Margrethe Kirstine Bidstrup, drejlsvæverske i Rønne

Væverske i Stettestræde i Rønne. Fotografen er desværre ukendt, billedet har ikke noget stempel eller trykt navn. Men skrås over for Margrethe Bidstrup, på hjørnet af Stettestræde og Sct. Mortensgade, boede fotograf Chr. A. Møller. Han havde været fotograf siden 1888. Benyttede sig af forskellige fortrykte kartoner - og var ikke altid omhyggelig med at navngive sine billeder. Måske har de byttet - Margrethe har fået et fornemt portræt (13x18 kontaktkopi monteret på det trykte karton) og han noget hjemmevævet dejl, fx til håndklæder. - Nå ja, det var blot en tanke.

Der er knyttet en utrolig historie til denne kvinde i det lille hus i Stettestræde 17.

I 1881 fik kvinden, der sidder her bag sin væv, en bronzemedalje for sine hjemmevævede stoffer på Industriudstillingen i Nexø. Hun hed Margrethe Kirstine Bidstrup og var født i Bodilsker i 1820. Da hun var blevet konfirmeret, kom hun ud at tjene på en af Langedebygårdene. Så gik der nogle år og i 1861, hvor hun var 41 år gammel, købte hun et lille firefags hus i Stettestræde 17 i Rønne. Her boede hun resten af sit liv. Hun døde i 1906.

Hun levede af at væve til salg, hun var drejlsvæverske og folk bestilte finere kjolestoffer, duge, håndklæder og andet hos hende. Hun var dygtig, havde lært et godt håndværk. Hun havde også unge piger hos sig, som hun lærte at væve, ikke bare ”enkelt tøj”, som rigtig mange kvinder kunne dengang, men det vanskeligere drejl. Vævning var et kvindehåndværk på Bornholm i gamle dage.

Hvordan fik hun nu lært at væve – i ”de år der gik”?

Jo, hun blev gift i 1842, kun 22 år gammel, med enkemand Christopher Jørgensen Bidstrup. Han var 35 år. Og så var han væver, og det var helt ualmindeligt på Bornholm dengang. Hvordan så det?

Jo, da Christopher Bidstrup var blot 18 år gammel, i 1826, røg han i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn! Han havde fremstillet falske sølvdalere, og det er og var altså forbudt!

Han sad i fængsel i to år og fik lært af væve sejldug, blev endda betegnet som en dygtig sejldugsvæver. Så et par år efter han var sluppet ud, anlagde han et sejldugsvæveri i Nexø, alle skibe brugte sejl dengang, så det var sikkert en god ide. I 1834 tog han endda borgerskab som sejldugsvæver og samme år blev han gift med en velstående enke. Hun døde ulykkeligvis i barselsseng. 

Det gik så igen galt for Christopher Bidstrup, han forfalskede en obligation og i 1835 kom han igen i forbedringshuset.

Det blev til fire år og nu lærte han at væve drejl. Han vendte tilbage til Bornholm i 1840, indrettede først væveri på Sydbornholm, men flyttede siden til Rønne, hvor han etablerede et større drejlsvæveri.

I 1842 giftede han sig med kvinden vi ser bag væven. De fik en søn i 1843, men hun hjalp til i væveriet og havde ung pige til at tage sig af sønnen.

Christopher Bidstrup fik ros for sine drejlsvarer og sin mekaniske snilde. Så alt gik godt, skulle man mene.

Men nej. Han manglede penge igen og for tredje gang gik det galt. Nu var han hovedmanden bag trykning af nogle falske pengesedler og igen kom han i Forbedringshus, denne gang på ”Kongens Naade”, dvs. for livstid. Han døde i fængslet i 1848.

Kirstine Bidstrup var kun 24 år da manden blev anholdt, den lille søn et år. Hun blev separeret og i sagen mod hendes mand blev hun omtalt som syg og sindsforvirret. Det tror pokker!

I de kommende år boede hun til leje forskellige steder i Rønne, hun var væverske. Og i 1861 fik hun altså råd til at købe det lille hus i Stettestræde.

I knap 50 år levede Kirstine Bidstrup som væverske og hun havde mange elever, som også lærte at væve den drejl – som man lærte at væve i Forbedringshuset på Christianshavn.

Historien er publiceret før i forskellige sammenhænge, bl.a. i Jul på Bornholm 1992 og i Bornholmske Samlinger (kun om de falske mønter mv) II rk bd. 2 og 5.

Se/læs Jul på Bornholm 1992, side 20-25, Ann Vibeke Knudsen: Brave vævekoner og en enkelt (syndig) vævemand. HER.