Husmandsforening
"Husmandsforeningen" fotograferet ved Hammershus på Bornholm. Det kan være en sjællandsk husmandsforening, "De Samvirkende Sjællandske Husmandsforeninger", blev stiftet i 1902, ("De Samvirkende Bornholmske Husmandsforeninger", blev stiftet... i 1903). "De samvirkende danske Husmandsforeninger" blev oprettet i 1909-1910? Personen i midten ved kryds er iflg. tekst på billedets bagside snedker Hans Hansen fra Herluflille. Der står også, at udflugten enten var i 1908, 1910 eller 1912. Foto Th. Yhr, Rønne og Aakirkeby.
Jeg holder meget af dette billede. Med de mange slidere og hårdtarbejdende mennesker, som har været med til at lægge grunden til det velfærdssamfund vi har i dag. Her skal der festes, der er pyntet op til julefest og de rød-hvide flag eller faner er hængt dekorativt op. Det er naturligvis fanen i midten der afslører, hvor disse mennesker hører til: ”Ibsker Husmandsforening”. På fanen kan man næsten læse, hvornår foreningen er startet, 9.3.190? – 1903 kunne det være, det år man også etablerede De Samvirkende Bornholmske Husmandsforeninger. Der er en høj herre, der netop dækker for det afgørende årstal. Måske nogen kan hjælpe? Foreningens motto ses også: ”Du veje skal i Striden for Frihed og for Ret”. Ellers er der jo skrevet en jubilæumsbog af J. Gantzel Lauridsen: De Samvirkende Bornholmske Husmandsforeninger, 1903 - 25. juni - 1978.
|
Festen afholdes uden tvivl i det ”Samlingshus”, der var blevet bygget i forbindelse med Ibskers Andelsmejeri, Vaddam. Huset blev bygget i 1900 (mejeriet i 1887) og det blev benyttet til en masse kulturelle begivenheder i sognet, lige fra missionsmøder, kulturelle foredrag, idrætsopvisninger og baller. Og altså husmandsforeningens julefest. Der er drysset savsmuld på gulvet, så ingen skal glide – og harmonikaspilleren sidder parat ude til højre. Der er ingen der har den i hånden, ”Den bornholmske Husmands Sangbog”, som blev udgivet i flere udgaver, men mon ikke den kommer i brug, når der skal være fællessang?
Fotografen? Der står ikke noget på billedet. Men man kunne godt have fået fotograf Johannes Hammer fra Svaneke til at komme til Ibsker for at forevige begivenheden. Han var startet som fotograf i byen i 1933 – og mon ikke billedet er taget i årene derefter? |