenen blev brudt og udskibet i store blokke, der blev forarbejdet og anvendt til facadebeklædninger, gesimser og indfatninger omkring døre og vinduer.
Ved brydningen opstod mange broksten, der ikke kunne sælges, og i stedet anvendte de lokale brokstenene til deres egne gårde og huse. Broksten blev også brugt, da man i 1759 opførte Stenbrudsgården, som var tegnet af kgl. bygmester Jacob Fortling (1711-1761). Stenbrudsgården med et langt forhus og et kortere sidehus blev opført som bolig for stenbruddets daglige ledelse henholdsvis inspektøren, stenhuggermesteren og smedemesteren, og var fra starten indrettet med tre boliger. I stuer og kamre blev der lagt trægulv, mens gulvbelægningen i forstuer og køkkener bestod af store, groft tilhugne sandstensfliser. Ud over hovedbygningen blev der i slutningen af 1700-tallet opført en vinkelformet stald- og ladebygning omkring en stenlagt gårdsplads. Stald- og ladebygningen blev ligeledes opført i broksten fra sandstensbruddet. I baghaven blev der etableret tre sandstenssatte brønde med brøndskur, som blev anlagt til brug for Stenbrudsgårdens tre dyrkningshaver, der tilhørte de tre boliger. Disse haver blev omtalt i Raverts og Steenstrups rapport fra 1806, hvor især inspektørens dyrkningshave med både nytte- og prydplanter blev fremhævet.
I 1848 overgik det kongelige sandstensbrud med bygninger til privat ejerskab. I 1872 gennembrød en stormflod dæmningen mellem stenbruddet og Østersøen, og herefter lå bruddet hen til 1922, da man gik i gang med at pumpe vandet ud. Den nye produktion gik godt frem til 1957, hvorefter brydningen af sandsten stoppede.
Efter lukningen af stenbruddet forfaldt Stenbrudsgården gradvist, og da bygningen i 1992 blev købt af Statens bygningsfredningsfond, var den i meget dårlig tilstand med utætte tage og alvorlige svampeangreb. Samme år påbegyndte Kulturarvsstyrelsen i samarbejde med arkitekterne Ruth og Søren Lundqvist og arkitekt Niels-Holger Larsen en omfattende restaurering af Stenbrudsgården, der blev afsluttet i 2005. Efter restaureringen fremstod Stenbrudsgården med kontor- og mødelokaler i forhus- og sidehus, og udlængerne med store udstillingslokaler.  
I 2007 blev Stenbrudsgården købt af Sparekassen Bornholms Fond, der lejer hovedbygningen og udlængerne ud til forskellige virksomheder, og samme år blev Stenbrudsgården udpeget som nationalt industriminde. I 2008 blev de fredede elmetræer foran hovedbygningen fældet.

Miljømæssig værdi:
Den miljømæssige værdi ved Stenbrudsgården knytter sig til gårdens beliggenhed i udkanten af Nexø ved den gamle indfaldsvej fra Aarsdale, hvor den markerer overgangen fra land til by. Stenbrudsgården ligger omgivet af marker og enge på et skrånende terræn, der falder ned mod Østersøen, og gården er således ikke kun en markant bygning fra landsiden, men også ude fra havet.

Kilder:
Bornholm, Atlas over byer, bygninger og miljøer. Kulturarvsstyrelsen, Kulturministeriet i samarbejde med Bornholms Regionskommune.
http://www.kulturstyrelsen.dk/kulturarv/arkitektur/dit-fredede-hus/kulturstyrelsens-ejendomme/stenbrudsgaarden-ved-nexoe/
http://www.sbfonden.dk/stenbrud.htm
Hertil kommer Stenbrudsgårdens nære tilknytning til det store, åbne og vandfyldte stenbrud mod øst, der sammen med det lille stenbrud vest for gården udgør et særegent kulturmiljø. Dette forstærkes af den gennemgående brug af sandsten til Stenbrudsgårdens omgivende arealer. Sandstensgærder indhegner grunden og særlig markant er det høje sandstensgærde ved forhaven, der følger det faldende terræn langs vejen. På havestierne og langs hovedbygningens facader ligger der sandstensfliser, ligesom brøndene er af sandsten med brøndskure af store sandstensfliser, og flere steder på grunden står der elementer af sandsten herunder drikketrug, bænke, tøjringssten, indkørselssten etc. Også gårdspladsen domineres af sandsten, herunder muren omkring møddingspladsen samt sandstensbordet ved siden af brønden. At gårdspladsen hovedsageligt er markstensbelagt stemmer fint overens med den gennemgående materialitet i sandsten, og tilsammen udgør de mange elementer i sandsten et enestående og autentisk kulturmiljø omkring tjenestemandsboligerne i Stenbrudsgården.

Kulturhistorisk værdi:
Den kulturhistoriske værdi ved Stenbrudsgården knytter sig til, at Stenbrudsgården er blandt Danmarks mest betydelige industri- og kulturmiljøer, idet gården blev opført i tilknytning til ”Frederichs Sandsteensbrud”, som var det første egentlige bornholmske industrianlæg.    
Den kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til Stenbrudsgårdens opførelse i broksten, der var billige affaldssten fra stenbrydningen, som lokalbefolkningen brugte til at bygge gårde og huse af, og således er blevet et egnskarakterisktisk byggemateriale for Nexø. Dette kan aflæses i murenes usædvanlige tykkelse og de rustikke overflader. Også de mange sandstensgærder blev opført af broksten. Et yderligere særkende ved sandstensgærderne er, at de er udført uden mørtel – i såkaldt tørmur. Hertil kommer de andre elementer i sandsten, herunder tøjrings- og indkørselssten, havebænken, stenbordet og brøndene, som ligeledes er et fysisk vidnesbyrd om Nexøs tidligere storhedstid som leverandør af sandsten til byggematerialer, idet Nexø-sandstenen kunne konkurrere med den dyre importerede sandsten, da sandsten var et meget populært byggemateriale i sidste halvdel af 1700-tallet.
Hovedbygningens markante længde, facadens tre indgangsdøre og de mange skorstenspiber i rygningen samt havelågerne i forhavens sandstensgærde, vidner om, at hovedbygningen oprindeligt indeholdt tre boliger. Hovedbygningens enkle, men herskabelige ydre indikerer tillige, at det var stenbruddets øverstbefalende, som havde tjenestebolig i Stenbrudsgården. At det var stenbruddets inspektør, der boede i den vestlige del, kan udefra aflæses i trappens udformning og de to skorstenspiber i rygningen, og at forhaven her er bredest og har en todelt havelåge samt en bænk af sandsten. Alle tre boliger havde ligeværdige døre udformet som revledøre med oplukkeligt sideparti og flammeret forside og et smårudet overvindue, hvilket er karakteristisk for den barokke stilperiode. Hertil kommer, at der på traditionel vis er et hierarki imellem hovedlængen og sidebygningen, der ses ved sidebygningens lavere højde og smallere bygningskrop, i udførelsen af døre og vinduer samt ved den kraftige og lave skorstenspibe, der udefra fortæller, at der i sidebygningen er placeret et ildsten, som oprindeligt havde en tilhørende bageovn.
Stenbrudsgården har ligeledes et traditionelt hierarki imellem beboelsen og udlængerne. Dette kommer til udtryk ved udlængernes mere simple udseende med rustikke facader og stråtage, der tydeligt påviser deres sekundære og praktiske funktion, hvilket revleporten, revledørene og -lugerne samt staldvinduerne er med til at understrege. Brugen af husbrande og udskårne vindskeder på udlængerne er karakteristisk for Bornholm.
Ligeledes er der kulturhistorisk værdi ved grundens disponering med forhaver mod vejen, en afskærmet, pigstensbelagt gårdsplads med en port mod vejen og have- og engarealer mod øst og vest afgrænset af sandstensdiger. Den muromkransede møddingsplads, brønden og stenbordet på gårdspladsen vidner om Stenbrudsgårdens anseelige størrelse samt datidens levevis. Hertil kommer, at de tre sandstensatte brønde i baghaven vidner om, at Stenbrudsgården havde brug for meget vand til boligernes tre prægtige dyrkningshaver.
I hovedbygningens indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til, at størstedelen af den ældre planløsning er bevaret, og at hovedstrukturen med Stenbrudsgårdens tre separate boliger stadig kan aflæses med forstue og stuer mod vejen og de mindre, sekundære rum mod gårdspladsen eller haven adskilt af en gennemgående hovedskillevæg. Hertil kommer sidebygningens bryggers, der er forbundet med inspektørboligen, hvor et ildsted med ildstedshammer er bevaret. At ildstedet var forbundet med en bageovn kan aflæses i den tilmurede firkantede åbning. På traditionel vis er størstedelen af tagetagen uudnyttet, kun i vestgavlen ses et par pigekamre og i stueetagen er det ældre aflukke med en revledør ind til lofttrappen er bevaret. Ligeledes er der kulturhistorisk værdi ved Stenbrudsgården fremtræden med en traditionel materialeholdning, herunder sandstensfliser, bræddegulve, pudsede vægge malet med limfarve, pudsede lofter, enkelte med stuk, samt lofter med synlige bjælker og loftbrædder. Hertil kommer de ældre bygningsdetaljer, herunder revledøre, gerichter og fyldingsdøre med hængsler, beslag, klinkefald, låsekasser og greb. Udformningen af de brede fyldingsdøre med én fylding og de kraftigt profilerede gerichter samt nogle af vinduesposterne vidner om, at de stammer fra Stenbrudsgårdens opførelse i midten af 1700-tallet og at de er opført efter det barokke stilideal.
I udlængernes indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de store gennemlyste rum med rustikke vægge, der vidner om deres funktion som stald og lade, mens de mindre rumenheder mod syd vidner om, at der her var vognport og mælkerum. Mælkerummet er kendetegnet ved at have et gulv liggende under terræn, hvilket gjorde det muligt at opnå en lavere temperatur i rummet.

Arkitektonisk værdi:
Den arkitektoniske værdi ved Stenbrudsgården knytter sig til det samlede bygningsanlægs homogene fremtræden med hvidkalkede mure samt heltage, hængt med røde tegl eller tækket med strå.
Hoved- og sidebygningens arkitektoniske værdi knytter sig til de enkle, langstrakte og sluttede bygningsvolumener med gedigne, pudsede mure, ubrudte tagflader og skorstenspiber i rygningerne. Bygningernes simple, skrå hovedgesimser og fraværet af bygningsdetaljer giver sammen med den enkle farveholdning hovedbygningen en prunkløs fremtoning. Dette understreges ved fraværet af tagrender, hvorved det opskalkede tags afslutning er fuldt synlig med et enkelt og nøgternt udtryk til følge. På grund af hovedbygningens anseelige længde opnås dog et lettere herskabeligt udtryk, omend det kun skabes ved hjælp af en taktfast repetition af de smårudede vinduer og flammerede døre, som giver en virkningsfuld kontrast til de pudsede mure.
Udlængernes arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til de to klart definerede bygningsvolumener, hvis eneste dekoration udgøres af de udskårne vindskeder og husbrandene, og det samlede udtryk er afdæmpet og funktionelt betinget i kraft af staldvinduer og revle- døre, -luger og -porte. De kalkede mure fremtræder med en rig stoflighed, fordi strejflyset spiller i den ”levende” overflade som sandstensbrokkerne tildeler facaderne. Sammen med den enkle farvesætning giver det udlængerne en nærmest asketisk fremtoning.  
I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de en suite beliggende rum med dørene placeret en-filade. Dette muliggjorde, at man kunne se igennem samtlige af boligens rum, hvilket var en fremherskende plandisponering på Stenbrudsgårdens opførelses-tidspunkt.

Bærende fredningsværdier:
Stenbrudsgårdens bærende fredningsværdier knytter sig til den formfuldendte helhed bestående af hovedbygning og udlænger omkring den mark- og sandstensbelagte gårdsplads med traditionelt udført portal og tofløjet revleport samt sandstensbord, brønd og møddingsplads af mandshøje sandstensgærder. Hertil kommer hovedbygningens forhave med sandstensgærder, havelåger og tøjringssten, de to indkørselssten ved nordgavlen med gitterlåger, de tre sandstenssatte brønde i haven med brøndskur af store lodretstående sandstensfliser samt de øvrige sandstensgærder og endelig det nærmeste areal omkring bygningerne, brøndene og sandstensgærderne. Endvidere kommer længernes oprindelige og ældre bygningsdele, herunder døre, vinduer, staldvinduer og luger med samtlige detaljer, de skrå gesimser, skorstenspiberne, halmmønningen, de udskårne vindskeder og husbrandene. Endelig kommer bygningernes enorme længde og de ubrudte tegl- og stråtækte tagflader samt den traditionelle, stedlige materialeholdning.
For hoved- og sidebygningens indre knytter de bærende fredningsværdier sig til den oprindelige planløsning med tre boliger med gennemgående hovedskillevæg og gennemgangsrum – de primære mod vejen og de sekundære mod gården samt til pigekamrene i tagetagen. Til de ældre bygningsdele som ølandsflisegulve, bræddegulve, pudsede vægge med limfarve, pudsede lofter og synlige bjælkelag med loftsbrædder. Hertil kommer de ældre bygningsdetaljer, herunder fyldingsdøre og revledøre med beslag, klinkefald, låsekasser og greb samt gerichter, stuk og ildstedet i sidebygningen. Endelig kommer bygningernes gennemgående, traditionelle materialeholdning.
For avlslængernes indre knytter de bærende fredningsværdier sig til den ældre planløsning med store, gennemgående rumenheder samt vognporten og mælkerummet med gulv og muret bænk under terræn. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning med betongulve, sandstensflisegulve, kalkede, rustikke sandstensvægge og synlige bjælkelag med loftsbrædder.
1955. Frederiks Stenbrud med Stenbrudsgården. 1955.  Gårdejer Hansen. Stenbrudsvej 55, 3730 Nexø.  Foto Sylvest Jensen, Hillerød. Kongelige Bibliotek.
Stenbrudsgården fra 1759 blev bygget som tjenestebolig i forbindelse med det nærliggende Frederiks Stenbrud nord for Nexø. Bruddet, der var det første af sin art i Danmark, blev åbnet af Frederik 5. i 1754 for at skaffe sandsten til de store byggerier i København. Sandsten var et efterspurgt byggemateriale i 1700-tallet, og de store forekomster af den rødlige Nexø-sandsten udgjorde grundlaget for den tidlige industri på Bornholm.
Stenbruddet var – med skiftende ejere og periodevis stilstand – i drift indtil 1957. Siden da har bruddet været fyldt med vand. Stenbrudsgården blev fredet i 1988 og er efter en omfattende restaurering nu indrettet til kontor-, møde- og udstillingslokaler. Det er Sparekassen Bornholms Fond, der ejer Stenbrudsgården.
Fra gårdspladsen på Stenbrudsgården. Med en obelisk (det var jo her Frihedsstøtten i København blev fremstillet)i sandsten på sandstensbordet, der også er fredet. (Obelisk på Nexø Museum). Amatørfoto vist fra 1940'erne.

Frederiks Stenbrud - nogle billeder fra brydningen af sandstenen.

Pumpemøllen ved stenbruddet ca. 1918. Se meget mere om møllerne ved bruddet HER. Du skal et stykke ned på siden, der er meget materiale om bl.a. pumpemøllerne. (Fotografer ukendt).
Kran med lille pumpemølle i Stenbrudssøen. 1920'erne (?). (Fotografer ukendt).
To bilelder fra Frederiks Stenbrud 1929. (Fotografer ukendt).
Postkort, Stenbruddet 1920'erne.
Frederiks Stenbrud, slutningen af 1930'erne. (Fotografer ukendt).
Frederiks Stenbrud, 1940'erne. (Fotografer ukendt).
Frederiks Stenbrud, 1940'erne.

Stenbrugsgården - som ruin - bliver reddet og fredet

Stenbrudsgården, omkring 1988, hvor gården blev fredet.
Stenbrudsgården o. 1990. Foto Niels-Holger Larsen. "Nogen" havde foretrukket at den blev revet ned, så vejen kunne rettes ud.