Skoleerindringer fra Allinge
Fra Johan Hansen: ”En bornholmsk Haandværkers Erindringer”, Rønne 1934
Johan Hansen, 1822-1900 – om skolegang i Allinge 1828-1833: Da jeg var 6 Aar gammel, begyndte jeg at gaa i Skole. Skolen i Allinge blev bygget 1827. Jeg kan netop huske det som en svag Drøm. Nielsen, som dengang var Byens Degn og Kirkesanger, holdt privat Skole. Nogen offentlig Skole existerede ikke i Allinge. Han fik udvirket hos Borgerne, at der af Udmarken Syd for Byen blev solgt et stort Stykke Jord, og for de derved indkomne Penge blev Skolen opført. Nielsen blev altsaa Byens første offentlige Skolelærer. Han var en streng, men dygtig Lærer. Børnene gjorde gode Fremskridt under ham. Hvert Barn havde sin egen særskilte Lektie, og hvert Barn kunde selv bestemme Lektiens Størrelse, men Nielsen fordrede bestemt, at den Lektie, man opgav at kunne, skulde man ogsaa kunne udenad. Børn med et godt Nemme tog saa aldrig mindre end en Paragraf af Balles Lærebog, de tungnemme blot 1 à 2 Stykker. Denne Methode gav Kappelyst, og den, der ikke kom ud over det 6te Kapitel, var en Klodrian. Nielsen havde først været Student. Paa Grund af Svaghed blev han af Lægerne raadet til frisk Søluft. Han tog derfor Styrmandsexamen, for til Søs en kort Tid, opgav det og flyttede til Allinge og blev Degn og Skolelærer. 1832 fik han Degnekaldet i Klemensker, hvor han døde. Folk sendte meget punktlig deres Børn i Skole, især om Vinteren; om Sommeren skulde mange ud at vogte. Førend jeg og mine Sødskende kom i Skole, skulde vi kunne læse flydende (paa Bornholmsk: »læza râ«) i en Bog; det lærte Moder os. Den første Dag jeg kom i Skole, havde jeg det første Bud i Katekismussen til Udenadslektie. Da jeg slap godt derfra, tog jeg de næste 2 Bud til Dagen efter. De øvrige 7 Bud til den 3die og 4de Dag. Paa omtrent 3 Uger var jeg færdig med Katekismussen og kom saa i Balles Lærebog. Som først bemærket havde Nielsen den Methode, at hvert Barn kunde tage sig Lektie, som han eller hun selv vilde. Den indbyrdes Undervisning brugtes i Skolen. Jeg husker saa godt, hvor stolt jeg var over, at jeg den første Dag jeg kom i Skolen blev sat til Hjælper for nogle ældre Børn. Paa en Vægtabel stod AB og helt ned til Ø og Aa, og paa en anden Stavelser med 2 Bogstaver, og saa fremdeles. Jeg fik en Stok, vel omtrent een Alen lang, og pegede paa B A og A B og helt igjennem og skulde saa sige det, naar mine Elever ikke kunde. De flinkeste i Skolen var Hjælpere ved denne Undervisning. Skoletiden var fra 8 til 12 Form. og fra 1 til 4 Eftm. Skoleplanen var ens altid. Naar vi kom om Morgenen, sang vi først ”Jeg atter da i Jesu Navn min Gjerning skal begynde”. Derefter blev hvert Barn især hørt i sin Udenadslektie, og dermed var Nielsen færdig Kl. 9. Fra 9 til 10 læste hele Skolen indenad, almindelig Fædrelandshistorie, fra 10 til ll var der Skrivning efter Tabeller, som omhandlede hele den oldenborgske Kongestamme, fra 11 til 12 Regning. Ligedan om Eftermiddagen, den første Time Indenadslæsning, den anden Skrivning og den tredie Regning. Børnene var delt i 2 Klasser. Første Klasse var de yngste. At avancere og komme i anden Klasse var det, man higede efter. Naar Børn skulde begynde at skrive, og de ikke fra Hjemmet havde faaet nogen Undervisning heri, begyndte de først at skrive i Sand. Dertil brugtes et lavt Bord, en 2 à 3 Al. langt og vel 1,4; Al. bredt. Denne Bordplade, eller Sandbord, som vi kaldte det, var horisontalt som et andet Bord. Rundt om Kanterne var paasat en List vel 1,4 Tomme høj, for at det Sand, der laa paa Bordet, ikke skulde falde ud paa Gulvet. Til at skrive med brugtes en Træpind, noget længere og tykkere end en Griffel. Her lærte altsaa de mindste Børn at skrive Bogstaver og Tal, og da Sandet var tørt og af saa fint Sand som muligt, var det blot med en lille Brik at jævne det ud, og saa atter begynde forfra. Derefter begyndtes at skrive paa Tavle med Griffel, og først naar man kunde skrive nogenlunde godt, begyndtes med Skrivebog. Da godt Skrivepapir dengang var dyrt, skulde Børn først kunne skrive Bogstaverne tydeligt paa Tavle, førend de fik Tilladelse til at faa Skrivebog. Der var 2 Slags Papir dengang. Det simple kostede 1 Skilling Arket, men det var ikke saa godt at skrive paa som det bedste. Dette kostede 2 Skilling for et Ark. Det kaldtes Bikubepapir. I hvert Ark var en Bikube som Vandmærke. 2 Skilling for et Ark Papir var mange Penge dengang, og det var først, naar man kunde skrive ordentligt, at man fik Tilladelse til at kjøbe det, men da var det om at gjøre at kunne skrive rigtig net. For nu at faa saa meget som muligt skrevet paa Siderne i Bogen lærte man sig til at skrive Bogstaverne smaa og Linierne tæt sammen. Det var en fast Regel at skrive hveranden Side med latinske og hveranden Side med danske Bogstaver. Til Regning brugtes Gramers Regnebog. Naar man først havde gjennemgaaet de 4 Specier i ubenævnte og benævnte Tal, begyndtes med Regula de tri i hele Tal, derefter Brøk. Nielsen indførte som fast Regel, at naar man begyndte i Regula de tri, skulde man have Gifferbog, hvori hvert Regnestykke blev indciffret. Dette forklarede han for os var af største Vigtighed, naar vi senere hen i Livet skulde benytte Regning, og maaske for Størstedelen havde glemt det; vi kunde da kaste op i Gifferbogen og se Regnemaaden. Det var en god Indretning af Nielsen. Havde jeg ikke haft min Gifferbog, havde jeg nok for det meste glemt at regne med Brøk og havde ikke kunnet give mine Børn nogen Vejledning heri. Saasnart vi kunde skrive Sammenskrift nogenledes godt, fik vi Tabeller at skrive efter. Disse Skrivetabeller var alle om den oldenborgske Kongestamme, begyndte med Christian den første, og helt op til Frederik 6te, og var en kortfattet Beretning om de vigtigste Begivenheder i hver Konges Tid. Nogen Retskrivning eller Stilskrivning var der aldrig Tale om. Grammatik heller ikke. Komma og Punktum blev nævnt, at vi skulde sætte, men de øvrige Adskillelsestegn hørte vi aldrig noget om. Naar vi blot skrev akkurat efter Tabellen og skrev smukt og rent og ikke fik Blækklatteri Bogen, saa var alt godt. Jeg har ofte senere tænkt paa, at det var mærkeligt, at Nielsen, som ellers var en streng Lærer, ikke forklarede os Reglerne for at skrive korrekt. Jeg kan imidlertid ikke erindre, at han nogen Gang forklarede os, hvor vi skulde bruge store Bogstaver. Naar jeg senere skulde skrive noget, havde jeg intet Kjendskab til, hvad der skulde begyndes med smaa eller store Bogstaver. Den Smule, jeg kan, har jeg lært af mine Børn. Derimod blev vi godt øvede i at stave udenad. Nielsen fremsagde korte og lange Stavelser, som vi saa skulde stave højt udenad. Ord fra l til 8 à 9 Stavelser. Dette skjærpede Tænkeevnen. Vi fik ogsaa andres Haandskrifter at læse, for at lære os til at læse andres Breve. Nielsen havde en lille Fløjte, som han blæste i, naar Timen skulde begynde og ende; den var ikke større end, at den kunde have Plads i Vestelommen. Et Stød i denne Fløjte, ”Pivva”, gav en skarp skingrende Lyd. Til at revse med brugte han en Tamp, men den var kun lille. Ørefigener uddeltes ogsaa af og til. Jeg fik aldrig af Tampen, men han havde en anden Maade at straffe paa, som Børn var meget mere bange for end Tampen, og det var at lade os ligge paa Knæ. I Skolestuen var en stor Bilæggerovn (Vindovne kjendtes ikke), og den ene Kakkelovnskrog brugtes til at ligge paa Knæ i. Det var kun sjælden, at den Straffemaade kom i Anvendelse, men skete det, var Skammen des større. |
Fra Christoffer Willerups kort af Allinge 1858, udsnit med Allinges første skole, opført 1827. Skolens første lærer til 1831 hed Johannes Nielsen.
Jeg
maatte ogsaa ligge paa Knæ engang, ikke i Kakkelovnskrogen, men midt i
Døren til Forstuen. Anledningen hertil var følgende: Hver Dag, naar
Skolen hævedes om Eftermiddagen, sang vi Salmen ”Saa ender jeg nu denne
Dag og ender den med Glæde«. Naar vi sang, stod vi alle opstillede i en
Række paa Gulvet. Jeg kom saaledes engang til at staa ved Siden af en
Pige, Marie hed hun; Faderen hed Lars Andersen. Hun lever endnu som Enke i Allinge. Midt under Sangen hviskede hun til mig, om vi ikke skulde bytte Grifler. Jeg glemte at synge for at underhandle og bedømme Fordelen ved denne Griffelbytning. Pludselig bliver jeg greben i Haartoppen. Nielsen havde lagt Mærke til, at jeg havde andet at varetage, og var gaaet bag om en Bænk og kom, uden at jeg anede noget, og greb mig i Haaret og bar mig i Haartoppen, saa jeg ikke kunde røre Gulvet med Fødderne, hen til Døren og befalede mig at ligge paa Knæ paa Dørtærskelen. Her skulde jeg ligge, til alle Børn var ude af Skolen. Pigen fik ingen Straf. Formodentlig har Nielsen ment, at jeg var den mest skyldige. Da nu Sangen var endt, maatte de andre Børn gaa forbi mig. Da alle var ude, fik jeg Tilladelse til ogsaa at gaa. For mit Vedkommende endte jeg sandelig ikke denne Dag med Glæde, som Sangen lød, thi aldrig i hele min Barndomstid følte jeg mig saa ulykkelig og skamfuld som dengang. Da jeg kom ud paa Gaden, løb jeg hjem saa stærkt jeg kunde. Mærkeligt nok var der ingen af de andre Skolebørn, der senere sagde et eneste Ord til mig herom. Formodentlig har de alle haft den Følelse, at jeg blev altfor haardt straffet for min Uagtsomhed. Heller ikke vidste de andre, som stod og sang, hvad jeg havde gjort, der fortjente en saadan Medfart. Maaske de, da de fik det at vide, har syntes, at her var Nielsen for streng. Om mine Forældre fik det at vide, ved jeg ikke. Jeg skulde nok vogte mig for at sige det, og de talte aldrig til mig derom. Skolen havde nogle Landkort, som hang paa Væggen. De var kun smaa, maaske omtrent 3 Kvarter høje og noget smallere. Der var kun en 2 à 3 Stykker. Et af disse var over Danmark, de andre 2 husker jeg ikke nu. Nogle Geografier var der ogsaa. At læse i Geografi og læse paa Landkort foretoges i Læsetimen. Dengang brugtes Fjerpenne til at skrive med. Naar Skrivetimen begyndte, havde Nielsen travlt med dels at skjære ny Penne og dels at spidse gamle. De noget ældre Børn øvede sig i at skjære Penne selv. Gode Gaasefjere var en meget søgt Artikel. De bedste Pennefjere var dem, som Gæssene tabte i den Tid de fældede. Vi søgte altid paa Gader og Udmark, hvor der gik Gæs, for at finde Pennefjere; det er de største Fjer, der sidder i Vingen. Børnene, som skulde lære sig til at skjære Pen, maatte altsaa have en skarp Pennekniv. At skjære en god Pen skulde der Øvelse til. Først skar man den yderste Spids af Fjeren, saa tog man med Pennekniveskaftet, hvori der i Enden sad en 1/2 Tomme lang Tap, og stak den i Fjeren, efter først at have skaaret et lille Snit paa langs i Fjeren, og gav et Ryk, hvorved der fremkom en Split i Fjeren. Nu skulde Pennen videre skjæres for at faa den Facon, som vore Staalpenne nu har. Naar Pennen blev sløv, skulde den spidses; blev Splitten til sidst for kort, maatte man atter give den et Ryk med Knivskaftet og saa skjære Pennen til, og hermed kunde man vedblive helt op til Roden af Fjeren. En god Fjerpen var behagelig at skrive med, men da de var blødere end Staalpenne, skulde man helst være let paa Haanden. De Tavler, vi havde dengang, var i Reglen større end vore nuværende og med stærke Rammer om. Regnetimen var den, jeg holdt mest af. Jeg fattede hurtigt og kom snart langt hen i Gramers Regnebog. Da Facit her staar anført under hvert Regnestykke, kunde man altid selv se, om man fik det rigtigt, og det var altid en Glæde, naar man fik et stort Regnestykke rigtigt. Jeg havde til Sidekammerat en Søn af Peder Kofod til Slotsvangegaard, som hed Mads; vi fulgtes temmelig ens i Regnebogen, men det kom af, at jeg i 2 Somre vogtede Køer og saa atter kom i Skolen efter Høst. Han var ogsaa lidt borte fra Skolen om Sommeren, men ikke saa længe som jeg. Naar jeg saa kom i Skolen, var han forud for mig, det kunde jeg ikke finde mig i, og snart var jeg atter lige med ham, og derefter forud. Denne Mads Kofod kom senere paa Latinskole i Rønne, blev Student, læste Theologi, skulde være Præst, men døde forinden i en ung Alder. Da Nielsen 1832 blev forflyttet til Klemensker, blev Bohn, som endnu lever i Allinge, antaget til midlertidig Lærer. Han var dengang maaske en 18 à 19 Aar, havde ingen Examen, og det, han kunde, var kun lidt. Da han selv kun kunde regne de 4 Specier og ikke havde Begreb om Brøkregning, kunde han ikke forklare eller vejlede mig noget. Jeg var dengang i Thararegning og kom altsaa ikke videre. Min Fader fandt nu paa, at jeg skulde hen til Hans Grønbech, som ejede en Stubmølle Syd i Byen, for at lære at regne mere hos ham. Han var nemlig dygtig i Regning og Skrivning. Jeg kom ogsaa derhen og begyndte, men det blev ikke til noget. H. G. skulde passe Møllen, og jeg sad i Stuen, hvor der løb en 5 à 6 Smaabørn, og jeg kunde ikke faa Ro til at passe min Regning. Noter: (efter udgiveren, lektor Lind) 3. juli 1821 bevilgede Kancelliet, at ”Student og Borger i Allinge Johannes Nielsen ansattes som Lærer i Allinge-Sandvig mod, at han, da ingen Skolebygning haves, overlader sin Dagligstue med Varme om Vinteren til Skolestue mod passende godtgørelse – saalænge den gamle Degn Schor lever – men at han siden befordres til Skolelærer og Kirkesanger”. 22. november 1823 tillader Kancelliet, at han benytter ”den indbyrdes Undervisningsmetode”. 1824 bestemmes, at ”der i Allinge opføres en Skole tæt ved Kirken” (Karl M. Kofoed: Bornholms Kirkehistorie II, s. 140. Esper Hansen Bohn, f. i Vestermarie 13. december 1809, blev 1827 omgangslærer i Olsker, 1831 konstitueret lærer i Allinge. 1835 bestyrer af en lille skole i Rønne. Efter 1837 at have taget lærereksamen ved Jonstrup Seminarium blev han samme år konstitueret og i 1840 kongelig ansat lærer i Allinge, hvor han virkede til 1876. |
Allinge Skole 1886. Pigen ø. t.v. er forfatterinden "AK", Agnes Kaas, som har skrevet om livet i Allinge for 60 år siden i Jul på Bornholm 1944, 1946, 1947, 1948, 1949, 1950, 1951 og 1952. Se mere om skolebilledet HER. Dette billede er pt. det eneste, vi ved er taget ved den gamle skole fra 1827 i Allinge, men som man ser er det taget formentlig i skolegården med et plankeværk som baggrund.
En lille beretning om skolelivet i Allinge i anden halvdel af 1800årene af AK. Uddrag fra Jul på Bornholm, ”Allinge for 60 Aar siden” II, 1946.
Før i Tiden gik baade Børnene fra Allinge og fra Sandvig i Skole her; der var ingen Skole i Sandvig. Min Mor var fra Sandvig, og hun havde gaaet i Skole i Allinge; der var i hendes Barndom kun een Lærer for begge Byernes Børn. Han kunde selvfølgelig ikke overkomme at undervise dem alle alene, saa de store Børn i Skolen maatte undervise de mindre og hjælpe dem til Rette. Mellem skolens to Klasseværelser var der en Dør; om Morgenen blev den lukket op, og Førstelæreren stod i Døren og sang for til Morgensalmen for begge Klasser. Børnene var delt i fire Klasser, og vi gik i Skole hveranden Dag, 1. og 3. Klasse den ene Dag, og 2. og 4. den næste. Vi sad ved lange Skoleborde med Plads til 6-7 Børn. Gulvet i Skolestuen var skuret og strøet med Sand. Alle Børn havde Træsko paa, naar de gik i Skole, og dem beholdt vi paa inde i Skolestuen. Der var lange Knagerækker til at hænge Tasker og Tøj paa. Dengang brugte man Fjerpenne; Læreren skar Penne til Børnene, og i Stedet for Klatpapir havde man et lille Kar med Sand til at strø paa Skriften for at faa Blækket tørt. Skolelæreren solgte Penne til Børnene, men naar vi kom med vores Enøre og vilde købe en Pen, prøvede han først den gamle; hvis den kunde bruges, fik vi ingen ny Pen at købe. Vi skulde være sparsommelige med alt. Der var Børn i Skolen, som fik sat nyt Papir ind i deres Skrivebogsomslag; saa sparede de at købe »Bijned«, selvom det ikke kostede ret meget. |
Der var en Skolelærer, der bandt Bøger ind; han plejede at give Børnene smaa Stykker han fik tilovers af det brogede Papir, han brugte til Bindet; de var gode til Bogmærker. Ellers plejede vi at lave Bogmærker af Uld, som vi plukkede af vore trekantede Livsjaler; nogle havde røde, andre brune, andre grønne Sjaler. Den Uld, vi plukkede af, blev presset og lagt i Striber, rødt i Midten, og saa skiftede Farverne. Det var nu forbudt hjemmefra, men naar vi fik Uld af andre, maatte vi selvfølgelig give igen. I Skolegaarden var der en Klatremaskine; derude havde Drengene Gymnastik. Hesten til at springe over stod i Skolens Brændehus., hvorfra den blev slæbt ud, naar den skulde bruges. Pigerne havde ikke Gymnastik dengang. Naar man kom for sent i Skole, skulde man staa indenfor Døren, til Læreren gav en Lov at gaa paa Plads. Under Trappen op til Loftet var der et Hul, som blev brugt til Skammekrog; der blev de sat ind, som var meget uartige. Skolelæreren brugte mange Spanskrør; der var hver Dag nogle Børn, der fik Klø i Skolen. Drengene brugte at smøre Løg paa Spanskrøret, naar Læreren ikke saa det; saa flækkede det, naar det kom i Brug. |