Vangegemmerhuset i Nexø

Den mig bekendt ældste fotografiske gengivelse af Vangegemmerhuset er dette (udsnit) af et billede af fotograf Johan Hansen, Nexø, vist 1880'erne. Nymølle ses til højre og Vangegemmerhuset til venstre i udkanten af Nexø, som det tydeligt fremgår her. Alleen er Rønnevej.
Sandstensbygning fra 1818. Fredet 1947.

Beskrivelse:
Vangegemmerhuset ligger lidt tilbagetrukket fra Gl. Rønnevej – i den vestlige udkant af Nexø. Vangegemmerhuset ligger i en lille have, som mod vejen afgrænses af en række høje lindetræer, og mod øst støder op til Nexøs gamle markjorder. I haven ligger tillige en lille lokumsbygning og en brønd med brøndhus af sandstensfliser.

Vangegemmerhuset er en enetages, grundmuret bygning af sandstensbrokker med sorttjæret sokkel, hvidkalkede mure og let opskalket, teglhængt rødt heltag med halvvalmede gavle. I rygningen er to høje, hvidkalkede skorstenspiber med sokkel og krave. I nordsiden ses to indgangsdøre, som er ældre, todelte revledøre med ældre beslag og klinkefald, dog er den vestre dør blændet på indersiden. I begge gavle er en nyere, men traditionelt udført revleluge. Vinduerne er nyere, men traditionelt udførte et- og torammede vinduer med små ruder og nederst forsynet med en afrundet vandnæse af træ. Samtligt træværk er malet rødt.  

Indvendigt er den ældre planløsning bevaret med to små forstuer, en central, gennemlyst stue, et badeværelse og et værelse mod vest samt et køkken og et depotrum mod øst. Fra den østre forstue fører en ældre, stejl ligeløbstrappe op til det uudnyttede tagrum. I tagrummet ligger der brædder på gulvet, tagstenene er understrøgne og frit i rummet ses de to skorstene. Stueetagen fremtræder overvejende med en traditionel materialeholdning, der er klinkegulve og bræddegulve, pudsede vægge og i loftet er bjælkerne og loftbrædderne med lister synlige. Dog ligger der vinyl på badeværelsesgulvet og i den vestre forstue. Der er bevaret flere ældre bygningsdetaljer, herunder revledøre med ældre beslag og klinkefald, og i køkkenet er bevaret et muret ildsted ligesom der under håndvasken ligger gamle hasleklinker.

Bygningshistorie:
Vangegemmerhuset lå oprindeligt et lille stykke uden for byen ved Nexøs vestre lund. Vangegemmerhuset, der blev opført i sandsten, hører til blandt de første grundmurede huse i Nexø og menes opført i slutningen af 1700-tallet eller begyndelsen af 1800-tallet. Huset var vigtigt for fællesdriften af byvangen, der kunne benyttes til græsning for borgernes husdyr frem til 1. maj. Efter den dato blev byvangens enkelte lodder opdelt til planteavl, og byvangen blev først åbnet for græsning efter høsten.

Vangegemmeren, der var ansat af byen, sørgede for at holde opsyn med byvangen. Han blev aflønnet med en kombination af grundløn og provision. Provisionen fik han, hvis han indfangede løsgående dyr. Det var nemlig vigtigt at holde dyrene væk fra at græsse i de kostbare afgrøder.

Vangegemmeren holdt også øje med, at der ikke blev skåret tørv i Ferskesø. Hvis det alligevel skete, skulle han konfiskere tørvene, som han så måtte beholde halvdelen af. Tillige skulle han sørge for at åbne og lukke leddet ved indfaldsvejen, så dyrene ikke slap ud på udmarken.

Nexø Kommune ejede Vangegemmerhuset fra 1818 til 2001, og de husede forskellige mindrebemidlede folk i det lille hus. I 2001 kom Vangegemmerhuset i privat eje og anvendes i dag til beboelse.
I 1980'erne blev der lagt gule klinker på gulvet i køkkenet og depotet. I 2012 blev taget omlagt. På nordsiden blev de bedste af Vangegemmerhusets egne ældre tagsten lagt, mens de øvrige sider fik ældre tagsten fra andre bygninger. 

Kilder:
Nexø Historiske Huse og Byens Borgere, Købstad 650 år. Robert Egevang, Nexø Museum, 1995.
Bornholm, Atlas over byer, bygninger og miljøer. Kulturarvsstyrelsen, Kulturministeriet i samarbejde med Bornholms Regionskommune.

Miljømæssig værdi:
Den miljømæssige værdi for Vangegemmerhuset knytter sig til bygningens beliggenhed i udkanten af Nexø ved den gamle indfaldsvej fra Aakirkeby og Rønne samt den nære tilknytning til den store, åbne byvange mod øst. Samspillet mellem bylunden – Nexøs gamle markjorder – og Vangegemmerhuset er enestående. Hertil kommer haven med de store lindetræer langs vejen, der oprindeligt var en del af allébeplantningen langs Gl. Rønnevej, den lille fritliggende lokumsbygning samt brønden med brøndhus af sandstensfliser, som oprindeligt var forsynet med en vippeanordning. Disse elementer udgør tilsammen et enestående og autentisk kulturmiljø omkring den lille tjenestemandsbolig. 
Kulturhistorisk værdi:
Vangegemmerhusets kulturhistoriske værdi knytter sig til, at det er det eneste bevarede af oprindeligt tre vangegemmerhuse i Nexø. De lå alle ved indfaldsvejene til Nexø: fra nord – Svaneke, øst – Rønne og syd – Dueodde. Bygningens placering ved indfaldsvejen beretter om den ene af vangegemmerens funktioner, nemlig at åbne og lukke leddet for de forbipasserende. Hertil kommer placeringen ved byvangen, der vidner om, at vangegemmeren ligeledes skulle holde opsyn med borgernes kreaturer og afgrøder. Vangegemmerhuset er således et bevaret vidnesbyrd om dengang Nexø var en by beboet af landmænd og fiskere, og dokumenterer således en vigtig del af Nexøs fortid. 

Den kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til Vangegemmerhusets materialeholdning, idet både beboelseshuset, lokumsbygningen og brøndskuret er opført af sandstensbrokker, som vidner om Nexøs tidligere storhedstid som leverandør af sandsten til byggematerialer. Frederik V (1723-1766) åbnede i 1754 et stenbrud på Bornholm, og den smukke rødlige Nexøsandsten blev et vigtigt byggemateriale i anden halvdel af 1700-tallet. Sandstenen blev brudt og udskibet i store blokke. Ved brydningen opstod mange broksten, der ikke kunne sælges, men som i stedet blev anvendt som et lokalt byggemateriale, hvilket man også kan se i Vangegemmerhusets ydervægge. 

De to indgangsdøre og de to skorstenspiber vidner endvidere om, at der på et tidspunkt har boet flere familier i det lille hus. Hertil kommer, at lugen i østgavlen vidner om, at tagetagen blev brugt til opmagasinering af korn og afgrøder. Den lille luge i vestgavlen er et vidnesbyrd om, at man tillige opbevarede master i tagrummet.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den ældre planløsning, herunder i særdeleshed de to små forstuer og køkkenet med det opmurede køkkenildsted mod øst samt, at tagrummet på traditionel vis er uudnyttet. Hertil kommer de ældre bygningsdele som den stejle ligeløbstrappe, skorstenene, de synlige bjælker og loftbrædder med lister, revledøre med ældre beslag, hængsler og klinkefald, der alle er med til at understrege bygningens alder. 

Arkitektonisk værdi:
Den arkitektoniske værdi ved Vangegemmerhuset knytter sig til bygningens fremtræden som en enkel og sluttet bygningskrop med gedigne, metertykke mure, ubrudte tagflader og høje skorstenspiber i rygningen. De kalkede mure fremtræder med en rig struktur fordi strejflyset spiller i den ”levende” overflade som sandstensbrokkerne tildeler facaderne. Sammen med den enkle farvesætning giver det bygningen en nærmest prunkløs og asketisk fremtoning. Dette understreges ved fraværet af tagrender, hvor tagets afslutning således er fuldt synligt med et delikat udtryk til følge. De smårudede vinduer og de enkle døre og luger giver en virkningsfuld kontrast til det rustikke murværk og tildeler bygningen en helstøbt fremtoning. Den eneste detalje af pyntelig karakter i Vangegemmerhuset er skorstenene som afsluttes af en trinvis fortanding.

Bærende fredningsværdier:
De bærende fredningsværdier ved Vangegemmerhuset knytter sig i det ydre til den fritliggende bygningskrop med metertykke sandstensmure og rødt, teglhængt heltag med halvvalmede gavle og to hvidkalkede, høje skorstenspiber i rygningen samt de ubrudte tagflader. Hertil kommer den enkle farveholdning med sorttjæret sokkel, hvidkalkede mure og rødmalet træværk samt de traditionelt udførte vinduer og luger og de ældre revlehalvdøre med samtlige detaljer. Endvidere kommer den traditionelle materialeholdning.  

De bærende fredningsværdier ved Vangegemmerhuset knytter sig i det indre til den ældre planløsning og de ældre bygningsdetaljer, herunder loftstrappen, skorstenene, de synlige bjælker og loftbrædder med lister, revledørene med ældre beslag, hængsler og klinkefald samt ildstedet i køkkenet. Endelig kommer den traditionelle materialeholdning. 

Kilde: HER.
Vangegemmerhuset, Rønnevej 1, matr. nr. 337a. Foto ukendt. BM.
Tekst fra Robert Egevang (opdateret): Nexø. Historiske Huse og Byens Borgere. Købsted i 650 år. Nexø Museum 1995:
"Vangegemmerhuset lå tidligere et lille stykke uden for byen "ved byens vestre lund". Det blev opført i 1818 af sandsten. Indretningen var til beboelse for vangegemmeren eller ledvogteren, der skulle åbne og lukke leddet for passerende samt sørge for, at der ikke løb kreaturer ud i udmarken. Den fredede bygning står stort set som ved opførelsen for 200 år siden og den er et smukt minde om dengang, da Nexø i nok så høj grad var en by beboet af landmænd som af fiskere. Dens placering ved indfaldsvejen fra Aakirkeby og Rønne er særdeles malerisk og det er en guds lykke, at den lille trekantede lund endnu er ubebygget. Fra 1818 til 2001 ejede Nexø Kommune bygningen, som siden da har været i privateje.
Et af Vangegemmerhusets vinduer, fotograferet i forbindelse med en restaurering i 1989.
Vangegemmerhuset, det sidste af oprindelig tre vangegemmerhuse i Nexø. Fotograf (formentlig) H.P. Holm, Rønne. 1951. (På kortet er noteret F.H. Holm). BM.

Opråb om Vangegemmerhuset, pas på det - publiceret i Bornholms Tidende i 2011

Kenn Erik Bech: Vdr. Vangegemmerhuset. Denne artikel stod i Bhs Tidende, tror det var i 2011: - med overskriften:
Nexø’s gamle kulturperle forfalder

Huset ser ellers ikke ud af så meget, som der ligger der ved den gamle indkørselsvej til Nexø fra vest. Her kom den hestetrukne postvogn fra Rønne til Nexø forbi med breve til byens borgere, og hvor den nærliggende gade, Gammel Postvej, giver minder om det. Men den 200 år gamle bygning er en af Nexøs ældste bygninger og fortæller om den tid, hvor Nexø var landbrugets by med avlsbrugere, masser af køer, grise og gæs i de plørede stræder, og hvor Vangegemmerhuset, som er navnet på bygningen, spillede en stor rolle.

Vangegemmerhuset blev fredet i 1947, og ejedes indtil for nylig af Bornholms Regionskommune, huset har de sidste årtier fungeret som bolig for forskellige lejere, men står tomt nu, og ser lidt forfaldent og tomt ud. Kalk er der ikke meget tilbage af på murene. Bygningerne er ellers en vigtig del af Nexøs byhistorie, og den gamle kulturperle, der ligger beskedent med udsigt til Nexøs gamle markjorder, er på Kulturarvstyrelsens liste over fredede bygninger.

Nexøs fortid
Det gamle hus dokumenter en af del af Nexøs fortid, og derfor hører huset med til byens kulturmiljø, og er blandt de første grundmurede huse i Nexø.
Huset var vigtigt for fællesdriften af byvangen, som blev benyttet til græsning for borgernes husdyr frem til 1. maj. Efter den dato blev byvangens enkelte lodder nemlig opdelt til planteavl, og blev først åbnet igen for græsning efter høst. Den 1. maj skulle de, der havde jord i vangen, personligt møde op, alt kvæg skulle nu uddrives og gærder og led efterses. Hvis der derefter fandtes noget kvæg i vangen uden vogterdreng, skulle vangegemmeren, eller den der indfangede det, havde fire skilling hver, samt dele beløbet med de fattige. Den dag i dag går der om sommeren heste og græsser i de gamle fællesarealer mellem det nu nedlagte Nexø Vandværk i Piledamstræde og Vangegemmerhuset. Arealer, der heldigvis ikke er blevet bebygget.

Uden om Nexø gik i 1600- og 1700-tallet dette gamle gærde, der afgrænsede byen. Tre steder var der tidligere Vangegemmerhuse. Her var der et led ved siden af disse huse, og kun her kunne man komme ind og ud af byen med hestevogn. Der var ved Ibskervej, ved Søndre Landevej ved Skovholt og ved Gammel Rønnevej, hvor det ene vangegemmerhus altså stadig ligger.

Vangegemmer betyder vangevogter, her sørgede den af kommunen ansatte vangegemmer, at holde styr på dyrene, så de ikke slap igennem de tre gærder, eller hegn, og ud til den gode jord i udmarken med landbrugsafgrøderne beliggende udenfor bygrænsen.

200 køer i byen
Indenfor bygrænsen lå der i gamle dage omkring 30 landbrugsgårde, hvilket dengang svarede til 200 køer foruden ungkvæg. Sikkert ikke vellugtende, men kokasserne gav også billigt brændsel, vigtigt for de fattige familier.

Avlsbrugerne havde deres jordlodder ude ved steder, som eksempelvis hvor Nexø Skole i dag ligger, ved Langedebyvejen og på Kongens Mark på Balka, hvor de lejede løkker til deres køer og får. Noget af dette forsatte næsten helt op til vor tid, og stoppede først for omkring 60 år siden.
At være vangevogter, ledvogter eller vangegemmer, og få lov til at bo i Vangegemmerhuset var ikke nogen guldgrube, og vangegemmeren måtte tjene penge andre steder. Ofte var det så konen, der holdt øje med leddet. Folketællingen fra 1854 er et eksempel på det. Her betegnes den 61-årige vangegemmer Jens Andersen også som skomager. Godt for familien var det, når de fik fat i en ko eller en gås, der havde forvildet sig ind i forbudt område, så faldt der en ekstra skilling af, der kunne supplere den lave grundløn. Vogteren skulle også holde øje med, at der ikke blev skåret tørv i Ferskersø. Hvis det alligevel skete, skulle han konfiskere tørvene, som han så måtte beholde halvdelen af.
Skæmmende
Selve bygningen er original, bygningskroppen har materiale af sandsten. Skorstenene er bemærkelsesværdige med den trinvisse fortanding. Det samme gælder gavlen mod vest, hvor vinduet og den lille lem er trukket frem og flugter med murværket. Bygningseksperter har dog tidligere nævnt, at det virker skæmmende, at gavlen har et uheldigt vindue samt et metalrør til installationer. Ellers er huset blevet kaldt velproportioneret, og det understreges yderligere af den gamle vippebrønd.

Fredede og bevaringsværdige bygninger
Den danske bygningskultur som den findes i byerne og på landet er en væsentlig og meget synlig del af den danske kulturarv. Blandt de omkring 4 mio. bygninger i landet er ca. 9.000 bygninger fredet og omkring 300.000 vurderes at have bevaringsværdi.

Forskellen på en fredet bygning og en bevaringsværdig bygning er, at de fredede bygninger har særlige arkitektoniske eller kulturhistoriske kvaliteter, der fortæller om betydningsfulde perioder i landets historie - de kan siges at have national betydning. De bevaringsværdige bygninger kan på samme måde fortælle om byggeskik, arkitektur og kulturhistorie, men på et regionalt eller lokalt plan. En fredning gælder hele bygningen, ude som inde, medens en udpegning som bevaringsværdig alene gælder bygningens ydre.

En anden forskel mellem fredede og bevaringsværdige bygninger er, at det er staten, og her menes kulturarvstyrelsen, der er ansvarlig for de fredede bygninger, mens det er kommunen, der tager sig af de bevaringsmæssige.

Solgt til privat
Økonomi- og Erhvervsudvalget godkendte et salg af Vangegemmerhuset på et møde i oktober 2010 og ejendommen blev efterfølgende overtaget omkring 1. december 2010. Vangegemmerhuset ejes således ikke af Bornholms Regionskommune længere, men er nu i privat eje, oplyser Leif Gregersen, afdelingschef for Byggeri og Plan i Regionskommunen. Det har ikke været muligt forud for denne artikel, at få oplyst hvem ejeren er.
Når en bygningen er fredet betyder det også, at ejerne, såvel de private som de offentlige, skal holde bygningen i forsvarlig stand, og at både udvendige og indvendige ændringer, der går ud over almindelig vedligeholdelse, kræver forudgående tilladelse fra Kulturarvstyrelsen.
Hertil siger Leif Gregersen, at Bornholms Regionskommune ikke er kontrollerende på vegne af Kulturarvstyrelsen. Kulturarvstyrelsen forholder sig til fredningen og BRK forholder sig til Byggeloven og Bygningsreglementet, siger Leif Gregersen.

Selv om det er en private ejer, der nu har ansvaret, forventer vi dog, at hvis noget skulle gå galt, eller hvis forholdene ikke er lovlige, at kommunen retter henvendelse til os, og så vil vi reagere på det, oplyser Bent Friis fra Kulturarvstyrelsen. En bevarelse af disse særlige bygninger er jo en fælles interesse for os alle, tilføjer Bent Friis.

Beskrivelse af Vangegemmerhuset i 1986, af Jens Riis Jørgensen

Vangegemmerhuset, Rønnevej 1, matr. 337a. Nexø Bygrunde.
Vangegemmerhuset:  Bygningsbeskrivelse: Huset er grundmuret af sandsten i temmelig tykke mure på en sokkel af samme materiale. Det er i en etage med heltag og består af fem bjælkefag eller otte spærfag. Sandstene er i flager lagt op i lermørtel og murene står en smule på stred. De er pudsede og hvidkalkede med rødmalede vinduer, døre og luger. Vinduerne har alle seks ruder i rammerne. Undergavlen mod vest har et torammet vindue i midten, og oven over sidder en meget lille træluge. Her er der spor efter en tidligere lidt større åbning. Gavlen har afrundede konsolagtige udkragninger ved tagfoden.

Nordsiden mod Rønnevej har fra vest et enkeltrammet vindue til et tidligere mindre køkken efterfulgt af en forstuehalvdør. Den kraftige karm har et profil med halv staf og forekommer ret gammelt. I midterfaget sidder et torammet vindue til stuen, og endelig er der endnu en halvdør til en køkkenforstue. Selve døren er ganske ny, karmen indbefattet. Den østre gavl har et enkeltrammet vindue i midten til et køkken forneden og lige oven over sidder en bræddeluge. Ved tagfoden er der afrundede, konsolagtige udkragninger.

Sydsiden har et torammet vindue i midten til den gennemgående stue samt et tilsvarende vindue i enderne til hver sit værelse. Taget er opskalket og belagt med håndstrøgne vingetegl. Det er halvafvalmet ved begge gavle. Op til skillerummet efter andet fag fra øst er bevaret en åben skorsten i køkkenet. Den står lidt forskudt mod syd, svarende til at skorstenspiben bryder taget umiddelbart op til tagryggen på denne side. Piben er nyligt sat om og er meget høj. Den afsluttes af en udkragning og er kalket hvid. Op til valmen over gavlfaget i vest sidder en ældre skorstenspibe med sokkel og krone. Den er ligeledes hvidkalket. Huset ligger mellem høje træer på trekanthjørnet mellem Rønnevej og Gammel Postvej med en lavereliggende eng bagved mod øst.

Nord for huset er bevaret en gammel vippebrønd med fire sammenstillede brændvanger af sandsten. En stage er fastgjort til en løftestang, der har en sandsten som vægtsten, og stangen ligger i en kraftig tveje. Ud for østre gavl står et lokum, bygget i sandsten med tag af vingetegl. Ved sydsiden er en lille have med hæk omkring.

Ejere:
1818-dd. (1987) Byen Nexø, siden kaldt Nexø købstads kommune, Nexø Kommune. Ejendommen er siden solgt privat.
Bygningshistorie: "Ar 1818 den 31. December have undertegnede Taxations-mænd O. Strand og A.M. Lund med byskriver Marckmanns assistance efter Opmeldelse foretaget taxation over et ved Byens vestre Lund uden for Byen opført Vangegemmerhus..."

Disse linier fra brandtaksationsprotokollen giver sammen med landinspektør Henning Petersens matrikelkort over Nexøs vang og udmark husets opførelsesår. Kortet, der blev opmålt og tegnet i 1817, har nemlig ikke huset med, så det blev altså bygget i 1818. Protokollen beskriver videre huset som fire fag mur af brokker - underforstået af sandsten -, tegltag, skrågavle, bræddeloft, bræddegulv i tre fag, overtømmeret af eg og fyr, indrettet til stue, kammer og køkken. Med skrågavle menes afvalmning.

Ved den generelle omvurdering til brandkassen i 1867 er desuden nævnt en skorsten, der stod åben til køkkenet. I dette hus boede vangegemmeren eller ledvogteren med sin familie. Han passede byens vestre led mellem udmarken og byvangen. Udmarken var fælles græsningsareal og dyrene skulle ikke rende ud på markerne i vangen, hvorfor han måtte åbne og lukke ledet, når folk passerede. Senere hen i 1800-tallet indrettede man en mindre lejlighed i de et og et halvt vestre fag. Fra nord ledte en dør ind til en forstue. Herfra og ud til gavlen blev lavet et lille køkken med en smal, åben skorsten. Endelig var der en stue med vindue mod syd og vest. Skillerummene i den øvrige lejlighed er muligvis blevet rykket noget, idet de nok fra starten har fulgt, bjælkerne mere. I dag ligger der fire bjælker frit svarende til fem fag eller rum, der er lidt uregelmæssige.

Huset blev i 1818 beskrevet som fire fag langt. Det er imidlertid ikke blevet forlænget, idet man også dengang målte huset op, og den indvendige længde på fjorten alen dengang svarer ganske til længden i dag. Ved ombygningen kom et par vinduer til. Ved ombygningen kom formentlig nogle ekstra vinduer til. Bygningen har ikke ændret sig væsentligt siden, som det blandt andet fremgår af en nyvurdering til brandforsikringen i 1932. Da stod murene som nu kalket udvendigt. Køkkenforstuen i øst og køkkenet havde da gulv af sandsten, som har været oprindeligt. Resten havde bræddegulv, også den vestre forstue, der ikke forekommer oprindelig. Lågen i øst-gavlen fandtes ikke i 1951, da huset blev fotograferet.

Huset blev restaureret i 1983, hvorved kalk og puds blev vasket ned. Man undersøgte, om det var muligt at lade bygningen stå i rå sandsten, som den måske nok har gjort i begyndelsen. Men da sandstenen er ret porøs, lader den let regnvand trænge igennem, for ikke at sige, at den ligefrem suger vand til sig. Selv om kalk og lermørtelfugerne optager fugtighed valgte man at spække og kalke huset igen.