Købmandsforretning i Østerlars - Nybro
Laurits Kofoed, 1838-1911, ejer af Nybro, har skrevet sine erindringer som sømand, købmand og aktiv i Bornholms landøkonomiske udvikling. (Udgivet i få eksemplarer af Byforeningen Svaneke - lån den på biblioteket.)
Nybro i Østerlars 1870erne. Ukendt fotograf, men muligvis Gottlieb Støckel, Rønne.
Købmand Laurits Kofoed og hustru er fotograferet i deres stue i det nybyggede stuehus, Nybro 1882, foto Johan Hansen, Nexø. BM.
Det er et flot motiv med postdiligencerne på Nybro i Østerlars i 1890erne. Billedet er desværre – sådan som jeg har fundet det – ridset, fugtskadet og beskåret, hvilket bl.a. betyder, at vi ikke ved, hvem fotografen er. Det ser dog ud som om billedet er bevaret i bedre stand andre steder, bl.a. af efterkommere af købmand Laurits Kofoed, som ses med lys filthat til højre for hoveddøren, ca. midt i billedet.
Nybro var Laurits Kofoeds købmandsgård, men også brevsamlingssted fra 1877 til 1916, hvor jernbanen til Gudhjem blev åbnet. Postdiligencen mellem Rønne og Svaneke holdt ind her og udvekslede post med ruten Nybro-Gudhjem, som det fremgår af navnene på de to vogne. Rønne-Nybro-Svaneke står der på vognen til venstre, Nybro-Gudhjem på den til højre. |
Sinius Martheus Lauritsen Kofoed var en usædvanlig mand med en foretagsomhed, man skal lede længe efter. Hans liv var som en roman, spændende og gribende, fyldt med lykkelige tider og vanskeligheder der må have været svære at forcere. Og så har han skrevet dagbog hele sit liv. Derfor ved vi så meget om ham. Det er Byforeningen Svanekes Venner, der har fået transskriberet dagbøgerne, og de er udgivet i et privattryk. To bind på 144 og 142 sider. Første bind er fra årene 1838 til 1870, hvor Laurits Kofoed, f. i Ibsker, bl.a. var sømand, andet bind fra 1870 til 1911, om tiden på købmandsgården der ses her. I 1906 flyttede han og hustruen ind i en mindre bolig og forpagtede Nybro ud. Men de oplevede det forfærdelige at se deres livsværk Nybro brænde ned til grunden i 1910. I 1911 nedlagde Laurits Kofoed sine hverv på grund af sygdom og han døde samme år.
|
Hans dagbøger er spændende læsning, ikke mindst første del fra årene til søs, faktisk lader den ikke Carsten Jensens ”Vi, de druknede” meget efter!! Lån dem på biblioteket!! Dagbøgerne har da også givet stof til musicals opført af musikere fra Svaneke.
Nybro i Østerlars "i gamle dage". Fritz Sørensens Boghandel, Rønne. Tilhører Østerlars Lokalarkiv.
|
Nybros købmand, Laurits Kofoed 1838-1911 og hustru Caroline f. Bohn, 1842-1934 er begravet på Østerlars Kirkegård. Foto Finn Hansen.
|
Nybro Købmandshandel, Østerlars, genopbygget efter branden i 1910. Fotografisk postkort. Ukendt fotograf. Tilhører Østerlars Lokalarkiv.
Først efter Laurits Kofoed havde skilt sig af med sin købmandsforretning, vovede de gode østerlarsbønder at samle sig om en brugsforening i sognet. I 1911 åbnede man brugs i Østerlars, se HER.