Fyrtårnene på Bornholm
|
|
|
I 1802 tændtes et stenkulsfyr på Hammerens højeste punkt, Stejlebjerg. Det var et tårn med en ottekantet overbygning med kulfyr. Til opbevaring af brændslet opførtes et kulhus i Sænebugten, et ved siden af fyret og i 1804, et kulhus ved fyrinspektørens bolig i Sandvig. Stejlebjergfyret blev ændret til et oliefyret spejlfyr i 1837 og samtidig blev kulhusene nedrevet eller afhændet. Tegningen af det ældste fyr er fra Niels-Jørn Jensens samling på Hammerfyret. (Tegningen herover til venstre).
Fyrtårnet på Stejlebjerg 1802-1871. Indtil 1851 var det stenkulsfyr, derefter lampefyr. Tegning af I.P. Svendsen, 1812. (Tegning herover til højre, fra Jul på Bornholm 1936 s. 37).
Det ny Hammerfyr blev opført i 1871 på Ørnebjerg af granit fra Hammeren. Fyret er 21 meter højt. Det blev nedlagt i 1990. Det er i dag et attraktivt udflugtsmål og det er muligt at besøge fyrtårnet. I 1895 byggede man et nyt, supplerende fyr på den lavere Hammer Odde, på Hammerens nordligste punkt. 1837. Fyr Taarnet paa Bornholm. Tegnet af lærer H.H. Siemsen 1837. Tilhører Lene Steenbuch.
|
|
Hammeren. Opmålt 1818, omtegnet 1874-1876. (Konfereret og trykt 1935-1936.) Kortet gengiver tilstanden 1818, stadig med det første fyr med kulhuset. Desuden ses fyrpasserens bolig og mod nord Sandvig Borgeres fiskeredskabshus, Salomons Kapel, Kapellets batteri, vagthus og flagmast, et krudthus ved skanserne ved Oasand. Nytegnet er udstykningerne til de to arbejderboliglænger, Langelinie og Sandlinjen samt stenværksbestyrerboligen.
Peter Chr. Hauberg, 1872-1873, "Hammerhuus=Fyr". Mål ca. 8x10 cm. Det ny Hammerfyr, som ses her som helt nyopført, blev bygget i 1871 på Ørnebjerg af granit fra Hammeren. Bemærk at den gamle fyrpasserbolig på Hammeren, opført o. 1800, ses her i forgrunden. Privateje, Haubergs efterkommere.
Hammeren Fyr og signalstationen til venstre. Fra Haubergs Samling på Nationalmuseet, fotos Bendt Kjøller Allinge o. 1900.
Det flotte billede herover er fra Haubergs samling på Nationalmuseet. Foto Bendt Kjøller.
Fyrmester Wielandt på Hammeren 1904-1911
|
|
|
|
|
Billedet af fyrtårnet alene er fra Haubergs samling på Nationalmuseet. De øvrige fra Bornholms Museum. Alle fotos er optaget af Bendt Kjøller, Allinge.
Ivar Holm fortæller: Bemærk den hvidkalkede flade på fyret der gav en god baggrund til udveksling af signaler med de skibe, der sejlede forbi. De tre andre billeder forestiller fyrmesterfamilien: Niels-Jørn Jensen, Fyret på Hammeren fortæller: Godske Ernest Hans Wielandt og fru Louise Caroline (Rejmers). Godskes karriere: 1872 -1878: Reder og fører for "Louise", brig, NMFK, reg.t 243 1878 - 1886: Reder for "Louise", brig, NMFK, reg.t 243. Endvidere anpartshaver i en række Fanøsejlskibe. 1879 - 1917 Ansat i Fyrvæsenet. Godske var en stor havemand, det er formentlig ham der anlagde prydhaven nord for fyret, som de er fotograferet i, hans pasion var stauder, haven skulle være så smuk at folk valfartende op til fyret for at se den. Han havde også en anden interesse "biller". Han havde en af Danmarks største private samlinger på 40.000 eksemplarer fordelt på 2400 arter. Niels-Jørn Jensen: Wielandt var ikke fyrmester så længe på Hammeren, men han var bestemt en af de mest farverige. Som ung var han skibsreder på Fanø. Ellers sømand, kaptajn og reder drev tuskhandel på Østafrikas kyst og Madagaskar og sejlede som troppetransport skib i Vestindien med mexikanske tropper. Det var tropesydomme, der tvang ham i land. Han fik malaria. Før det havde han pådraget sig "gulfeber" to gange med 12 års mellemrum. Derfor søgte han ansættelse i fyrvæsenet. Han startede sin karriere på Nakkehoved fyr ved Gilleleje. På Nakkehoved fik han Gigtfeber! På trods af det var han en munter og vellidt fyr, som elskede naturen. Han var efterfølgende fyrmester på Skjoldnæs Fyr, trekoner ved København og på Skagen Fyr indtil 1914. |
Jens Riis Jørgensen fortæller: Hans Beldring var fyrmester til 1904, hvor Godske Wielandt videreførte arbejdet til 1911. Billedet er nok taget kort inden Bendt Kjøller døde 1908. Andreas Michael Dam blev fyrmester efter Wielandt. Lønnen var da 5.700 kr. årligt.
Wieland døde 24 feb. 1916: 
|
|
Fra Niels-Jørn Jensen: Her er lidt mere om fyrmesteren i et minde ord bragt i Bornholms tidende 1 marts 1916.
Fyrmester Wielandt var Søn af den bekendte Sønderjyde og Fædrelandsven, møller I.S.R. Wielandt på Gram Møllegaard i Nordslesvig. Her blev han født 28. August 1844 og kan kun dunkelt mindes, at Familien i 1848, da Oprøret udbrød, og de flygtede til Fyn. Efter at have fået en god Skolegang, gik han 18 år gammel til Søs og sejlede nu på langfart i 20 år, i en del år som fører af sit eget Skib "Louise", som han lod bygge i Sverige, og med hvilket han sejlede hovedsagelig på Vestindien og Sydamerika. Den gule feber, som han tre Gange blev angrebet af, tvang ham imidlertid til at opgive Sømandskabet. Den 1. januar 1879 trådte han i Fyrvæsenets Tjeneste, han var assistent i 10 år, først på Nakkehoved ved Gilleleje, derefter på Skjoldnæs på Ærø. 1889 blev han Fyrmester på Trekroner i København, 1904 forflyttedes han til Hammeren Fyr og forflyttedes herfra til Skagen 1911. Den 1. november gik han af med pension, idet han faldt for aldersgrænsen, han gjorde derefter tjeneste ved den flydende defenfion, der indrettedes i anledning af Krigen, han der i fine unge dage havde gjort Tjeneste som marineløjtnant, blev nu Kaptajn på et af marinens mærkeskibe, der bruges til afmærkning af Minefelterne, han døde så at sige på sin post idet han om bord i mærkeskibet ramtes af et apoplektisk tilfælde og derefter indlagdes på Rigshospitalet, hvor han næste dag det var den 22. februar afgik ved døden. Fyrmester Wielandt efterlader sig hustru, Louise Wielandt, født Reimers, datter af Stiftsfysikus Reimers i Gram, og 7 Børn, hvoraf de fleste er gifte. Den gamle, ranke Fyrmester vandt sig mange venner i de 7 år, han boede på Hammeren. Åben, lige til og munter, med en stærkt udviklet naturfølelse måtte han på naturlige mennesker virke i høj Grad sympatisk. |
Maleri fra Fanø af Wielandts skib, skonnertbriggen "Louise" af Nordby
Han elskede at gå lange fodture, og han kom til at føle sig stærkt knyttet til Bornholm; derom vidner bl. a. nogle Artikler, han skrev i »Bh.Td." om Hammeren m.m. Han var en meget dygtig fyrmand.
Men han havde flere Interesser end Fyrvæsen og Sømandskab. Han var en stor Entomolog (insektkender). Han havde en meget stor samling af biller, som han selv havde samlet, og skrev om i "Entomologist tidsskrift". Han var også lidt af en Botaniker og Havemand om en hals. Han gjorde Fyrmesterhaven på den nordlige Hammerknold til lige så stor en Seværdighed som Fyret. Det var navnlig Stauder, han lagde sig efter. Hver Blomst beredte ham en stor Glæde, og da han gerne vilde dele sin glæde med andre, kom adskillige af Nordlandets haver til at bære præg af Fyrmester Wielandts Stauder. En dygtig Mand, en god dansk mand, hvem Landets og Folkets ve og vel lå varmt på Sinde! Hans venner vil holde hans minde i ære. (Fra Niels-Jørn Jensen, Fyret på Hammeren.) |
Fyrpasserboligen på Hammeren, opført o. 1800 samtidig med det første fyr, (der ses på billeder herover). Man kan stadig finde rester af ejendommens fundamenter syd for fyret. (Fyret der ses her bag længen er det nye fra 1871). Foto Bendt Kjøller, Bornholms Museum.
|
Uddrag af Jørn Uffe Hansens artikel om Jens Peter Poulsen Møller, urmager og folkemindesamler i Allinge. I Bornholmske Samlinger 2012.
Fyrpasser ved Hammerfyret Det begyndte at blive svært for urmagerne at sælge de fremstillede bornholmerure. De importerede tyske og amerikanske ure, der var kommet i handelen, var billigere at købe, men dem forhandlede J.P. Møller åbenbart ikke. Det blev derfor hovedsagelig reparation og rensning af ure, der skulle give brød på bordet. Selvom fru Møller var en flittig og sparsommelig kone, der spandt, vævede og selv fremstillede klæder, dækketøj og sengelinned, kneb det med at få pengene til at slå til. I denne situation søgte, og fik, urmageren en stilling som fyrpasser ved Hammerfyret. De lejede deres hus ud og flyttede op i en fyrpasserbolig. Her fik de i januar 1855 sønnen Hans og da havde de formentlig boet der i et års tid. Men hvordan gik det dem så deroppe? Den prøjsiske Generalkonsul R. Quehl besøgte Bornholm otte dage i august 1855. Han var i gang med forberedelserne til sin bog: Aus Dänemark, Bornholm und die Bornholmer, Berlin 1856. I bogen fortæller han om et besøg, som han aflagde hos familien Møller på Hammeren.[1] Da skildringen af besøget samtidig tegner et tidsbillede, medtages den her: ”Ved en ikke stor, men dyb Indsø forlader vi Vognen for at klatre op ad ”Stejlebjerg”. Under dette følger vi til at begynde med en lille Fjeldbæk, der styrter os i Møde oppe fra. Derpaa tjener Fyrtårnet paa Højden os som Vejviser. Bruset fra Havet og Suset af Stormen, som vi har lige i Ansigtet, udelukker al Samtale, og jeg forundres i mit stille Sind, da jeg ser min Ledsager, der gaar ti Skridt foran mig, skifte Retning en 800 Skridt fra Taarnet og fortsætte nordøstpaa. Der er ikke andet for mig at gøre end at følge efter. Pludselig standser han, og da jeg kommer op paa Siden af ham, ser jeg foran mig en menneskelig Bolig, paa alle Sider omsluttet af høje Bakker, saa at den til nu havde unddraget sig vore Blikke. En Klippetrappe fører os ned til denne Vaaning, der beboes af Fyrpasseren. Vi træder ind i en lille fattig Stue. Vi finder en Mand, bleg og svagelig, siddende ved et Bord, optaget af at reparere et Bornholmerur, en ung, smuk, men bleg Kvinde ved en Tvindemaskine og paa den anden Side en Vugge med et lille Barn, som er meget sygeligt og blegt, men dog retter sine dejlige, brune Øjne smilende mod de fremmede Gæster. Foruden endnu en Stol og en bred Seng i Baggrunden var der intet andet Bohave i Værelset. Paa den ellers tomme Væg hang et eneste Litografi, et Portræt; jeg gaar nærmere for at læse Underskriften: ”Iwersen (Ole Syversen, 1801-1847), Formand for Total-Afholdsforeningen i København”. Alt bar Nødtørftighedens Præg, men Ægteparrets Ansigter vidnede nok saa meget om en sværmerisk Tilfredshed eller en Slags Resignation som om Utilfredshed og Besværing. Fyrpasseren, der straks genkendte min Ven, belaver sig paa at ledsage os til Taarnet. Paa Vejen did bemærker jeg følgende til min Ven ang. Billedet: Det lader jo til, at man her paa Bornholm tænker paa at indstille Brændevinsdrikkeriet - ganske vist, sagde jeg nærmest til mig selv, den første Tilhænger af denne Afholdenhed, jeg kommer ud for, er den blegeste og svageligste Bornholmer, du hidtil har set. - ”De vil straks faa det hele at høre”, svarede han. Vi træder ind i Taarnet og gaar op ad Trappen op til Fyret, dvs. de atten store, med Hulspejle forsynede Lamper. Fra et frit Galleri om Taarnet aabner sig en vid og fri Udsigt til alle Sider. Men den svenske Kyst, hvis nærmeste Punkt kun ligger 6 tyske Mil borte, kan vi ikke se i Dag; kun i Nordøst stiger den tidligere Søfæstning Christiansøs Klipper op af Havet 2½ Mil ude. Ellers i Nord, Øst og Vest kun Hav i vildt Oprør. Mod Syd, paa den anden Side en Dalsænkning, ser man kun Ruinerne af Hammershus og den tilstødende Skov – den øvrige Del af Øen dølger sig bag et Højdedrag. |
Under Nedstigningen fra Taarnet sagde min Ven henkastet til mig: Denne Fyrpasser, der hedder Møller, har tidligere været Urmager og er ligesom sin Broder (Peder Møller), der er Fisker i Rønne, en meget retskaffen Mand. Men de er begge meget fattige og har aldrig haft Heldet med sig, selv om de er nok saa dygtige og flittige. Denne her har omsider faaet Posten som Fyrpasser. Han er et særdeles dygtigt og begavet Menneske. Den Tvindemaskine, De saa i stuen, og hvorpaa der tvindes Garn til Net, har han selv opfundet og konstrueret. Havde den Mand haft Penge, vilde han sikkert have drevet det vidt. Resten maa De hellere høre af ham selv; ”Naa, hvordan kan De saa have det heroppe, Hr. Møller?” – ”Kun saa som saa, men vi klager ikke; hvordan kan man vel have det – jeg har kun 100 Daler Aaret rundt og ingen Bifortjeneste”. – ”Har De kun det ene Barn; jeg mener at have hørt noget om Tvillinger?” – ”Ja, Tvillingerne og en Dreng (Pige) til er hos mine Svigerforældre”. – ”De har det vel saa godt for sig?” – ”Nej, men bedre end vi, derfor har de taget Børnene til sig. Desuden skal de jo gaa i Skole”. - ”Møller, hvad er det egentlig for et Portræt, som Herren her lagde Mærke til i Deres Stue?” Et fornøjet Udtryk lyste i Mandens Ansigt. – ”Aa, det er Formanden for Afholdenhed fra alle alkoholiske Drikke. De husker nok, han var her for ti Aar siden og fik dannet en Forening. Den meldte jeg og min Broder i Rønne os ind i”. - ”Naa, og hvor mange er I saa i denne Forening? - ”Vi var” – og med disse Ord slog Manden Blikket ned, som maatte han indrømme noget, han selv skammede sig over – ”vi var tredive, men nu er vi ene to tilbage, min Broder og jeg. De andre sagde, at de ikke kunde holde den gaaende uden Brændevin. Men vi holdt den gaaende, og siden jeg gav Formanden mit Haandslag paa det er der ikke kommet en Draabe over mine Læber”. - ”Men, Møller, befinder De Dem nu ogsaa bedre end før den Tid? - ”Sagde jeg ja, vilde jeg lyve. Forfalden har jeg jo aldrig været, dog en Kende Brændevin gjorde mig godt. Hvis jeg kunde faa Øl at drikke, vilde det maaske gøre samme Virkning. Men det har jeg ikke Raad til”. - ”Og hvorfor drikker De da ikke Brændevin igen?” - ”Fordi jeg jo, efter hvad man har fortalt mig, var kommet til den Overbevisning, at det er gift for Mennesket, og saa har jeg nu engang aflagt Løftet.” - ”Men har De da ikke,” afbrød jeg Samtalen her, ”søgt om Løntillæg i denne Dyrtid? Rigsdagen har jo bevilget saadanne for mindre Funktionærer?” - ”Det kender jeg ikke; men det ved jeg, at hvis jeg beklagede mig, vilde man sige til mig: Du kan gerne blive fri, og man vil finde en anden, der maaske havde lidt Midler og vilde tage de 100 Daler som en Hjælpeskilling”.
Vi gav Manden et passende Vederlag for hans Ulejlighed og bød ham Farvel. De Tanker, der optog os paa Vejen nedefter, vil man let kunne gætte sig til. Vi skal ikke besvære vore Læsere med dem. Nogle vil finde Manden og vor Samtale med ham ganske ligegyldig og kedsommelig, og andre betragte ham og hans Broder som Narre, siden de for en Grilles Skyld – har gjort sig Tilværelsen endnu mere bedrøvelig, end den alt i Forvejen var. Men noget Bevis for Muligheden af at bandlyse Brændevinen fra Bornholm, vil næppe nogen søge eller kunne finde i, hvad her er fortalt. Selv Brødrene Møller fandt Frafaldet fra Afholdssagen naturligt og – nærer intet Haab om ny Tilhængere. Hvad ellers Manden og hans Families Forhold angaar, saa skal her kun anføres et Faktum: Forskellen mellem de Indtægter, Fyret kaster af sig, og de Udgifter, der er forbundet med det, andrager aarlig en betydelig Sum i førstnævntes Favør. – Maaske da disse Linier kunde give Stødet til, at Sagen tages op til Overvejelse.” [1] Dette afsnit er oversat af Alfred Jensen, Nexø, og trykt i hjemstavnsheftet ”Borrijnholmarijn”, i december 1932. Jørn Uffe Hansens artikel om det enestående mennesker, J.P. Møller, kan varmt anbefales! |
Fyrtaarnet paa Hammeren Bornholm 1905. Bornholms Ø-arkiv, 2013-27. Niels-Jørn Jensen, Hammerfyret, fortæller (2013): Foran den hvid kalkede flade var der fire jernstænger med snoretræk til at sætte issignaler på, det blev etableret i 1884. I dag ses tydeligt rustudtrækket på fyrets nordside, mange tror fejlagtigt at det er stenene, der giver den rustrøde farve, kalken kunne stadig ses op i 1970erne.
Fyret på Hammeren, stereokort af P. Fangel, Middelfart, o. 1900. avk.
Fyret på Hammeren, BM 580, foto G. Kjær 1909. Bornholms Museum.
|
Fyrmester Beldring, Hammeren. Fotograf Albert Schou, Kjøbmagergade 45, København. Bornholms Ø-arkiv. 2011-36.
|
Fyret på Hammeren, BM 580, G. Kjær 1909. Bornholms Museum. Niels-Jørn Jensen (fra fyrtårnet) fortæller: fyrmesterhuset før det blev forlænget og bygget om, det samme gælder udhuset som senere fik skrå tag til begge sider. Man kan ane en gårdpumpe på den brønd, der stadig i dag leverer vand til os i fyrmesterhuset, bemærk også den stenmur der er omkring haven, dejlige billeder. Jeg kan også se, at det ene vindue ind til fyrmesterens kontor er muret til, han havde kontor i det hjørne nærmest stedet, hvor billedet er taget, bag vinduet i gavlen på første salen var hans sovekammer.
Hammerodde Fyr
Tre billeder af Hammerodde Fyr o. 1900. Fra Haubergs Samling på Nationalmuseet. Fotoi bendt Kjøller, Allinge o. 1900. Hammerodde fyr er oprettet i 1895. Det hævdes,(men det måske en skrøne), at oprettelsen af fyret skyldtes vanskeligheder med at se lyset fra Hammeren Fyr i tåget og diset vejr. Hammeren Fyr ligger meget højt (91 m) og fyret rager derfor op over tågen, når den lægger sig i lav højde langs kysten. Hammerodde Fyr var dog ingen erstatning for Hammeren Fyr. De to fyr var i drift samtidig i næsten 100 år!
