2. Ungdomserindringerne fra 1882 til 1889. "Ud at tjene på gårde på Bornholm"
Hans Markussens erindringer. Født på Sigtemøllen i Aaker 1869 - død i Bjergsted 1946.
Læs om Hans Markussen HER læs 1. de dejlige barndomserindringer HER 2. Ungdomstiden er denne side. Læs om 3. de unge år HER. 4. Om Hans Markussens tid på Bornholms Højskole HER.
|
Det er lykkedes mig at finde et fotografi af Brandsgård i Aaker, som den så ud, da Hans Markussen var karl på gården. Det findes på Det Kongelige Bibliotek. Vi ved ikke hvornår billedet er taget, om det er familien Kaas på billedet eller snarere nogle af de nye ejere fra 1896 eller 1898. Den store kvistbygning på stuehuset med de to imponerende gavle kom først til i begyndelsen af 1900-årene. Det var gårdens ejer fra 1898, Hans Mathias Hansen, der moderniserede stuehuset.
Luftfoto af Brandsgård, et farvebillede fra 1964, taget af Odense Luftfoto, på Det Kongelige Bibliotek. Hans Markussen var ung karl, dreng eller horra på gården fra 1883 og de følgende seks år til 1889. Efter sin konfirmation fik Hans først et halvt års arbejde på Nordre Myregård i Vestermarie. Vinteren 1882-1883 var han på Bagergård i Aaker og fra foråret 1883 og de efterfølgende seks år så på Brandsgård også i Aaker. Hans skiftede arbejde på skiftedagene 1. maj, (Valborgsdag) eller 1. november.
|
|
|
|
Brandsgaard i Aaker. Postkort, fotograferet og udgivet af H.P. Jacobsen, Allinge, o. 1905. Familien på kortet må være senere ejere af gården, men det stammer fra efterkommere af ægteparret Kaas. Til højre de to ejere, som Hans Markussen tjente hos Hans Madsen Kaas, 1831-1893. Og hustru Marthe Cathrine f. Hansen, 1834-1916.
|
|
|
Portrættet herover er af lærer Hans Markussen, 1869-1946 og hustru Marie, f. Lindberg 1860-1942. Han har skrevet de ungdomserindringer, som jeg nu synes flere skal have glæde af at læse, i sommeren og efteråret 1939. Tak til Ole Markussen for at måtte bringe historien.
|
Gården, Nordre Myrebygård i Vestermarie, (herover) var Hans Markussens første tjenestested, fra 1. maj til 1. november 1882.
Nordre Myrebygård, 3. selvejergård i Vestermarie 1949. Gården lå blot en halv times gang fra Hans Markussens barndomshjem på Sigtemøllen i Aaker. Vi ser ikke Sigtemøllen her, den lå lidt længere til højre. Men vi ser Almindingens højder som Hans Markussen også havde for øje i barndomshjemmet. Siden Hans var tjenestedreng der i 1880'erne er gården helt ombygget. Christian Mortensen Dahl, 1816-1893, overtog i 1868 Nørre Myrebygård (3. Slg) i Vestermarie. Han blev da gift med Ostred Marine Bentsdatter, 1814-1898. Hendes datter, Julie Marie Lund blev gift Munch og overtog gården. Foto Sylvest Jensen, KB.
|
|
Hans Markussens ungdomserindringer. 1882-1889. Side 83.
1883-1889 på Brandsgård i Aaker. Side 83. Den nykonfirmerede og dermed 14 år gamle Hans Markussen skal nu selv tjene til dagen og vejen, som det var almindelig skik og brug dengang. Han har fået plads hos familien Dahl på Nordre Myrebygård i Vestermarie, som dog kun lå en halv times gang fra barndomshjemmet. Med disse ungdomserindringer kommer vi med en ung og med hans egne ord usikker og kejtet dreng "ud at tjene". Hvordan var det at få plads på en gård, blive sat til alle mulige forskellige opgaver og føle, at man nok ikke helt indfriede forventningerne? Hvordan var det at være en usikker teenager (det ord - og begreb- var endnu ikke opfundet) på landet - det formår Hans Markussen at skildre mange år senere Han er en god historiefortæller, så vi skal også lige have historien om den gamle sømand, der reparerede Sigtemøllens gamle sejl. Side 84.
Den lille Hans er bange for, at han ikke indfrier gårdejerfamiliens forventninger hvad angår hans arbejdsindsats. Han kendte i forvejen gårdens karl, Janus, og troede egentlig han skulle sove i karlekammeret sammen med ham, men da han åbenbart havde lus, fik han - heldigvis må man sige - anvist et kammer inde i stuehuset. |
|
Der er ikke mange ældre billeder af karlekamre, men et gæsteværelse i et stuehus har vi et fotografi af. Dette er fra Maegård, 28. selvejergård, Pedersker. Så godt har Hans dog ikke sovet, for her kunne man fyre op en kold vinteraften. Kammeret her har vel været forbeholdt aftægtsfolk på gården, det kunne "sengebåndet", håndtaget over sengen tyde på, så var det nemmere at komme ud af sengen. Og så er det jo en udtræksseng, så der kunne sove flere mennesker i den. Kai Uldall foto 1932.
|
|
Side 85. Hans gør sig mange tanker om egen utilstrækkelighed og åbenbart er man - i hans egne øjne - ikke tilfreds med hans indsats på Myrebygård, hvor han bliver sammenlignet med sin dygtige forgænger. Hans har et mindreværds-kompleks, som han skal have arbejdet sig ud af - og som den voksne Hans, der skriver erindringerne, genoplever. Myrebygård var gammel og forfalden, og vi ved nu, at den brændte i 1930'erne. Hans fortæller om gårdejerparret, som han husker som gamle og med stor aldersforskel. Gårdejeren Christian Mortensen Dahl, var 65 år, da Hans var dreng på gården, hans hustru, Åsted Marine Hansen, blot tre år ældre, ikke ti som Hans skriver. Datteren Julie Marie Lund, der kom til at overtage gården, var 29 år.
|
|
Side 86. Myrebygårds ejer, Christian Mortensen Dahl, var 65 år, da Hans var dreng på gården, og slidt efter et langt livs hårdt arbejde som bonde. Han havde mistet sin første hustru, overladt deres fælles gård, Vandtappergård i Bodilsker, til deres søn og giftet sig igen med Åsted Marine, og dermed overtaget Myrebygård i en ret høj alder. Det er vist forståeligt, at man kan forfalde til mismod og tungsind, når familiens trivsel afhænger af en hård, fysisk indsats. Det er en fin, psykologisk beskrivelse Hans giver af sin "husbond", ved at koble den på beskrivelsen af den slidte lo.
|
|
Side 87. Hans Markussen fortæller her om den morgenmad, der blev spist, ikke bare på Nørre Myrebygård i Vestermarie, men overalt på Bornholm, i by og på land, i 1800årene, et godt stykke op i 1900-tallet og sikkert også i århundrederne før. Så længe i hvert fald, som man har saltet sild! Når "konen", som han skriver, laver "ristet sild", er det krakket sild, som blev ristet på et særligt krakkejern over gløder. Man bruger den saltede sild, vander den ikke ud, med sætter den direkte fra saltetønden på krakkejernet. Det smager godt - men man bliver tørstig. "Sijl å søvva" læs selv Hans' beretning, den er så fin!
Her bliver der renset og tilberedt sild til saltning i store tønder. Det foregår på Hasle Røgeri, vist omkring 1920. De fleste tønder blev eksporteret, nogle solgt til brugsforeningerne, men på gårdene sikrede man sig en tønde saltet sild (mange steder nedlagde man dog selv sin sild) og så var maden sikret vinteren over.
|
|
Side 88. Den 70-årige Hans Markussen skriver om 14-årige Hans' oplevelser i 1882 af det bornholmske morgenmåltid, "sijl å søvva". De tørre skorper blev blødt op i den varme søvva, bestående af varm mælk og øl, og Hans mindes hvordan man sad en fem-seks stykker og fiskede godbidder af samme fad. Der var også grødklumper i søvvan og klumper af rugmelsgrød var det værste, de klistrede munden sammen. Det var/er en "kunst" at koge en god rugmelsgrød, og jeg har "hørt" sige, at hvi...s en ung pige kunne koge en god rugmelsgrød, ville hun blive en god husmor. Det tror jeg på, jeg har forsøgt mig med rugmelsgrød, den blev ikke nogen succes! Vi kan følge familien i kirke for 135 år siden! Hans' funderinger over husbonds salmesang er herlige. Kunne være værd at høre, hvordan han omsatte teksten til bornholmsk. Salmen, "Brødre og søstre! Vi skilles nu ad, far nu med Jesus fornøjet og glad" blev til i 1860'erne, da den religiøse bevægelse var startet på Bornholm. Familien skal i kirke i Vestermarie, og vi får at vide, at gudstjenesten vist bør nydes på fastende mave, også hvad pibetobakken angår.
Kun takket været den indsats, ved vi, hvordan den gamle, middelalderlige kirke så ud. Dette er blot en vignet fra værket, men der blev udarbejdet både opstalter, planer og snit af kirken. Tegningerne er grundlag for arkitekt K. Thorsens farvelagte "rekonstruktionstegning" af kirken.
|
|
Side 89. Hans Markussen fortæller om en lille drengs problemer med at vogte køer, sørge for at de på den ene side får rigeligt at æde, på den anden side skal passe på, at de ikke kommer ind i de marker, der kan friste fx med modent havre, som vel er noget af det bedste foder, en ko kan tænke sig. Vi har tit hørt om små drenge, der bliver sendt ud at vogte køer og får, men her får vi indblik i nogle af de genvordigheder drengene kunne løbe ind i også med en krævende husbond og en ondskabsfuld daglejer.
Ingen fotograf har skildret børn dengang som Valdemar Myhre fra Svaneke. Med hans billede af et par børn, der vel skal trække køer hjem, er vi kommet fra markerne i Vestermarie til klippekysten i Ibsker.
|
|
Side 90. Hans havde sine forbehold over for sin husbond, men han var glad for "hans Kone", Ostred Marine Dahl, som havde et meget gammeldags, bornholmsk ordforråd. Datteren, Julie Marie Lund, var han lidt forbeholden overfor. Hun ville gerne opdrage på ham - hvilket måske var nødvendigt - men hun fik igen i hans erindringer - for hun kunne ikke stave! Det syntes Hans - der skrev sine erindringer efter mange års gerning som skolelærer - var meget pinligt. "for 20 Øre vede Brø" Karlen på gården, Janus Peter Larsen, der må være født omkring 1859 i Aaker, får også sit besyv med, i denne karakteristik af de få mennesker, der i 1882 havde deres daglige virke på Nordre Myrebygård i Vestermarie. Vi får et usædvanligt indblik i livet på landet, helt ned i detaljerne til fx karlens monotome, hjemmekomponerede melodi.
|
|
Side 91. Hans Markussens evne til at huske de mindste begivenheder må bunde i en særlig form for "klæbehjerne", som vel er de færreste forundt. Her mindes han nogle af de skavanker, han måtte døje med. En dag var han blevet klemt alvorligt af hesten, så han måtte "holde fri" nogle dage. Og derfra gik tankerne på børnesygdommene mæslinger og skarlagensfeber.
|
|
Side 92. Hans bringer os fra det sure og slidsomme arbejde med at samle sten på marken til et besøg i Aa Kirke. Kirken lå højt i landskabet "paa sin Bakke foran Byen" og når Hans hørte kirkeklokkerne kime til solnedgang, afsluttet af de "9 højtidelige Bedeslag", så kunne han gå hjem og næste dag var en fridag. Man kan sagtens forstå, at Aa Kirkes enestående billedskærerarbejder kunne appellere til et barns livlige fantasi i en verden, hvor man ikke som nu blev bombarderet med... alverdens billeder og indtryk. Det er et flot erindringsbillede med faderen på "lægteren", pulpituret med det skrå gulv, og med førstelærer Nielsen fra Østre Skole i Aaker, der spiller på orglet. Thorvald Nielsen var lærer 1871-1891.
Tegningen: Det er maleren Kr. Zahrtmanns skitse af prædikestolen i Aa Kirke, tegnet 1869, det år Hans Markussen blev født. I broderen, M.K. Zahrtmanns arkiv i Bornholms Ø-Arkiv.
|
|
Side 93. Hans Markussen har en fin beskrivelse af orgelmusikken i Aa Kirke, hvor organistens hænder styrede en mængde stemmer, der blandede sig til et levende kor. Men Hans fortæller også her om den hjemve, som han døjede under. Bare det at kunne vogte køerne ikke langt fra hjemmet var en stor trøst. Selv om hjemve går over efterhånden, kan den første tid, man som ganske ung er væk hjemmefra, være hård. Hans finder (i hvert fald som den ældre Hans, der fortæller sine erindringerne) trøst i en salme og ikke mindst i den vidunderlige natur ved Skørrebro i Aaker.
Foto Kaare Rasmussen, 1920erne, da jhan var fotograf i Gudhjem, men fotograferede over det meste af Østbornholm. Vi ved ikke hvor dette motiv er foreviget.
|
|
Side 94. Vi læser om den lille Hans' hjemve og hvordan en kærlig mor kommer med varm kaffe og "Husvennen" til ham ude på marken. (Husvennen var et "Billedblad for Morskabslæsning, Oplysning og Husflid"). Han skriver også om sin bekymring, da han ser, at der mangler en vinge på forældrenes mølle.
I Hans Markussens erindringer kommer vi på næsten hver side ind på et emne, der er af almen interesse og det gør hans optegnelser så gode. Vi får at vide, at ejeren af Kærgård i Vestermarie har arbejdet for at få etableret en ny sognevej, fordi det ville betyde lettere afsætning af den kalkmergel (blev brugt som gødning), han solgte fra sin mose. Der var - selvfølgelig - modstandere, men det lykkedes ham, og således blev der etableret en ny sognevej i Vestermarie.
Ejer var da en efterkommer af den Landschoff Hans kendte, Kai Landschoff. Gården blev købt af Skov og naturstyrelsen og nedrevet i 2012. Foto 1946 Sylvest Jensen, KB.
|
|
Side 95. Her får vi at vide, at det med at opkøbe gårde for at udvide sine egne jorder ikke er en ny foreteelse. Her gik det ud over en af Myrebygårdene i Vestermarie, som Landschoff på Kærgård opkøbte. Der var tidligere seks Myrebygårde, 2., 3. og 4. selvejergård og 1., 2. og 3. vornedegård. Kærgård er/var 1. selvejergård og den fik tillagt 2. selvejergård.
Hans Markussen fik i vinterhalvåret 1882-1883 plads på Bagergård, som ligger lunt i Læsådalen, ikke langt fra Hans' hjem, Sigtemøllen.
På Bagergård, 21. vornedegård i Aaker, var man gammeldags, kraftfoder til køerne var en nymodens ide, som bonden ikke kunne se nogen fordel i. Vi kommer til at høre mere om det meget gammeldags landbrug der. |
|
Side 96. Her får vi dels at vide i detaljer, hvad en karl - en dreng på bornholmsk - på en gård havde for daglige arbejder i begyndelsen af 1880'erne - og hvordan nye tider kommer snigende - her i form af en bedre fodring, kraftfoder til køerne, så mælkeydelsen kunne blive bedre. Med i den historie hører udviklingen af andelsmejerierne og på det tidspunkt Hans fortæller, i 1882-1883, er det første andelsmejeri endnu ikke oprettet på Bornholm. Det skete først i 1886 i Østerlars med Dybdal Mejeri. Det var med til at få bønderne til at indse, at en ordentlig fodring gav en bedre mælkeydelse - og indtjening. Her får vi et indblik i, hvordan man har fodret dyrene i gammel tid, blot med hø og halm, og historier om at kvæget måtte hjælpes på benene om foråret er der flere af. Muge ud, malke, strigle heste, tærske, skære brænde, feje. Jeg lurede på bemærkningen om "Præstekammeraten" der havde "Bugen til Gud", men er nået frem til, at det må have været en ung mand der elskede god mad?
|
|
Side 97. Historier om de daglige opgaver for en karl på landet for bare 135 år siden. Tærskningen var hårdt, dagligt vinterarbejde, et surt og beskidt slid i loen, som Hans så malende beskriver. Oprindelig slog man med en plejl i kornet for at slå avnerne af kærnerne. I løbet af 1800-årene fik man små tærske- og rensemaskiner, som gjorde arbejdet lidt lettere. De kunne blive fremstillet lokalt, fx på Strands Jernstøberi i Nexø, som tilbød "Korn og Frørenseren Seperatia" eller på maskinfabrikken i Rønne. En hestegang i gården, som ses på billedet her, var et stort fremskridt på denne tid. Sidst i fortællingen fortæller Hans levende om skråtobakken, men den historie vender vi tilbage til i morgen.
|
|
Side 98. Her fortæller Hans om gårdejerparret på Bagergård i Aaker, Hans Kofoed og Hansine Caroline Margrethe. Hans Kofoeds brug af skråtobak havde Hans svært ved at forlige sig med, det var ulækkert og brugen af spyttebakken var uhygiejnisk. Jeg mindes min egen farfar, der konstant spiste skråtobak. Det sivede ud af munden, "111" kaldte vi det. Han elskede at kramme os!
Hans Kofoed's katekismus, "Fortegnelse over samtlige Landeiendomme paa Bornholm, deres Eiere, Hartkorn og Areal, Sognelynglodder undtagne, ordnede efter Jordebogsnummerne" udkom i 1876. Den har været givtig at kigge i, en rigtig "sladrebog", der kom i flere oplag og først blev udkonkurreret af Ernst G. Olsens "Landbruget og dets biografier" i 1950.
|
|
Side 99. Hans Markussen glæder sig over den gode kost på Bagergård, men undrer sig over familiens dårlige økonomi og at gårdejerparret ikke kan enes. Sladret - som nu - har man også gjort dengang, til gengæld får vi et indblik i hverdagene på godt og ondt i en familie på landet. Når Hans skal arbejde sammen med bonden i et forfærdeligt vejr, tager husets frue affære og får sendt den unge "Horra" hjem. Men hun må ud på marken til ægtefællen og Hans. For at beskytte sig mod reg...nen slår hun det ene af sine skørter over hovedet. For os lyder det vel mærkeligt, men det var sådan kvinder gennem århundreder beskyttede sig mod regn og sne. Kvinderne havde flere skørter på når det var koldt, og det yderste, i groft vadmel (rent uld) eller hvergarn (halvt uld halvt hør), gav god beskyttelse. Overtøj er en "nymodens" opfindelse.
|
|
Side 100. Hans Markussen sammenligner bonden på Bagergård med Holbergs Jeppe på Bjerget (ikke den lille Hans på 14 år, men den lærer der ser tilbage på sit liv). Mest fordi husets frue åbenbart har svært ved livet sammen med manden. Magelighed og manglende evne til at tilrettelægge arbejdet synes at være et problem. Det beskriver Hans med historien om, at han lader sin familie bruge vådt brænde, fordi han ikke får sikret sig brænde nok i tide. Igen kredser Hans' tanker om mad...en - gåsesteg var ikke almindeligt på Bornholm Mortensaften, der fik man til gengæld "dejlige, nybagte æbleskiver", men med så meget brændevin til, at det undrede den unge mand, at gårdens søn Sinius ikke blev beruset. Men snapse til maden fik man da hver dag, fortæller Hans.
Når vennen og tidligere karl på gården, Kristian Funk kommer på besøg og fortæller om livet på højskolen liver han op og lærer nye sange af ham.
|
|
Side 101. Hans Markussen fortæller videre om sin husbond, Hans Kofoed på Bagergård i Knudsker, som han ikke var helt tilfreds med. I tilgift - eller derfor - får en historie om Tordenskjold - og en daglejer, der var i gang med, med en "tjiva", at stikke korn op på et stænge. Men pludselig blev hestene bange og fór ud af vognporten med arbejdsmanden hængende oppe i det løse korn. At han bandede er vel forståeligt, men gårdejeren, der fortalte historien, sammenlignede den med visen om Tordenskjold, hvori der godt nok står, at Tordenskjold "gav sin Sjæl saa Gud i Vold". Mon ikke Tordenskjold snarere havde udtrykt sig som daglejeren i vognen med de løbske heste "... nu gaar jeg til Helvede". Hvordan turen med hestevogn endte, får vi ikke noget at vide om, og hvem kender i dag sangen om Tordenskjold: "Jeg vil sjunge om en helt, vidt berømt ved sund og bælt, om en herre kæk og bold, om den tapre Tordenskjold"? Hans tager også hul på endnu en historie om et selskab på gården. Den får vi mere af i morgen.
|
|
Side 102. Hans Markussen beretter om et "herregilde", der blev holdt på Bagergård i Aaker i vinteren 1882. En af sønnerne på gården hed Hans Kofoed, han var blevet uddannet som lærer og sammen med broderen skulle han aftjene sin værnepligt. Han var forlovet med Laura Kaas, datter af brænderibestyrer Rasmus Kaas i Aakirkeby, som også var med på Bagergård. I Aakirkeby havde man dengang et Brændevinsbrænderi og her kunne også købes øl. Hans blev sendt afsted efter Ny Carlsberg L...agerøl, som var en god stærk øl - og som han bemærkede, da han skrev historien i 1939 - havde et hagekors på etiketten.
Mørkt lagerøl, Lagerøl måske, men det er umuligt at se hvad der står på etiketterne på ølflaskerne på gulvet.
|
|
Side 103. Den unge Hans Markussen bevæger sig på "kattepoter" gennem tiden på Bagergård, hvor han havde svært ved mændenes forhold til øl og brændevin. Til gengæld mindes han med glæde "madmors" gode morgenkaffe med fløde og med et stykke rugbrød med smør. God start på dagen. Og specielt det, at den salte sild var speget i køkkenet, så han ikke skulle sidde i folkestuen med lommekniv, skærebræt, salt, sildefedt og ikke mindst sildelugt.
Hunden til højre for Eva symboliserer troskab, haren ved Adam, frygtsomhed.
|
|
Side 104. Hans Markussen var glad for den gode mad på Bagergård, nød at komme i stuehuset og at han fik lov til at læse ejerens bøger. Men et halvt år var gået, og på Bagergård havde man brug for en karl, der kunne tumle hestene. Så Hans skulle finde et andet sted at være. Han var noget skeptisk, da han en dag fik besøg af ejeren på Brandsgård (i Smålyngen øst for Aakirkeby).
|
|
Side 105. Vi får lidt at vide om familien Kaas, brændevinsbestyreren i Aakirkeby, der var storebror til gårdejer Hans Kaas på Brandsgård, (hvor Hans havde fået en ny plads). Han havde, som skik var, arvet gården efter forældrene. Det gjorde jo "gårddrønten", dvs. gårdens yngste søn.
Selv om skomager Nielsen og hans læredreng, Kristian Ipsen, var på Bagergård for at ordne skotøj, fik Hans kun et kryptisk svar på forholdene på hans kommende hjem, Brandsgård.
Som udlært nedsatte han sig i Vang, hvor billedet er taget. Her var han kun et par år, så flyttede han til Østermarie og var bl.a. fotograf i mange år.
|
|
Side 106. Hans Markussen holder meget af at fortælle om de folk, han kendte fra sin egn. Nogle gjorde sig vigtige overfor de mandlige tyende, andre havde boet i Vallensgårdshusene og "var ilde sete", en var uendelig langsom og en fjerde var en ren "antimilitarist". Derfor kom en af de sange, Hans kendte fra skolen, til at lyde "Vort Fødeland var altid rigt paa raske Slagtersvende" (i sangen står Orlogshelte).
|
|
Side 107. Hans Markussen fortæller om de mange omvandrende håndværkere, der kom på gårdene, da han var dreng og ung. De klarede alt det, man skulle have repareret og gjort. Der var skomageren, der brugte gårdens egne garvede skind både til reparationsarbejde og til at sy nye sko. Der kom også skrædder og sypige samt vævepige vil jeg tilføje. Noget træarbejde kunne man selv klare, men der kom også snedkere og tømrere, når der skulle bygges nyt og moderniseres.
Erindringen om hvordan håndværkerne sad, når de holdt pause, får vi endda en lille skitse af. Samt indtryk af hvor vigtige håndværkerne var også for sognets nyhedsformidling. De har været velkomne gæster - og de så og fik fortalt meget hvor de kom.
|
|
Side 108. Hans Markussen har en lille, sidste erindring om tiden på Bagergård i Aaker. Den knytter sig igen til de omvandrende håndværkere, her er det sypigerne. Han mindes sit eget pinlige drilleri af en af pigerne - som han også måtte bøde for. Der er også plads til at udtrykke glæde over den dejlige natur ved Vaseåen, inden han vender tilbage i tankerne til Bagergård, hvor han havde haft det godt, men hvor gårdens to sønner i april rejste til København, for at aftjene deres værnepligt.
Vinterlønnen - for tjeneste fra 1. november til 1. maj, var en hjemmevævet klædning, dvs. et par bukser, en jakke og vel også en skjorte. 
Billedet: Om, det er en sypige eller husets datter, der er blevet fotograferet sammen det ældre par, får vi nok ikke at vide. Læg mærke til billederne på væggen, sikkert af deres gård, de to portrætter af værnepligtige og et stort billede vel fra militærtiden i København. Fotopostkort af Ch. L. Sundbøll, Rønne. På BM.
|
|
Side 109. 1. maj 1883 var skiftedag. Hans Markussen forlod Bagergård nord for Aakirkeby og gik til sin nye plads på Brandsgård øst for Aakirkeby. Han brugte "apostlenes heste" som alle andre tjenestefolk, og man kan se ham gå med tøjbylten fæstnet til en stok, som han bar over skulderen. På vej ud i verden - sådan må han have følt det dengang.
I det følgende kommer vi til at lære en af de gamle bornholmske gårde at kende - rigtigt godt - og vi vil kunne følge, hvordan livet var der i 1880'erne. Jeg ved ikke, om Brandsgård er en selvstændig drevet gård i dag - men her får den serveret lidt af sin historie på en "sølvbakke".
Brandsgård, 7. selvejergård, ligger helt til højre på billedet, midt på kortet.
|
|
Side 110. Som introduktion til historien om Hans Markussen på Brandsgård i Aaker, har forfatteren tegnet en plan af gården med angivelse af samtlige rum i stuehus og udlænger. Alene rummenes betegnelser fortæller bornholmerhistorie. De af jer der kender landbrugsmuseet Melstedgård - eller selv bor på en gammel bornholmsk gård - vil kunne nikke genkendende til rumfordeling og -brug:
Grundplan af Brandsgård 1883-1889. I Stuehuset: a = Sal, b, b2 og b3 Kamre, de to sidste var vist oprindelig eet Rum = Mellemsalen. c = Gang, d = Forstue, e = Storstue, f = Mellemstue, (egentlig Herskabsstue). g = Sovekammer, h = Folkestue, i = Køkken, k = spisekammer, l = Bryggers, m = Mælkekælder, n = Døtrenes Sovekammer og Vævestue, o = Pigekammer, p = Bagerovn (det er den vi har billede af). I vestre Længe: 1 = Gang og Seletøjskammer, 2 og 3 = Kamre til Karle, 4 = Port til Hovedindkørsel, 5 = Følhus, 6 = Hestestald, 7 = Hakkelseslo, 8 = "Gulv" (Havrelade). I nordre Længe: 9 = Faarehus, 10 = Kostald, 11 = Tværlænge til Enghø, 12 = Kalvebaas, 13 = "Gulv" (Lade til Byg eller Blandsæd), 14 = Tærskelo, 15 = Tværlænge med Hesteomgang til Tærskemaskinen og Halmstænge over. 16 = "Gulv" (Lade til Rug). 17 = "Gulv" (Lade til Korn eller Halm. 18 = Tværlænge bygget til 1885 el 86, da jeg kom til Gaarden var den et Fæstehus, som havde nogle Tdr. Land længst mod Sydøst paa Gaardens paa Gaardens Jord, men Fæsteren var død, og Huset blev saa flyttet hjem til Gaarden som reservelade. 19 og 20 = Vognporte, 21 = Port mod øst til Gennemkørsel, 22 = Huggehus med Rulle, 23 = Halvtagshus i Gaarden til Høns, Gæs, Ænder og Retirade, 24 = Mødding, 25 = Brændsel, 26 = Svinehus 27 og 28 = Brønde med Vipper, 29 = Mødding, 30 = Dam, 31 og 32 = Hestegange. Se også siden om Brandsgård HER. |
|
Side 111. Hans Markussen fortæller om familien på Brandsgård i Aaker, især om fruen, Martha Kaas, som kom fra Brandsgård i Bodilsker. Hendes slægt var tysk, stammede åbenbart fra dengang lybækkerne havde Bornholm i pant, dvs. fra 1525-1576, med en stamfar der hed Jocum Jocumsen. Martha Kaas havde tre brødre, den ene var møller (1876-1916) på den hollandske mølle ved Frederiks Stenbrud i Nexø, en anden havde en ejendom i Bodilsker, men den tredje havde familien ingen forbindelse med, for han, der havde Sortegård i Aaker, var ærke "møllerianer". Familien Kaas havde sluttet sig til pastor Trandberg og forskellig religiøse holdninger kunne - og kan - som bekendt skabe splid.
|
|
Side 112. Hans Markussen er ved at finde sig til rette på Brandsgård i Aaker. Der er tre døtre og en søn i huset og han er glad for de tre piger, Dorthea, Louise og Line. Vi får lidt at vide om, hvordan gårdmandsdøtre blev uddannet. De deltog i alt kvindearbejde på gården, men var også "ude" for at lære husholdning, være ung pige i huset eller lære mejeri. At blive uddannet som mejerske var en af de tidligste kvindeuddannelser. Vi er i 1883 og der er stadig tre år til, at det første mejeri på Bornholm (i Østerlars) startede. På Brandsgård havde man gårdmejeri men endnu ikke centrifuge, så nu hører vi om den rigtig gamle måde at behandle mælken på: den blev hældt i flade bøtter, dagen efter blev den skummet og fløden kom i en kærne. Så skulle fløden kærnes til smør og det var et større arbejde forstår vi.
Hun står ved en smørtønde og bag hende til højre på væggen hænger en pose, som brugtes til at filtrere vallen fra ostemassen. Træbriksen med huller i på jorden tjente samme formål ved ostefremstilling.
|
|
Side 113. Når arbejdet med at kærne smør var afsluttet, kunne man gå ind til sin "Sijll å Søvva", bornholmernes morgenmad i århundreder. Silden var den saltede sild lige fra tønden, søvvan en varm morgenret, bestående af varm mælk og øl med rugbrødstern og kolde grødklatter i. Hvis man har været vant til det i generationer, kan man ikke leve uden!
Vi får også at vide, at kærningen, arbejdet med at fremstille smør, blev moderniseret med en hestegang, og at smørret blev pakket i træfustager, tønder, stemplet med gårdens og ejerens navn. De blev sendt til en købmand i Aakirkeby, som sikkert fik sendt dem med skippere fx til København eller England. Vi skal også lige trække et kobbel køer ud på marken sammen med sønnen på gården. Læs selv, hvordan det gik.
|
|
Side 114. Vi skal huske, at optegnelserne her er skrevet til Hans' bror, postbud Ludvig Markussen. (Hans Markussen havde ingen børn). Derfor er nogle af fortællingerne indforståede, og der er lange og grundige beretninger om de folk, han tjente hos. For os er det så nemmere at danne et billede af livet på en gård med dets mange facetter. Der var seks børn, fem piger og en dreng, på Brandsgård i Aaker. Da Hans var der, var de to ældste flyttet hjemmefra. I 1883 var befordringen et hestekørtetøj, og for at kunne køre på besøg, måtte der være nogen, der kunne tage imod og sætte hestene på stald, så længe besøget varede. Det kastede lidt lommepenge af sig til folkene på gården.
Her er det enspænderkøretøj, som gav færrest lommepenge, da der jo kun var en hest. Den holder foran Pedersker Præstegård og tilhørte da også pastor Blang. Foto o. 1950.
|
|
Side 115. Brandsgård i Aaker var en stor gård og der var mange folk ansat. Det var også en gård, hvor man fulgte med tiden, døtrene havde været på Vallekilde Højskole (i Hørve på Nordvestsjælland), sang gerne fra højskolesangbogen og var glad for Hostrups komedier (fx Genboerne og Eventyr på Fodrejsen). Hans Markussen fortæller også om sine "Medtjenere". En af dem udnyttede Hans til at gå ærinder for sig, en anden var en god ven, men kom allerede i 1883 på Østermarie Højskole.
Billedet: Katrine Kaas, f. ca. 1858, fra Brandsgård var på Vallekilde Højskole i sommeren 1874, så hun er en af pigerne på billedet. 
Foto C. F. Bokkenheuser, 1874. Odsherred Lokalarkiv.
|
|
Side 116. En fortælling om folkeholdet på Brandsgård i Aaker, som udover de folk der boede på gården, også var husmænd (og deres koner), der boede i de små ejendomme, som stadig ligger spredt i det bornholmske landskab, (som nu i bedste fald bruges som sommerhuse - eller bliver revet ned). Her boede fattige folk, som med datidens samfundsstruktur havde mere end svært ved at "komme videre". De tjente på de omkringliggende gårde, hjalp til, hvor der var arbejde, levede af det og en ko eller to og lidt jord. Det var også dem, der slog skærver for sognene, når der skulle anlægges og udbedres sogneveje. De klarede sig med lidt, havde i generationer været vant til det og det, at Hans fortæller om konen Ane, at hun var køn og altid renlig og pæn i tøjet, fortæller mere om andre småkårsfamilier.
Foto Mathias Pedersen, Lyrsby, BM.
|
|
Side 117. En hjerteskærende historie om Grethe, der havde tjent på Brandsgård i mange år, men nu var gammel - 60 år - så kroget og stivbenet, at hun ikke kunne meget mere. Det værste var at komme op og stå - og så blive sat igen. Gigt. Så havde man skaffet hende et lille hus, hvor hun kunne bo. Men hun havde da også fået præmier for lang og tro tjeneste, fået sølvskeer endda - men dem havde man beholdt på gården! Værst er nu historien om hendes datter, der indebrændte på Lynggård sammen med to andre børn. Gennemgang af aviserne fortæller, at historien er korrekt, Lynggård i Aaker brændte 1. oktober 1858, en tjenestekarl og to vogterbørn, en dreng og en pige, indebrændte.
Billedet, en kvinde ved sithus bag Skadeskoven. Hvor det er ved vi ikke.
|
|
Side 118. Den lysstråle, der var faldet ind i Grethes fattige liv, var et besøg af selveste Pastor Trandberg, der havde lagt mærke til, at man på Brandsgård ikke holdt søndagen hellig. Peter Christian Trandberg, 1832-1896, var for den brede befolkning en helt. Han vendte tilbage til sin fødeø som præst i 1860 for at virke som forkynder. Med ham kom de gudelige vækkelser til Bornholm og jeg tror de fleste af os i dag har svært ved at forstå den åndelige betydning, hans indsats fik for almindelige bornholmere.
|
|
Side 119. Hans Markussens' husbond, Kaas, vækkede folkene tidligt om morgenen. Hans kunne straks blive sendt til smeden, fx med et plovskær eller en forvreden plovkniv eller til skomageren med seletøj, der skulle repareres straks. Det er minder om en karls arbejde, hvor det at skulle alt for tidligt op om morgenen, ikke blot kunne være hårdt for en selv, men også generende for de håndværkere, der gerne skulle reparere det man kom med med det samme.
Billedet: Smed Kristensen, "den jyske smed" i Lindet, Østermarie. Ca. 1910-1920. Foto af "sognefotografen" Mathias Pedersen, Lyrsby.
|
|
Side 118b. Vi kommer på besøg hos smeden, der holder bier i de gamle bikuber af halmløb, dækket for regnen af plejltærsket halm, så stråene ikke var knækkede og vi kigger lige ind til hans kone der væver, medens han får repareret jerntøjet Hans er kommet med. Erindringerne om gårdejeren Kaas, der holder øje med den unge Hans, må vel opfattes som et udtryk for en omsorg, man også havde for sine ansatte, ikke alt var øretæver og formaninger, og da Hans Markussen blev hos Kaas' i seks år, har der været godt at bo.
Billedet forestiller vandmøllen ved Blykobbe Å i Nyker Sogn. Fotograf var Th. Spelling, Rønne o. 1890. Billedet viser, hvordan man havde bistader i en lille bihave foran et stuehus, således som det var skik på Bornholm - før i tiden.
|
|
Side 119b. Brandsgårds ejer, Kaas, var - som alle bønder dengang - meget glad for sine heste, de skulle tage sig godt ud. Han havde et par gode køreheste og overlod dem ikke gerne til andre, hvis de skulle bruges i marken. To heste med "sodet Haarfarve" så godt ud, når de blev spændt for "den store Stadsvogn". Vi får en lærerig beskrivelse af gårdens forskellige heste, der var fx Selma og Jesper, den sidste var en ellers flink lille vallak, der havde den dårlige vane at bide dem, der gav ham seletøj på.
Billedet: Den fine vogn her har to blakkede Frederiksborgheste spændt for, og godt ser det ud! Familien Bohn står der på billedets bagside. Foto Bendt Kjøller, Allinge.
|
|
Side 120. Hans Markussen fortsætter sin fortælling om dyrene på Brandsgård. Her er det især køerne, som endnu i 1880'erne var af den gamle, bornholmske race, små var de, og meget forskellige af udseende. De fik navne der karakteriserede dem, fx Rosa, Rødrygga, Danebroga, Sortrygga osv. Hans fortæller også, at de havde "lange, krumme horn i alle mulige former og forvridninger". Man fortæller at de gav god, fed mælk, men alligevel blev de, da andelmejerierne vandt frem, erstattet af det røde malkekvæg, som gav større mængder mælk.
Billedet er et udsnit af et af Valdemar Myhres stereoskopbilleder. Et godt bud på en repræsentant for den gamle, bornholmske kvægrace. Fotografiet menes at være taget ovenover Listed.
|
|
Side 121. Når man læser Hans' beretning om, hvordan det var at passe køerne i skoven, der hørte til Brandsgård, vil man for sit indre øje kunne se, hvordan dyrene braser gennem skoven og æder alt det grønne, de kan få fat i. Der er næppe meget foder i en skov til en flok køer, så selvfølgelig lader flokken sig friste af de omkringliggende, grønne marker. De var løbet ind på Kastelsgårdens marker, men her havde gårdejeren fået fat på flokken og gennet dem ind på Kastelsgårds lille gårdsplads, hvor Kaas fra Brandsgård måtte købe dem fri. Vi får også starten på en anden historie om en ko, der var løbet væk. Der har været noget at se til for en ung vogterdreng. Elektriske hegn var stadig en fremtidsudsigt, som ingen i 1880'erne kunne forestille sig.
Billedet er Kastelsgård, 1946, og vi kan se, at gårdspladsen ikke er særlig stor. Læg også mærke til det, der må være en hestegang til højre for stuehuset.
|
|
Side 122. Røgteren, Hans Markussen, fortsætter historien om en ko, som var løbet væk fra ham. Den hed "Rødrygga". Det viste sig, at den havde fået en kalv ude i marken og Hans måtte hente en trillebør med noget halm i og køre kalven hjem. Koen fulgte efter og var bekymret for sin kalv. Da det var en kviekalv beholdt man den, men den blev senere solgt til Hans' forældre. På disse sider får vi noget at vide om dyrene på gården, og endnu i 1880'erne var det almindeligt at holde store fåreflokke. Uld til tøj, dyr til slagt, tælle til lys. I sidste halvdel af 1800årne forsvandt de store fåreflokke, nu kunne man købe færdigforarbejdet uldgarn og tøj, petroleumslamper afløste de mange tællelys og fårekødet måtte vel vige for svinekødet.
Billedet: En vogterdreng - og gårdmandssønnen - på Lille Myregård i Nylars, 1929. Foto tilhører Irene Hansen.
|
|
Side 123. Fortælling om den af stengærder indhegnede løkke med sparsom bevoksning af aske-, ege- og elletræer. Om gårdens tre vippebrønde, måske med karm af sandstensheller. Vi får også at vide, hvordan man vaskede sig, inden man gik ind og fik sin morgenmad, med vand fra "oljan" trætruget foran brønden. Jeg har noteret mig, at det vand man vaskede sig med, ikke måtte komme tilbage i truget. Man kendte ikke til ordet hygiejne, men lidt til begrebet. Karlen Jens Christian kom dog kun vand i én hånd og gned det rundt i sit rødskæggede ansigt. Man ser det for sig, kan også forestille sig lugten i folkestuen.
Billedet: Et af fotograf Valdemar Myhres mange gode billeder af brønde, her på Fædresminde i Ibsker. Karmen omkring en brønd kunne også være fremstillet af træ. (Foto Byforeningen Svaneke).
|
|
Side 124. Hans fortsætter sin historie om renlighed og siger, at man jo også kunne tørre sig i sin busseronne. Han forklarer hvordan den så ud og det ser vi på billedet, der følger med her. Ellers er vi igen i en af de dejlige bornholmske løkker, indkranset af stengærder og benyttet til dyrene. At fårene nemt kunne finde et sted at komme over hvorefter hele flokken fulgte efter, kan vi, der har haft får, skrive under på. Der må have været meget arbejde med vedligeholdelse af stengærderne, hvis de skulle kunne holde dyrene indespærrede.
|
|
Side 126. Vi får fortalt om de mange gøremål på en gård, gæssene, der kunne finde på at strejfe og skulle hentes hjem. Køerne, der var tøjrede i stalden i "klaffer" (Hans har illustreret det med en tegning), og som, for at de skulle slippe af med lusene, blev "vasket" af folkene med en opløsning af varmt vand og arsenik, fremstillet af dyrlægen. Det fortæller om et andet syn på dyr og en overraskende omgang med gift. Gad vide om karlene også gav sig selv en omgang, hvis de havde problemer med lus?
Et pragtfuldt foto af Mogens Hertz, fra sidst i 1950'erne. På BM.
|
|
Side 127. Vi får en fortælling om vinterfodring af køer, får og heste. Køerne fik hø, hvedeklid fra svogeren, møller Otto Hansen på Stenbrudsmøllen ved Nexø, rapskager og skråsæd, men også "drank" eller bærme fra Brænderiet i Aakirkeby. hvorfra aktionærerne kunne hente lige så mange tønder "drank" om ugen, som de havde aktier. Brandsgårds ejer, Hans Madsen Kaas, var bror til brænderibestyrer Rasmus Kaas i Aakirkeby. Hestene fik bl.a. "Skaftehavre", dvs. utærsket havre.
Billedet: Aakirkeby set fra jernbaneterrænet, Birgersvej. Aa Kirke ses til højre, husene til venstre ligger på Jernbanegades (tdl. Stokkeledgades) østlige side. Bygningen med dampskorstenen til venstre er det gamle Brændevinsbrænderi, hvorfra Kaas hentede bærme til sine køer. Postkort, foto H.P. Jacobsen, o. 1905.
|
|
Side 128. En god aften på Brandsgård i Aaker. Arbejdet er overstået, der er nogle timer til vi skal i seng. Det er en dejlig lille fortælling Hans giver os, om hvordan man fordriver aftenen, læser lidt, fortæller historier og måske lytter til sladder, pigerne har hver sin spinderok, det er hyggeligt og afslappende, og så kan man synge og nynne sange imens.
Det bedste af det hele er, når Kaas, gårdejeren, bliver overtalt til at tage sin violin frem og spille, noget han var rigtig god til. Jeg tror Hans har ærgret sig over, at han ikke selv fik anskaffet sig en violin på det tidspunkt. 
Billedet: her bliver også spundet i folkestuen og en lille søn kigger nysgerrigt til, på Melstedgård for ikke så mange år side, 1982.
|
|
Side 129. Om en tjenestekarls beskedne økonomi og indkøb bl.a. af et "karlekammeskab", et klædeskab med knager (man brugte ikke bøjler) en låge og en skuffe forneden - I kender det - på Staalegård i Aaker, som var nabogård til Hans Markussens barndomshjem.
Hans fortæller også om, hvordan man dyrkede hør på Brandsgård, medens han var der. Og hvor har han ret, fra hørren er blevet sået og blomstrer så smukt med de sarte blå blomster, til man kan sy skjorter, særke og lagner af det hvide, blegede hørlærred er der lang vej. 
Billedet viser en af processerne: den markrødnede hør skal varmes over en brydegrav, Hans Markussen beretter omhyggeligt, hvordan det gik til. Men hvem kvinden er, hvor det er fotograferet og fotografens navn kendes desværre ikke.
|
|
Side 130. Om hvordan brøddegraven - eller brydegraven - skulle behandles, for at man kunne tørre den rødede hør, så den var klar til brydning og efterfølgende behandling. I bryden knækkede man hørren, til den kunne knyttes sammen som en "dukke". Derefter skulle den skættes og hegles før den kunne spindes. Jo - der var langt fra de blå hørblomster på marken til det hvide lærred. Hans fortæller om redskaberne, sikkert fordi han har været med til at reparere dem, og om hørfrøene, som man samlede til næste års udsæd og så beholdt man lidt hørfrø, der kunne være godt i sygdomstilfælde.
Billedet: Jo vist er dette et opstillet fotografi af Valdemar Myhre, men miljøet er autentisk. Vi er på Brugsebakken i Aarsdale og Myhre har fået husets frue til at vise, hvordan man spandt blår, dvs. de totter, der er anbragt i blårtyven over rokken. Bag hende hænger et par bundter hjemmespundet blår. Glasplade, Svaneke Arkiv/Byforening.
|
|
Side 131. Hans fortsætter sin lange beretning om, hvordan man bearbejdede hørren. Også at der kom omvandrende "hørhåndværkere" til gården, som kunne noget forskelligt. En kunne skætte hørren, når han havde sat særlige træsveller i hakkelsesmaskinen, som blev trukket af en hestegang, en anden kunne hegle hørren, så man dels fik ren hør, "brue", dels "blår". Dette har været et så almindeligt arbejde i gammel tid, at vi stadig bruger ordene "gennemhegle" - og "stikke nogen blår i øjnene". osv. Nogle af Hans' bedste erindringer synes at knytte sig til aftenerne på Brandsgård, hvor pigerne sang vemodige viser, medens de spandt, uld, blår eller brue.
Billedet: Mor Martha med sin rok, hun spinder hør (som er holdt på plads af et såkaldt hørbrev) ved bilæggerovnen. Læg mærke til hendes "sengehul" i stuen ved siden af. Foto Magdalene Hansen, Nexø.
|
|
Side 132. Her får vi en nærmest lyrisk beskrivelse af en aften på Brandsgård. Den unge Hans er betaget af Kaas' døtre, der synger, er unge, slanke og yndige, og billedet af Line, der gennem vinduet nyder en gyldenrød aftenhimmel husker han hele sit liv. Det får ham til at mindes de sange, de sang dengang, hvor især Ingemann var en elsket poet. For dog at blive ved jorden får vi også beskrevet aftensmenuen, "unnerna", som bestod af 1½ skive tykt rugbrød med fedt, hvorpå man kunne drysse salt efter ønske, (det smager rigtigt godt!). Dertil et krus tyndt, hjemmebrygget øl - og der var som skik var blot ét stort krus, som alle kunne drikke af.
|
|
Side 133. Hans' husbond, Hans Madsen Kaas, fortalte ham en vinterdag, at Hans' forældre havde afhændet Sigtemøllen og byttet sig til en lille ejendom nord for Almindingen. Forældrene var sluppet ud af en gæld, der havde tynget dem, men Hans havde mistet sit barndomshjem. Hans fik fri for at hjælpe forældrene med flytningen, men det var hårdt at gå forbi de gammelkendte egne og videre gennem skoven mod forældrenes nye hjem.
Billedet: Sigtemøllen i Aaker, fotograferet vist i begyndelsen af 1900-årene med nogle senere ejere. Foto på BM.
|
|
Side 134a. Hans Markussen er gået på besøg hos sine forældre i deres nye hjem. Ved Skovfogedhuset Koldekilde skal han mod nord, mod Østerlars og forbi Aasedammene, hvor han passerer Almindingsgærdet. Her lå hans forældres nye ejendom, en lang længe, hvor den ene ende var blevet indrettet med en aftægtsbolig for en kvinde i Gudhjem, men som hun ikke havde brugt. Hans fulgte med sin far til Gudhjem for at tale med hende, og i Gudhjem havde han aldrig været før. Han kom til den lille, gamle kirke, lige ved kirketid og så kirkesangeren, læreren og politikeren N. Ingvard Jensen.
Billedet: Gudhjem, Sct. Annæ Kapel, set fra syd - ud over havet. Foto vist o. 1890, Th. Yhr. Bornholms Museum.
|
|
Side 135a. Det er lærer, kirkesanger mm., Niels Ingvard Jensen, 1842-1925, som Hans omtaler. Men det, der betog ham i Gudhjem, var det optog af højtideligt stemte Gudhjemborgere, der iført deres bedste, mørke tøj og kvinderne med de fine, bornholmske hovedtøjer, var på vej til eller fra kirke.
Hans fortæller også, at han i de år han tjente på Bornholm gik til fods de 13-14 km, der var fra fx Brandsgård til forældrenes nye ejendom i Østerlars. Turen førte gennem Almindingen, som om sommeren var dejlig i de lyse aftener med fuglesang, men var så mørk om vinteren, at man dårligt kunne se vejen. 
Billedet: et af fotograf Valdemar Myhres fine naturstemninger fra 1890'erne.
|
|
Side 136a. Aftenturene gennem Almindingen i mørket var Hans ikke helt tryg ved. Overtroen må have ligget i ham, som en reminiscens af århundreders fortællinger og tro på overnaturlige væsener. Han bliver forskrækket, når han i mørket snubler over en sæk, som viser sig blot at være korn, tabt af en vogn, eller når han hører en trippen bag sig, som dog viser sig blot at være et lille rådyr, som Hans aldrig havde set før, en hind med en rød snor om halsen. Og så får vi at vide, at det var skovrideren, som fra 1880-1892 Christian Emil Balsløw, der indførte rådyret, som var blevet udryddet ved rovdrift.
Billedet: en aftenstemning af Valdemar Myhre, omkring 1900.
|
|
Side 137a. Hans Markussen filosoferer over, hvorledes han efterhånden er kommet til at føle, at Brandsgård og familien der var hans nærmeste, hans hjem, trods skellet mellem tyende og gårdmandsfolk. Og så tænker han over, hvorledes han efterhånden som tiden går bliver fortrolig med forskellige slags karlearbejder, selv om de aldrig blev hans største interesse. Han ville gerne gå og tænke over tilværelsen, men det var svært, når man arbejdede sammen med andre mennesker eller havde et par heste at skulle tage sig af.
Billedet: Karlen er i gang med pløjemarken et sted på Bornholm. Hvor ved vi ikke, eller hvem det er. Foto Kaare Rasmussen, først i 1920'erne.
|
|
Side 134b. Med Hans Markussens fortællinger er vi tilbage lige netop før industrialiseringen af landbruget begyndte. Alt foregik endnu med håndkraft og heste. Nyt var det dog, at man var begyndt at mergle sine jorder for at gøde dem, og der var mergelgrave mange steder. Men det, som Hans især beretter om her er, hvordan man "hârer en seis", dvs. skærper en le. Det gjorde man ved at slå på æggen med en særlig hammer og lebladet var anbragt på en "Harstæw", en lille ambolt, som Hans har en illustrativ tegning af. Var man god til at skærpe sin le gik mejearbejdet som en leg.
|
|
Side 135b. Hans fortæller om arbejdet med vårsæden, der, når det var kommet ind laden, i "gulvet", blev trampet sammen af et par heste, indtil det kom i højde af hanebjælkerne, hvor man så fik bakset hestene ned igen. Med et særligt gængejern skar man en gang rundt om sæden, så kattene kunne komme til at holde mus og rotter væk. Det bedste var vel når sæden var færdigtærsket, for det fejrede man med æbleskiver og punch (rom, sukker og varmt vand).
Billedet: Høst af rug med sejs. To mand slår med sejsen, to kvinder binder kornet i neg. Foto Th. Yhr. BM.
|
|
Side 136b. Hans Markussen kommer med en herlig beskrivelse af de gilder der var, når høstarbejdet var overstået. Afmejergildet, den dag det sidste korn var mejet, blev fejret med punch og æbleskiver. Men det egentlige gilde. høstgildet, hvor der blev dækket op i bondens storstue, var den helt store fest. Man mødte op i sit bedste tøj og blev trakteret med gammeldags festmad: først klipfisk med sennep og i dagens anledning pillede kartofler, og derefter, som det var skik på Bornholm, som efterret risengrød med smørhul og kanelsukker med et krus sødet øl.
Billedet har Myhre taget i sin egen have, han har fået nogle familiemedlemmer til at optræde som "høstfolk".
|
|
Side 137b. Vi skal først have en lille beretning om hvor besværligt det var at spise med en hornske, indtil den var "spist" til. Hver mand sin ske, som ikke var udsat for besværlig opvask som nu. Det tåler de nemlig ikke.
Vi får også afslutningen på høstgildet, hvor mændene tog sig en lur og kvinderne ryddede af og vaskede op - den har vi hørt før! Så tog man med hestevogne på tur, fx til Hans Chr. Kofods Granelihave i Aaker. Han kaldte sig plantør og anlægsgartner, interesserede sig for Højlyngens tilplantning, etablerede planteskoler og anlagde sin have, som var en stor attraktion.
|
|
Side 138. Hans Markussen kommer med mange historier på denne ene side. Han mindes et barndomsbesøg i haven hos den tunghøre Kofod på Graneli, en besøg i en anden have "Karens Minde" i Vestermarie.
Og så får vi et par små erindringsbilleder om både den gamle og den ny Vestermarie Kirke. Den gamle kirke blev revet ned og den ny opført (indviet 1885), medens Hans gik til konfirmationsforberedelse. Han kunne huske den gamle kirke med et højt tårn med spir. Vi har tegninger, men desværre ikke fotografier, af Vestermarie gamle kirke. Sidst får vi endnu en lille fortælling om det bornholmske landbrug. Udenfor kirkegården i Vestermarie stod en ged tøjret. Det var første gang Hans så sådan en. Siden blev det almindeligt at småkårsfolk havde geder for at få mælk, for al komælk gik til mejerierne. 
Billedet: Foto Valdemar Myhre: en dreng med et par geder på et lille sted på Bornholms Østkyst.
|
|
Side 139. Høstgildet skulle afsluttes efter turen til Kofods smukke have i Graneli, så når man kom hjem og havde taget sig af dyrene, blev der serveret smørrebrød, endda sigtebrød og snapse, og så var der ellers dans til violinspil på salen og dertil punch af varmt vand, rom og sukker. En anden også festlig begivenhed får vi skildret, for der holdes auktion på gården, hvor man sælger alt muligt, lige fra træer på rod og tækkekæppe - til kartofler, en ko og inventar man havde til overs. Og når der så blev holdt "beværtning" i en vognport og man kunne købe en kop kaffe, enten med "toøres" boller eller snegle til eller med en snaps rom i - ja så skulle det nok blive en festlig dag.
|
|
Side 140. "Læsning og selvtænkning" - jeg kan godt lide ordet "selvtænkning". Og når man så, som Hans Markussen gjorde senere i livet, også skriver, så er man altid i "godt selskab". På denne side folder Hans sine tanker ud om Brandsgårds smukke eng, hvordan vandet oversvømmede engen ved tøbrud om foråret og vandede og gødede jorden. Hvordan der var et mylder af forårsblomster, om det fine hø der blev høstet i juli og så det friske grønne tæppe, der siden dækkede engen og var velegnet til dyrene. Hans lægger også mærke til, at en menneskeskabt grøft, der skar sig igennem en del af engen, havde ødelagt engens naturlige balance.
Billedet: Hvad passer bedre til denne indlevede beskrivelse end Otto Haslunds dejlige billede: En bornholmsk løkke fra 1871. Første ejer af billedet var ingen ringere end Kristian Zahrtmann, nu tilhører det Bornholms Kunstmuseum.
|
|
Side 141. Vi får to forskellige historier: om den tidligste roedyrkning på Bornholm og om kortlægning af Øen fra 1885-1887! Det er fantastisk at få at vide, hvordan man har forsøgt sig med forskellige sorter roer. De skulle selvfølgelig bruges til fodring af køerne, for at opnå en bedre mælkeydelse - for Andelsmejerierne var lige rundt om hjørnet. Det første blev oprettet i Østerlars i 1886. Men i 1885 var der mange veldrevne gårdmejerier og der var god afsætning på godt smør. Mere og bedre foder, tak! I landbrugets egne publikationer kan man se, at først i 1890'erne fik roedyrkning en vis betydning (foderroer, ingen sukkerfabrikker på Bornholm).
Kortlægningen? Det er jo det fantastiske kort, som jeg referer til igen og igen, tegnet 1885-1887, fotolitograferet 1890 af Generalstabens topografiske Afdeling, 1:50.000.
|
|
Side 142. Hans mindes først en mand fra Amager, som egentlig var korttegner, men blev hyret til at hjælpe til med såning af den nye afgrøde, roerne, på Brandsgård. Den lille håndmaskine til såning omtaler han også - og jeg kan forsikre, at den er gemt i museernes samlinger.
Hans fortæller videre, at han i de år egentlig forberedte sig på at blive husmand, få sig et lille sted, som en bog af højskoleforstander Anders Jørgensen fra Høng på Vestsjælland overbeviste ham om, ville kunne give ham et godt og lykkeligt liv.
|
|
Side 143. Igen en beskrivelse af livet på landet, når man ikke syntes, at man passede så godt ind i det "normale" liv. Når man ikke var voldsom stærk eller rask, ikke så "stor" (Hans skriver et sted, at han var 157 cm høj) og godt kunne lide at læse. Heldigvis finder han en ven i en lille ejendom i nærheden, Hans Marker, der også fik beskæftigelse på Brandsgård. En fælles interesse var læsning, og de holdt "Ugens Nyheder" sammen.
|
|
Side 144. Hans Markussen havde et letbevægeligt sind som ganske ung og var vældigt optaget at de stærke religiøse bevægelser, som gennemstrømmede samfundet.
|
|
Side 145. Hans Markussen giver os et indtryk af valgmenighedspræst Marius Jensen, som vi aldrig vil kunne få i de biografier, der siden blev skrevet om ham. Det samme gælder jo kirkesangeren, lærer Frederik Johan Petersen, på Kirkeskolen i Pedersker (senere del af Centralskolen), han var der 1884-1906. Når Hans omtaler Peter Lund Kofoed foregriber han de år han fik som karl på Lille Myregård i Pedersker.
|
|
Side 146. Den unge Hans Markussen mindes stadig sin oplevelse af valgmenighedspræst Marius Jensens evner som prædikant og hans valg af salmer. En god hukommelse, parret med den ældre mands viden om og tolkning af ungdommens oplevelser. Hans glemte således aldrig, at Christian Koefoed fra Soldatergård i Aaker rejste sig op i kirken og takkede præsten for talen. Ikke kun religiøsiteten fylder meget i Hans' liv, også en kundskabstørst, som han ikke nåede at få dækket i sine kun syv års skolegang.
Sognekortet fra Pedersker er udgivet omkring 1920, og der er portrætter af flere af præstene, foruden lærere og lærerinder! Sognekortene er en god lokalhistorisk kilde og der er kort fra de fleste landsogne.
Se kortene HER. Fire sogne mangler: Ibsker, Knudsker, Nylars, Østerlars. |
|
Side 147. Hans Markussen fortæller om naturen på Brandsgård i Aaker, hvor han arbejdede som karl fra 1883-1889. Gården lå på sandsten og brøndene var hugget ned gennem sandstenen og ikke som normalt sat med brøndsten. Sandstenen lå så højt, at der ikke kunne gro ret meget, en granplantage på 3-4 tønder land fik problemer, da træerne blev for høje, der var ikke tilstrækkelig næring. Vi får en god beskrivelse af det gamle uopdyrkede landskab, hvor der på det højeste sted var en gravhøj, hvorfra der var flot udsigt over Pedersker og Sydlandet. Vi får også lidt at vide om de dyrkede marker, der var inddelt i 25-30 skifter. Et fuldstændigt anderledes landskab end det vi kender i dag. Fotografiet er bland de ældste fotografiske gengivelser af det bornholmske landskab:
Foto af Johan Hansen, Nexø, tekst af arkæologiinteresserede amtmand Emil Vedel, ca. 1869. Et foto af ca. 50. Se flere HER.
|
|
Side 148. Vi får en detaljeret beskrivelse af, hvordan karlens arbejde var på Brandsgård, hvordan jordbehandlingen foregik, hvad man dyrkede - ikke hvede! - men rug især, desuden havre og byg. Kartofler selvfølgelig - de var blevet et af de vigtigste fødemidler - ærter, boghvede, raps - og hør. En del af det var sikkert til foderbrug, ligesom det kløver og græs man dyrkede. Kaas har været en dygtig landmand, der fulgte udviklingen indenfor landbruget. Også hvad angår tærskearbejdet. I 1885 skulle der "damptærskes" for første gang på Brandsgård, ellers havde man tærsket med gårdens egen tærskemaskine, som var trukket af en hestegang, som var en gårds ældste kraftmaskine.
|
|
Side 149. Vi får med Hans' beretning en fornemmelse af, hvordan det var med damptærskningen og det store lokomobil, der skulle bugseres ind til rugstakkene. Man havde gerne tærskeselskaberne i et fællesskab, som et mindre andelsforetagende i sognet. Det var både gårde og mindre avlsbrug, der nød godt af denne mekaniserede tærskeform. Regnskabsbøger fra disse selskaber findes bevaret i arkiver og også rundt omkring. Pas på dem!
Billedet: Stort Damptærskeværk fotograferet på vejen mellem Østermarie og Svaneke omkring 1910. Dampkedlen, lokomobilen er selvkørende og trækker tærskeværket. Der har også hørt en vogn med bl.a. halmslidske og avnerør til, ligesom man har haft en halmpresser. Senere havde man traktorer til at trække tærskeværkerne. Ukendt fotograf. Foto på BM og Nexø Museum.
|
|
Side 150. En historie om livet blandt tyendet, karle og piger, på gården. En historie om lus, urenlighed og fattigdom, om kæresteri, "utugt" og "uægte" børn. Det har været en barsk tilværelse, og hvis man ikke ønskede at være en del af det hårde liv, blev man sikkert voldsomt moppet. I de år begyndte skytte- gymnastik- og idrætsforeningerne for alvor deres store arbejde i sognene. Hans' fortælling understreger, at der må have været stort et behov for et godt og andet fællesskab.
|
|
Side 151. Hans Markussen og hans ungdomserindringer. En erindring om vennen og kollegaen Kristians forhold til det andet køn, har printet sig dybt i Hans' hukommelse. Kristian havde efter Hans' mening haft et for uansvarligt forhold til det andet køn, så det, at noget af Kristians familie tog ham "alvorligt i skole" passede ham godt. En ulykkeligt forelsket og forsmået pige forsøgte en sen aften at få makkeren i tale - Hans kunne ikke lide den måde, pigen blev behandlet på. Hvad var der med hende? Hvad havde han gjort ved hende? Livet i de unge år kunne/kan være barsk på mange måder, ulykkelig kærlighed ikke mindst.
|
|
Side 152. Hans Markussen fortsætter sin beretning om det svære og tabubelagte ved ungdomslivet, de fristelser, som han efter eget udsagn ikke selv var udsat for. Uønskede graviditeter kunne dengang ødelægge et liv, og man talte ikke om kønslivets udfordringer. Det var skamfuldt ud over alle grænser, hvis et kærlighedsforhold bar frugt. Om det var derfor, den unge gårdmandsdatter fik ophævet sin forlovelse og blev sendt et år til Sjælland ved vi ikke. Men Hans noterer sig ,at hun kom hjem og var "omtrent" den samme pige som før.
|
|
Side 153. Hans Markussen fortæller om et voldsomt vintervejr med sne overalt, og det på trods af, at vinteren 1886-1887 havde været mild. Først i marts begyndte det dårlige vejr med hård frost. Det fik Hans til at mindes en flaske "Karbolvand" (til desinfektion) der stod i vinduet og var frosset i en flot stjerneform - og flasken sprængt. Og derfra sprang tankerne hen på en interesse, han da havde for medicin og han beskriver, hvordan han med held havde hjulpet en pige med dårlig mave med "Karlsbadsalt" (et afføringsmiddel). Hans Markussen mener - selvironisk - at han kunne have drevet det vidt som kvaksalver.
Billedet: Et af de meget få billeder af en sengeliggende. Vi kan kun gætte os til, hvorfor man ønskede denne situation foreviget, måske var den gamle far endnu aldrig blevet fotograferet. Vi får et blik ind i en "fjern fortid". Fotografen er A. Holm i Gudhjem, omkring 1900.
|
|
Side 154. Hans Markussen fortsætter sin beretning om vinteren 1886-1887. Den havde været mild, men først i marts satte det ind med kulde og sne. Heldigvis gik der kun en uges tid, "så brød foråret igennem med kraft" (!). Det er længe siden vi har oplevet så hårde vintre, at skibsfarten fik problemer. To vintre var så slemme, at damperne ikke kunne komme igennem fortæller Hans og Bornholm var afsondret, 1880-1881 og 1892-1893. Men den vinter, Hans Markussen mindes her, var der så meget sne, at han sammen med sin bror Ludvig, der også var karl på gården, på snefogedens befaling måtte skovle sne på landevejen, så postvognen kunne komme igennem.
Billedet forestiller S/S Heimdal og S/S Hjalmar i isen ud for Rønne. Jeg har forskellige årstal på billedet, men 1892-1893 er uden tvivl korrekt, det er fotograferet af Th. Yhr og første gang, der blev fotograferet indefrosne skibe på Bornholm.
|
|
Side 155. Hans Markussen fortæller om vejret - som alle dage har været et stort samtaleemne. Jeg tænker også, at mange som skriver dagbøger, har mange notater om det daglige vejr. Anderledes og voldsomt vejr oplever man med års mellemrum og tordenvejret kunne være en katastrofe, dengang de fleste huse var stråtækkede. Historien om Graneli, der brændte er kendt, historien om Kofods første hjem der gik til i flammerne var barske løjer, og de der har læst Granelis historie husker det.
Billedet af kanen i vintervejret er fra Store Krusegård i Bodilsker. Fotograferet af Th. Nielsen, Breidablik. ES.
|
|
Side 156. Hans Markussen fortæller om tiden før andelsmejerierne, som jo faldt sammen med hans yngste år som karl på gårdene. Fællesmejerier fx, og han mindes det mejeri, som købmand Dam i Aakirkeby havde oprettet og forpagtet ud til en mand der hed Leidersdorff. "bornholmer var han i hvert fald ikke"! Hans fortæller, at han snød bønderne og endte med at stikke af til Amerika sammen med en søster, der boede hos ham. Så var jorden nærmest gødet til at andelsmejeritanken kunne slå igennem. Dybdal i Østerlars var det første i 1886, skarpt fulgt af ni sognemejerier i 1887, bl.a. Bøsthøj i Aaker. Hans omtaler købmand Kofoed, Nybro, som en af de fremsynede mennesker, der har sat sig spor på Bornholm. Han var primus motor i etableringen af Bornholms første mejeri i Østerlars.
Billedet: postkort af Bøsthøj Mejeri i Aaker, foto 1912, 25 års jubilæet.
|
|
Side 157. "Således virkede alt dette til Folks Opdragelse" afslutter Hans Markussen den lille beretning fra andelmejeriernes første pionertid. Her får bønder og husmænd lært at samarbejde, det gik ikke, at en bonde med 20 køer skulle have det samme at sige som ti husmænd med hver to køer, næ - demokratiet sejrede, hver mand én stemme. "Møllerianerne" spændte også ben med krav om at der ikke måtte arbejdes om søndagen. Det klarede man ved at opføre "eget" mejeri, Gadeby i Østermarie i 1887 - det havde søndagslukket til 1910. Folk lærte at bruge centrifugemælk, fodre køerne rigtigt (så foderet ikke gav smag til mælken mv.) og behandle den ordentligt. Avlsbrugere fik bedre priser for deres mælk, og således var andelsmejerierne et lille skridt på vejen til større velfærd for alle.
Billedet: Her er man klar til at køre mælken til mejeriet fra en lille ejendom, Mosevang i Bodilsker, 1920'erne. Amatørfoto i privateje.
|
|
Side 158. Dette bliver for nu den sidste historie fra Hans Markussens hånd. Han besluttede sig i foråret 1889 at skifte arbejde, åbenbart presset af broderen Ludvig - som han jo skriver sine erindringer til. 1. maj 1889 flyttede han hen til Peter Lund Koefoed på Lille Myregård i Pedersker. Hans fortællinger fra årene der er mindst lige så indlevede og malende, som hans andre erindringer. Så dem vender jeg tilbage til - til næste vinter!
Senere vendte Hans Markussen tilbage til Brandsgård i Aaker for i 1894 at starte på Bornholms Højskole, først som elev, senere som gartner og altmuligmand. Han var på højskolen til 1898, hvorefter han fik mulighed for at uddanne sig som lærer på Blaagaards Seminariet i København. 
Billedet: Det ældste billede jeg pt. kender af Lille Myregård, 24. selvejergård, Pedersker, fra 1904, som fra 1. maj 1889 blev Hans Markussens arbejdsplads.
|