Stephan Nyeland, 1845-1922. Hortonom. Vilvorde Havebrugsskole

Se en samling af hans stereoskopbilleder HER. Lokalhistoriks Arkiv for Gentofte Kommune har en stor samling vedr. Nyeland og Vilvorde, bl.a. HER.
Stephan Peter Nyeland, 12.9.1845-11.12.1922, havebrugsteoretiker sammen med Paul Cramy, havebrugslærer på Vilvorde, som han kaldte sin havebrugsskole på Skovlyst i Charlottenlund.  Her fotograferet i Stephan Nyelands have i Gudhjem. Lokalhistorisk Arkiv for Gentofte Kommune.
Vilvorde Havebrugsskole, foto fra Lokalhistorisk Arkiv for Gentofte Kommune. To portrætter af Stephan Nyeland, af fotograferne H. Diedrich og Carl Sonne, Kbh. Begge på KB.
Nyelands Hytte i Gudhjem, med hans fine, hvide buldog, som han havde fået forærende af prinsesse Marie. Foto formentlig Chr. A. Møller, Rønne (som hyppigt fotograferede i Gudhjem). Tilhører Gudhjem Museum.
Bornholms Ø-arkiv fik i begyndelsen af 2013 en rigtig fin samling stereobilleder med bornholmske motiver. (Se linket til dem øverst på siden). God kvalitet, fine, ukendte motiver. De var sendt til Bornholm af lokalarkivet i Gentofte uden supplerende oplysninger. Men da der blandt de 38 billeder var flere af Nyelandshytten i Gudhjem, var det ikke svært at finde frem til den tidligere ejermand. Og rigtigheden bekræftes af, at der er en hvid hund (!) på det billede der ses herover.

En af Gudhjems mange farverige sommergæster var Stephan Nyeland. Han ejede den berømte havebrugsskole Vilvorde i Ordrup Krat. Vilvordes historie startede i 1875, hvor Nyeland, 1845-1922, grundlagde Danmarks første havebrugshøjskole. Skolen fik navn efter en belgisk by, som Nyeland havde besøgt i forbindelse med sine studier der - og hvor ikke mindst hans hustru ”Marie Isabelle Caroline Willems Raman” kom fra. Hun var katolik, ud af det man kaldte ”god familie” og nær veninde til prinsesse Marie af Orlean, der var gift med Christians IX’s yngste søn Valdemar. Nyelands hustru, Marie Raman, døde i 1901, prinsesse Marie i 1909.

Blot få måneder efter indvielsen i 1875 brændte skolen ned. Det var en katastrofe og Nyeland var tæt på at opgive sin havebrugsdrøm. Men på opfordring af kong Christian IX, der havde set flammerne fra sin balkon på Bernstorff Slot, blev skolen genopført.
I 1905 - efter 30 år - blev Nyeland nødt til at forlade skolen pga. svigtende helbred.
Nyeland havde kastet sin kærlighed på Gudhjem allerede før 1890 og kom der jævnligt om sommeren. I 1903 købte han et hus i Gudhjem, som i dag er opkaldt efter ham – “Nyelandshytten”. 1904 købte han desuden to naturgrunde på Nørresand, hvor han anlagde haver og byggede en lille bjælkehytte oppe på bakken. Han kaldte stedet “Vilvordelille”. Han anlagde også Prinsessehaven, som Nyeland fik overdraget af Gudhjem Havnecommision og Gudhjem Bakkecommision - så længe han levede. Her blev plantet spændende sjældne planter og træer og haven var oprindelig anlagt med stengærder og havelåge – med lås – ud mod stien til Salene. Haven blev opkaldt efter prinsesse Marie og – som Peter Tiemroth fortæller i sin bog om Gudhjem i 9000 år, at – hun til gengæld forærede Nyeland en hvid buldog. Og se – det er denne, usædvanlige, hvide buldog, der bekræfter, at det kun kan være Stephan Nyeland selv, der har fået foreviget Nyelandshytten i Gudhjem – og i øvrigt af samme fotograf erhvervet en mængde stereobilleder fra Bornholm af rigtig god kvalitet.

Desværre opstod der mange trakasserier mellem Nyeland og medlemmerne af de nævnte commissioner om beskyttelse af haven.

I 1909 blev Nyeland træt af Gudhjem og flyttede til Christiansø, hvor han boede i det gamle bryggeri til sin død i 1922. (Anker E. Kofoed, der har skrevet om Christiansøs historie, besøgte øen og Stephan Nyeland i 1914 og det har han skrevet underholdende om i Jul på Bornholm 1971).
Udsnit af billedet herover. Det er Stephan Nyeland i kurvestolen sammen med den fine, hvide buldog. De andre personer er ukendte, vi gætter på at de to bagerst er ægteparret der hjalp ham, i Gudhjem og de to på fløjene er gæster.
Fra Gudhjem, fra Stephan Nyelands tid i fiskerlejet. Se en samling af hans stereoskopbilleder HER.

Stephan Nyeland på Christiansø 1909-1922.

Herover og til venstre to billeder fra Stephan Nyelands hjem på Christiansø, i det gamle bryggeri. Han kaldte sit hjem "Bellavista".
Til venstre billede af Nyelands soldaterhytte, som han kaldte "Sydvesten" på Christiansø. Lokalhistorisk Arkiv for Gentofte Kommune.

Det er herligt at se hans totalt overfyldte hjem, proppet med alt muligt fra et langt levet liv, antiminimalistisk, støvforagtende, satsende på et hjem med masser af hygge, minder og spændende sager. Jeg aner lige, bag palmen til venstre, et par fotografier af Nyelandshytten i Gudhjem.
Iflg. Anker E. Kofoed, jvnf. historien herunder, havde han fået flere af møblerne af den russiske zar - men hadede at få at vide, at hjemmet mindede om et museum.
STEPHAN NYELAND af Anker E. Kofoed, Jul på Bornholm, 1971.
Dagen efter min (Anker E. Kofoed) ankomst (til Christiansø) i 1914 aflagde jeg direktør Stephan Nyeland en visit. Han var imidlertid optaget af skriverier og bad mig komme igen den følgende dag. Han viste mig så sit højst mærkværdige hjem i det gamle bryggeri, som han på livstid havde lejet for 100 kr. om året og bekostet en del på for at gøre det beboeligt. Huset kaldte han "Bella Vista", og over døren stod på fransk "Gør godt, men omtal det ikke! " Døren bevogtedes forøvrigt af en bronzeløve, Thorvaldsens "Schweitzerløve" i mindre format. Mit besøg faldt ikke helt heldigt ud, fordi jeg - overrasket over alt hvad han havde samlet af møbler, billeder og antikviteter - kom for skade til at sammenligne huset med et museum, hvortil Nyeland med pibende stemme indvendte: "Nej, nej, sig ikke det, her er jo hyggeligt". Endeligt jamrede han noget på fransk hvoraf jeg kun forstod ordet "Confortable".

Flere af møblerne var skænket ham af den russiske zar, Alexander den III, og i et skab stod vinglas med indgraverede navne på de kongelige personer, som havde drukket af dem. Glassene gik i arv til prins Axel, hvis moder, prinsesse Marie af Orleans, havde været nær knyttet til Nyelands afdøde hustru, der var fra Belgien og var katolik ligesom prinsessen. Men Nyeland havde også andre glas, og heraf drak han hver dag til sin - ofte beskedne middag - en fin rødvin, og skønt han ved sin død nærmest var forarmet, efterlod han sig dog et lille parti af denne ædle drik. Nyeland var Grandseigneur lige til det sidste, og for at blive det måtte familien have drukket rødvin gennem mindst tre generationer. Da han var af købmandsslægt var dette forhold åbenbart i orden for hans vedkommende. Navnene på de kongelige personer, der havde besøgt Nyeland på Christiansø, blev malet med titler og dato - naturligvis på fransk - på loftsbjælkerne i et af husets henved 5 m høje værelser, kaldet "Kongestuen". De kongelige måtte selv finde vej til "Bella Vista", Nyeland mødte virkelig ikke op til modtagelse på havnen, hvor han jo ville træffe familien With, som han ikke kunne fordrage og derfor generede så godt han kunne, f. eks. klippede han styrefjerene af frk. Withs duer. Forholdet til den øvrige befolkning var ikke meget bedre, med postfører Lou ville han overhovedet ikke sejle, mens han betroede Sonne at bringe ham drikkevand fra Svaneke. Glemte Sonne at hente vand i Svaneke, tappede han blot af hanen på Christiansø, hvilket aldrig blev opdaget. At Nyeland i mange år havde sin ligkiste stående på loftet afrunder vel billedet af en særling, en dybt skuffet mand, som manglede evnen til at omgås folk og derfor næsten levede som eneboer i det store hus ved 101-trappen, hvori alt efterhånden forfaldt.
 En fiskerkone, Anenine Benneballe, der hjalp ham et par gange om ugen, var nok den sidste der kunne holde ham ud. Om en hjernebetændelse i barndommen har haft noget at gøre med hans mærkværdige mentalitet skal være usagt. Stephan Nyeland, der som nævnt var købmandssøn, blev født i Korsør i 1845 og kom efter skolegang på Herlufsholm og i Roskilde og efter faderens fallit i gartnerlære og blev en af sin samtids mest kendte hortonomer med en betydelig litterær produktion bag sig. Han havde eksamen både fra Landbohøjskolen og Vilvorde i Belgien. I 1875 grundede han en havebrugshøjskole i Ordrup, som han kaldte "Vilvorde" efter skolen i Belgien. Efter forskellige vanskeligheder forlod han skolen i 1905 og flyttede til Fredensborg, men boede om sommeren i Gudhjem i "Nyelandshytten". Også her udfoldede han sine gartnerevner ved anlæg af "Prinsessehaven" ved stien til Salne.

Da han i 1909 solgte Nyelandshytten til bankdirektør Rasmussen i Rønne, flyttede han til Christiansø, hvor han allerede havde en gammel soldaterhytte, som han havde givet navnet "Sydvesten". Den lå i en smuk have, Øboerne sagde, at Nyeland kunne få alt til at vokse. Selv om han næsten havde lukket sig inde i det gamle bryggeri, foretog han dog endnu en rejse til Belgien og i 1919 en sidste rejse til Korsika, hvor han ejede en hytte. Livet i det store, kolde hus under primitive forhold tog på hans kræfter og i 1920 blev han en dag fundet bevidstløs på gulvet i soveværelset, hvilket medførte at en nonne fra Rønne kom over for at pleje ham. Hans venner på Vilvorde mente dog, at forholdene på Christiansø var for ugunstige for hans helbred, hvorfor de kom over for at hente ham. Han nægtede imidlertid at tage med, nu han havde fået sin kære nonne. Først, da man ved hjælp af et fingeret telegram fik bildt ham ind, at nonnen skulle tilbage til Rønne, gik han ind på at følge med. Opholdet på Sjælland i 1920 og et senere i 1921 gjorde ham så godt, at han mente, han kunne tage tilbage til "Bella Vista", men i 1922 var han dog så svækket, at han måtte indlægges på Amtssygehuset i Rønne. Her døde han og blev bisat på Gentofte Kirkegård, hvor taknemmelige elever og medarbejdere smykkede graven med en mindesten. For Stephan Nyeland gjaldt - som for så mange andre - at fortrin og mangler uløseligt var knyttet sammen. Kendte man ham kun fra Christiansø, hæftede man sig udelukkende ved hans mangel på evne til at omgås andre og til at anerkende andre, foruden at man morede sig over hans særheder. Hans fortrin: Hans uhyre betydning for Danmarks - ja vel for hele Nordens - havebrug giver hans bøger, tidsskriftartikler og hans manuskripter i Landboskolens bibliotek derimod endnu et levende indtryk af.