Hans Markussens erindringer. Født på Sigtemøllen i Aaker 1869 - død i Bjergsted 1946
Læs om Hans Markussen HER læs de dejlige barndomserindringer på siden her. Læs om ungdommen HER.
De unge år HER. Om Hans Markussens tid på Bornholms Højskole HER.
De unge år HER. Om Hans Markussens tid på Bornholms Højskole HER.
|
Her kan du læse Hans Markussens egne barndomserindringer - med mine kommentarer og forhåbentlig fortællende illustrationer.
|
Født på Sigtemøllen i Aaker 1869 - død i Bjergsted 1946.
Her kan du læse Hans Markussens ungdomserindringer,1882-1889. HER. |
|
Kirkemøllen i Vestermarie. Foto o. 1910.
Møllersønnen, Hans Markussens barndomserindringer.
De første 80 sider handler om barndommen på Sigtemøllen. Fra Hans var tre år i 1871 til han blev konfirmeret. Og jeg kan godt afsløre, at det er rigtig, rigtig godt fortalt, svært at slippe, når man er kommet i gang. At kunne huske så mange detaljer fra livet dengang er imponerende. Hans Markussen har et meget billedrigt sprog, han kender navne på naboer og familier og har lagt mærke til mange ting. Møllersønnen fortæller allerede på første side om en møllebegivenhed. Han er på køretur fra Sigtemøllen i Aaker, hvor han var født, til Rønne i naboen Praths enspænderkøretøj. Og han husker sin far og Praths fortælling om mølleren i Vestermarie, der var blevet dræbt nogle år tidligere. |
|
Side 2 af Hans Markussen barndomserindringer, hvor han som treårig, sammen med faderen og naboen Prath passerer Knuds Kirke og besøger sin halvsøster, der er tjenestepige i Schors Købmandsgård i Ellekongstræde i Rønne. Først i 16 års alderen genser han Rønne, som jo (!) ligger meget langt fra hjemmet, Sigtemøllen i Aaker.
A.P. Schors købmandshandel åbnede i 1851, og Schor var både købmand og reder med part i adskillige skibe. I 1901 overtog Christian Bidstrup virksomheden. Han satsede så meget på brændsel, at han i folkemunde kom til at hedde "Kullebidstrup". Billedet er fotograferet lige efter Bidstrups overtagelse i 1901. |
|
Den ældste, Jørgen, blev på Bornholm og døde i 1927 i Aaker. Deres yngste søn, Herman emigrerede også. Han døde i Amerika i 1935. "Hanne" udvandrede 2. april 1872 til New York. Her blev hun gift med en nordmand og fik efternavnet Rasmussen. Hans fortæller, at hun sendte et billede af sin mand hjem til familien. Det kender vi ikke, men vi har mange, desværre uidentificerede, portrætter fra Amerika, sendt hjem til familierne på Bornholm. Jeg har et billede - fundet på Bornholm - af to unge mennesker, der bliver gift i New York, og sådan kunne Hanne og hendes nordmand måske også være blevet fotograferet i New York - hvis de havde haft råd til det.
|
|
Side 4 og 5 af Hans Markussens barndomserindringer. Her fortæller han om sin ældste halvbror Jørgen, der var hjemme i nogen tid for at få plejet et dårligt ben. Han fortæller også, at Jørgen blev gift og fik et husmandssted på randen af Højlyngen, men at deres kår var svære. Men han fortæller også om sit hjem i møllerhuset, om den bilæggerovn, der var i dagligstuen i den tidligste barndom. Om den lune krog i stuen, og om den glæde han havde ved at moderen her gjorde plads til en høne med små kyllinger på en kold vinterdag. Han fortæller også om de bibelske motiver, der var på bilæggerovnen og som moderen fortalte så levende om. "Hun fortalte om den samaritanske kvinde ved brønden og om disciplene, som man så i baggrunden komme ud fra Sicars Port med brød de havde været inde at købe".
|
|
I får to illustrationer med. Dels et foto af en gammeldags stue - fra Nexø - med en af de 1600tals bilæggerovne, der blev brugt på Bornholm langt op i 1800-årene. Og så præcis den ovnplade, som Hans levede med i sin barndom og som viser Jesu møde med den samaritanske kvinde ved Jakobs brønd (Johs. 4: 4-42).
|
|
Side 6 og 7 af Hans Markussens barndomserindringer. Her fortæller Hans om noget nær familie, der havde en datter Annine, som han legede med. Og han fortæller en lille sød historie om, hvordan han en gang drillede hende og tog en urtekost af tørrede lavendler som han "fejede" rundt i Annines lokker. Hun havde et stort, krøllet hår.
Hans fortæller også om sin far, om at han havde tjent på forskellige gårde, men også havde været ude at sejle som ung. Bl.a. var han på "Ishavsfart ved Spitsbergen (Svalbard) på jagt efter sæler". |
|
Oplevelserne i ishavet fortalte faderen gerne om, bl.a. de pragtfulde nordlys. Vi ved ikke hvilket skib faderen sejlede med.
Historien om robbefangsten er også historien om skibsbyggeriet på Bornholm, for der var behov for store, robuste skibe. Her over ses barkskibet "Thetis", bygget som robbefangerskib i Rønne i 1855 af den dygtige skibsbygmester Søren Peter Bech. Skibsportrættet af Thetis er tegnet af Jørgen Peter Olsen, som selv havde været på robbefangst i det nordlige ishav. Skibet ses på sin jomfrurejse i Ishavet. I baggrunden til venstre øen Jan Meyen, med en efter sigende betagende vulkankegle. Vi ser fire robåde, som er i gang med at fange sæler. Den båd, der ligger ved sejlskibet, langer sæler op til mandskabet på båden. Skibsportræt på Bornholms Museum. |
|
Det ældste billede jeg kender af Staalegård, Almindingsvej 31, Aaker, er et luftfoto fra 1946, som også viser lidt af Hans Markussens barndomslandskab. Bemærk at der er en stor jernvindmølle på taget på østre længe. Det gamle stuehus er da revet ned. Foto Sylvest Jensen, KB.
Side 8 og 9 af Hans Markussens barndomserindringer. Hans Markussen fortæller her lidt om den egn, han var vokset op på. Han har endog tegnet et kort, så vi kan følge ham. Han fortæller, at da faderen kom til stedet, var der et gammelt hus og en stubmølle. |
|
Omkring 1865 byggede faderen en ny bolig og altså nogle år senere - det kommer vi tilbage til - en hollandsk mølle, Sigtemøllen. Men Hans fortæller også om egnen. Familien havde jo slået sig ned her ved den del af Læsåen, der kaldes Nydamsåen. Han omtaler Pølsegård (nu Bækkes...kov) og han omtaler to nedlagte gårde på egnen, Sigtegård (hvorfra Sigte i Sigtemøllen stammer), hvor "smedens hus var stuelængen til den gamle gård" og Brogård, som lå, hvor landevejen førtes over Nydamsåen. Hans Markussen kunne huske, at den gård blev nedlagt, for den sidste ejer havde hængt sig og faderen måtte skære ham ned. At han ikke slap helt nemt fra det, må du selv læse om i erindringerne.
Jorderne til de nedlagte gårde blev overtaget af Pølsegård og Staalegård. Den gård, der kommer til at betyde meget for den unge Hans Markussen er netop Staalegård, vest for landevejen mellem Aakirkeby og Almindingen. Bl.a. var det på salen på Staalegård, Hans gik i skole og hvor han fik sin første undervisning. Det ældste billede jeg kender af Staalegård, Almindingsvej 31, Aaker, er et luftfoto fra 1946, som også viser lidt af Hans Markussens barndomslandskab. Bemærk at der er en stor jernvindmølle på taget på østre længe. Det gamle stuehus er da revet ned. Foto Sylvest Jensen, KB. )(Jvnf. her ovenfor). |
|
Side 10 og 11 af Hans Markussens barndomserindringer.
Billedet af kirkegården ved Aa Kirke er et af de tidligste jeg er stødt på. De dyre gravsteder, der tilhørte velhavende familier, lå syd for kirkens tårn og skib, de mere ydmyge gravsteder lå afsides på kirkegården. Ukendt fotograf.
|
|
Her forsøger Hans at få et overblik over sin fars og mors familier.
Han gør opmærksom på, at man i kirkebøgerne, som man kan se på Rigsarkivet, kan få oplysninger om deres navne. Nu slår vi jo bare lige op på arkiveronline.dk og så har vi styr på det hele. Hans husker ikke navnet på sin fars første hustru, men han har mødt hendes søster og mindes en tur til kirkegården ved Aa Kirke. Besøget på kirkegården havde gjort indtryk på drengen, der her også så sine farforældres gravsteder. De havde været fattige og boede nordligst i Aaker Sogn. Og ikke mindst gjorde en historie dybt indtryk på ham, uden at han nogensinde fik den bekræftet. Han havde fået fortalt, at hans farmor, i et frygteligt snevejr, var faret vild og frosset ihjel i "Homannedalen", som lå syd for Aaker Nordre Skole. Sin mors forældre havde Hans mere styr på, da han huskede mormoderen, der boede i Poulsker og som var født i 1799 |
|
Kortudsnittet er fra Generalstabens kort over Bornholm o. 1885.
Side 12 og 13 af Hans Markussens barndomserindringer. Erindringerne er stilet til Hans' bror Ludvig og derfor får vi mange private oplysninger om familien. Da vi er tilbage i 1870' og 1880'erne må vi godt læse med. Vi får et indblik i tilværelsen for den fattige landbobefolkning, læser om den religiøsitet, der var særlig stærk i anden halvdel af 1800-årene og med til at bringe folk trøst i en barsk tilværelse. Vi følger også med Hans - i hestevogn - gennem det sommerlige, bornholmske landskab, når vi skal besøge familien i Bodilsker eller Poulsker. Og vi passerer Brændevinsegen i Aaker, som stod lidt øst for Aakirkeby, der hvor Grødbyå løb under vejen. Brændevinsegen kaldte man denne og mindst fire-fem andre store egetræer på Bornholm. Hans fortæller, hvorfor den blev kaldt det: Moderen havde fortalt, at hun kunne huske fra sin ungdom, at folk fra de sydøstlige sogne gjorde holdt her for at få en forfriskning og give hestene foder - og vand ved åen - "naar de paa Festdage, Sct. Hans Aften, var paa Vej til Almindingen".
|
|
Egetræet her er ikke Brændevinsegen (den har jeg ikke billede af), men Bjarne Ilsted Bechs "Kongeeg" i Hallegårdsskoven i Bodilsker 1965. (Fra Bjarne Ilsted Bech. Fotograf på Bornholm i et halvt århundrede 2010).
|
|
Side 14 og 15 af Hans Markussens barndomserindringer.
Hans Markussen fortæller på disse sider om sine besøg hos sin mormor i Poulsker. Morfaderen havde han aldrig kendt. Men han havde været skrædder, og håndværkere som han boede på gårdene, når de syede for folk, af hjemmevævede tøjer selvfølgelig. Så kunne man holde øje med syningen og prøve efterhånden som arbejdet skred frem. |
|
Der er flere historier i fortællingen, bl.a. om alderdomsforsørgelse. Skrædderfamilien havde haft mange børn, og som det vist var ret almindeligt, var den yngste datter sikkert opdraget til at skulle passe sine forældre på deres gamle dage og altså ikke selv stifte familie. Til gengæld var hun uddannet som syerske, vel af faderen, og i modsætning til ham havde hun en symaskine, hjemmets pragtinventar.
Hans fortæller også om dagligstuens indretning. Et ret stort rum med vinduer i syd og nord, gulvet af stampet ler og ruderne "små og solbrændte". Det har været små, grønlige, blyindfattede ruder. To alkover og en bilægger og jeg kan bedst illustrere stuen ved Bertel Hansen Svanekes maleri af "Gamle Per Nielsen fra Melsted" 1910. (På Bornholms Kunstmuseum). Endelig husker den gamle skolelærer, som jo var 70årig, da han skrev sine erindringer med stor livserfaring og viden som ballast - han husker sin mors fortællinger om hendes skolegang. Der var omgangsskole i Poulsker, da hun var barn, læreren flyttede med børn og skolemateriel fra sted til sted. Var en uge af gangen på gårdene, hvor han fik mad. Moderens lærer hed Jacob Josephsen og vi ved fra biskop Mynsters visitats i 1841, at han var "Lindbergianer", en præst, som Grundtvig kaldte "navnkundig Stridsmand for Vorherres gode Sag". Den kristendomsforkyndelse og påvirkning, moderen fik i sin barndom, har uden tvivl præget Hans Markussen, som man fornemmer i erindringerne, hvor det religiøse bølger ud og ind af fortællingerne, |
|
Skal man vise ældre fotografier af børn, så er det Valdemar Myhre fra Svaneke. Han var en formidabel børnefotograf og forstod at iscenesætte og gengive de mindstes fattige tilværelse. Her en lille dreng, der en vinterdag kigger ud over det sneklædte landskab. Halvdelen af et stereobillede i privateje.
|
|
Side 16 og 17 af Hans Markussens erindringer om barndommen på Sigtemøllen i Aaker, fortalt til broderen Ludvig, der var tre år yngre end Hans.
Hans fortæller om brødrenes besøg en vinterdag hos mormoren i Poulsker, og besøget i hendes meget gammeldags hjem, hvor de måtte overnatte i den ene af husets to alkover fordi det var vinter, der var sne, det blev tidligt mørkt og der var langt hjem. Om hvordan man rejste dengang (o. 1880), hvor man især benyttede sig af apostlenes heste (fødderne), evt. brugte man en trækvogn til de små søskende. Hestevogne var for de rige og toget kom først meget senere (1900), hvor en onkel og tante kom til at bo nær Bodilsker Station. Morfaderen Niels Nielsen havde brødrene ikke kendt, han havde været skrædder, var født i 1789. Mormor hed Gertrud Kirstine Mortensdatter var født i 1799. Den yngste datter Line var syerske og passede sin mor. Der havde været seks søskende, moderen Ane Mathea Nielsen var nr. fire. Den ældste moster hed også Gertrud, hun var gift med en dygtig avlsbruger og Hans havde et par gange besøgt "tanten". Deres ældste søn blev skrædder som sin morfar og klarede sig godt med sit håndværk og en lille jordlod. |
|
Dans omkring juletræet, fotograferet af Peter Hjorth, o. 1900. BM
|
|
Hans fortæller også om sine ældre halvbrødre, der gik i skole på salen på Staalegård, en "hjælpeskole" med unge lærere, der havde et værelse og spiste på gården. De skiftede jævnligt, for de søgte et bedre lønnet embede med fast lærerbolig. Men Hans mindedes med glæde lærer Niels Ingvard Jensen, som underviste på Staalegård i en periode og som var meget afholdt. Ingvard Jensen blev senere lærer i Gudhjem og folketingsmand.
Portrættet af Niels Ingvard Jensen, 1842-1925, er fra Det Kongelige Biblioteks samlinger. |
|
Side 20 og 21 af Hans Markussens erindringer om barndommen i Aaker. Hans fortæller, hvordan han i 4-5 års alderen blev alvorligt syg og fik en pude fyldt med bregneblade, der skulle hjælpe ham. Suppleret med hyppige sæbeafvaskninger hjalp det, men han mindedes, hvordan de tørrede bregneblade lugtede afskyeligt. Hans fortæller også, hvordan han siden var utrivelig, kejtet og ubehjælpsom, sådan opfattede han sig selv, og det er et tema han ofte vender tilbage til, og som han ligger under for både i barndom og ungdom.
Hans Markussen fortæller om en episode med møllen, som i hans tidlige barndom endnu var en stubmølle. Det trak voldsomt op til storm, faderen var ikke hjemme, men sejlene sad på vingerne og moderen var bekymret. Hun løb med sine to små drenge ned til møllen og kravlede op i vingerne for at få bundet sejlene af. Men hun faldt ned og slog sig bevidstløs på klipperne. Drengene troede deres mor var død, men heldigvis slap familien med skrækken. Hans Markussen blev med årene uddannet som lærer og han beskæftiger sig hyppigt i erindringerne med, hvordan han modtog sin lærdom i barndommen. Moderen var åbenbart god til at lære fra sig, hun lærte faderen, der åbenbart aldrig havde gået i skole, lidt regning og skrivning, så han kunne klare mølleregnskaberne. Familien havde endog nogle små religiøse bøger fra farforældrenes tid, så Hans mente, at i det mindste en af dem havde kunnet læse. |
|
Vi har ikke billeder af den gamle stubmølle, som måtte lade livet, da den hollandske mølle, Sigtemøllen, blev opført i 1875. Men vi skal se en bornholmsk stubmølle i truende uvejr. Det er stubmøllen i Svaneke, foto af fantastiske Valdemar Myhre.
|
|
Side 22 og 23 af Hans Markussens erindringer.
Hans Markussen mindes sin første skoledag 1. maj 1875 på salen på Staalegård. Han havde lært sin ABC af moderen, havde også læst i "Hallagers danske Læsebog" og var således godt forberedt. Portrættet af Møller er fra 1890'erne og benyttet på Aaker Sognekort 1919. |
|
Men han blev moppet i skolen, fremgår det, han var måske lidt gammelklog, let at drille og talte åbenbart et anderledes (Poulsker) bornholmsk?
Lærer Møller spiste sin frokost på Bakkegård, hvor han boede, så børnene var alene i spisefrikvarteret. Drillerierne ville ingen ende tage, da moderen kom med varme pandekager til sin lille søn. Læreren var den unge Mads Frandsen Møller, senere lærer på Aaker Nordre Skole. Han startede sin bornholmske skolekarriere på hjælpeskolen på Staalegård. Aaker Nordre Skole blev bygget i 1877 og her virkede han som lærer til 1908. Han var født i Gram i Sønderjylland i 1851 og kom fra Jellinge (Seminarium?) til Bornholm i 1874. Han blev gift med Anna Karoline f. i Aaker og de fik med årene syv børn. En af dem var lærer Harald Møller på Listed Skole 1913-1953. Vi ved (vidste) ikke så meget om lærer Møller, men Hans Markussen rister ham en fin rune i sine erindringer. |
|
Der var kalkuner på gårdene. Dette er en halvdel af et stereoskopbillede, fotograferet af Myhre hos søsteren Louise Hansen på Listedgård, hvor Valdemar Myhre var en hyppig gæst. Og mon ikke hun er den ene af de to, der holder øje med kalkunerne, så de ikke kommer ind i forstuen.
|
|
Side 24 og 25, Hans Markussens erindringer.
Hans fortsætter sin beretning om lærer Møller, der tog fat i hans næse, så han fik blodtud, til stor forskrækkelse for begge. Vi får også at vide, at børnenes tøj, tasker og andet var anbragt i en forstue. Og så mindes han, hvordan gårdens kalkuner kom ind i forstuen - fordi nogen havde glemt at lukke halvdørene - og hvor de forsynede sig vældigt af børnenes madpakker. Men den fine historie på disse to sider er beretningen om landskabet i det klippefyldte terræn i det nordlige Aaker og om børnenes leg på klipper, i løkker og damme. Og "slædeture" ned ad klipperne på store, flade sten. Det er ikke så tit, at vi så indlevet får fortalt, hvordan det var at være forskolebarn i 1870'ernes Bornholm. Han var en god fortæller, den gamle lærer Markussen! |
|
Luftfotografiet er fra Hans Markussen hjemegn: Forrest er det Sigtesmedjen (i længer fra den gamle Sigtegård). Vi ser landevejen mellem Aakirkeby og Almindingen, som her krydser Læsåen (også kaldet Nydamsåen på strækningen mod øst). Foto 1952 Sylvest Jensen, KB.
|
|
Side 26 og 27. Hans Markussens erindringer. Vi får lidt at vide om landevejen mellem Aakirkeby og Almindingen, der blev moderniseret i Hans Markussens barndom. Bl.a. fik Læsåen et biløb, så den kunne klare vandmængderne i foråret.
Nyd skolelærerens erindringer om, hvordan han tager en pindsvineunge med hjem og hvordan han finder sig til rette i skolen. Beretningerne om alle skolekammeraterne! Hvor mange af os har sådan en hukommelse? Om Frostegårdsbondens datter, der fik Hans' ene engelske, fajancehund! Og så begynder vi så småt at høre om den ny hollandske mølle, faderen skulle til at bygge. Frostegårdsbonden - med vandmøllen - var så venlig at forære ham en stor, kroget egekævle, der kunne bruges som perse i den ny mølle. (En perse er en bremse til vingerne i en vindmølle). |
|
Side 28-29. Hans Markussens erindringer.
Nyd det stemningsfulde billede af Valdemar Myhre med den gamle, ensomme mand på vej i det dengang så storslåede landskab. Sådan må det have set ud, når Skytten var ude på sine ture. |
|
Her fortæller Hans om sine kammerater i skolen, denne gang gårdmandsbørnene, der kunne være "lidt store på det". Men han mindes Johannes på Stålegård, der vogtede køer og red på en bestemt ko, fordi han havde en skade på den ene fod. Selv om Stålegårds-bønderne var møllerianere (bornholmsk udgave af indre mission), så var Johannes med på det første hold på Højskolen i Ekkodalen, da den startede 3. november 1893. Hans mindes to døtre fr...a Bakkegård, Karen og Mine, de forblev ugifte og købte Ekkodalshuset, hvor de holdt Afholdsrestaurant endnu da han besøgte dem i 1920. Vi får også historien om en af de mange særlige, der levede en grum tilværelse før i tiden, mistænkt, moppet og udstødt, som de vist tit var. Hvad han hed, husker Hans ikke, men han blev kaldt "Skytten" og boede i en hytte i Vallensgårdshusene, kaldet Kællingeby. Han havde høns, som holdt til på hans stuehusloft.
|
|
Hans Markussens erindringer side 30 og 31.
Hans fortsætter sin fortælling om særlingen "Skytten", der blev brugt som "bussemand", når børnene ikke opførte sig ordentligt. "Skytten" fik en gang et måltid mad i Hans' hjem, og i tilgift får vi derfor at vide, hvad et almindeligt måltid bestod af: Stegt flæsk og brød (rugbrød selvfølgelig) til forret, byggrynsgrød og mælk til efterret. Historien om "Skytten" viser, hvordan hekseri i ældre tid var nærværende i folks bevidsthed, for ældre folk mente, at "Skytten" kunne noget hekseri og Hans fortæller, hvordan han muligvis en gang havde forhekset nogle høns. Vi får også noget at vide om forældres økonomi i et selvforsynende samfund. I Hans' barndom havde de haft det godt. Familien levede af jorden og af at male mel og skråsæd (foder) til egnens befolkning. Især moderen mindes Hans. Hun havde samlet sig et godt udstyr, da hun blev gift som 33-årig. Desuden anskaffede hun sig en væv og vævede de tøjer, der var brug for, hvergarn (uld og bomuld/hør) til "gangklæder" og linned af hør til "sengeklæder". Der blev endog dyrket et stykke hør på ejendommen. |
|
På Bornholm var det et kvindehverv at væve, både til eget forbrug og til salg til andre. Fotografen Bendt Kjøller har fotograferet en vævekone, vist fra Sydbornholm. BM.
Melvin Erik Pedersen: Vævekonen her hedder Ingar Pehrsson f. 1845 i Ullstorp, Skåne og søster til Løkkeejer Nils Pehrsson, "Godthaab", Snogebæk. Ingar havde bopæl og vævestue på Nils Plumsvej i Snogebæk. Hun døde her i 1925 og ligger begravet på Poulsker Kirkegård |
|
Side 32 og 33 af Hans Markussens erindringer.
Her er vi i 1874 og Hans fortæller meget pædagogisk om den pengeombytning, der skete det år, hvor man gik fra rigsdaler, rigsort, mark og skilling til kroner og øre. Og noget vi ikke er helt så bevidste om er, at man samtidig skiftede fra svovlstikker til sikkerhedstændstikker. Det ligger vist dybt i vores natur at vi - generelt - ikke er så glade for forandring, så Anders Jensen i Faareby anskaffede sig for en sikkerheds skyld svovlstikker til flere års forbrug! Her begynder Hans Markussen også at fortælle om forældrenes møllebyggeri, der startede samme år, som han begyndte i skolen, i 1875. Forældrene entrerede med en møllebygger ved navn Hans Jensen, "Lange Hans". Han boede hos forældrene, havde altså kost og logi som en del af betalingen. Han benyttede en bygningstegning (den er vi mange, der gerne ville have set). Han forklarede forældrene om byggeriet, som de vist ikke helt forstod, mente Hans. Den gamle stubmølle blev væltet, men de gamle kværne var blevet taget ud, for de skulle genbruges i den ny mølle: Den store til at male skråsæd på, den lille til at knække byggryn med, efter at de først var afskallet i en ny skallekværn. Den fik 16½ omdrejning for hver gang møllevingerne gik en gang rundt. Der blev også anskaffet en ny melkværn. |
|
J.O. Rawert: "Vallensgaarden og Styrtebakkerne i Almindingen paa Bornholm. D. 2. Aug. 1821. No. 40". Stubmøllen vi ser er Sigtemølllen, der blev revet ned i 1875. Jeg har altid holdt meget af dette motiv med stubmøllen til venstre, de gamle, lave, hvidkalkede bindingsværkshuse med stråtage. Proprietærgården Vallensgård i baggrunden skiller sig ikke voldsomt ud. I baggrunden ser man højdedraget med Rytterknægten, Styrtebakkerne afgrænser Ekkodalen. Det har været udsigten fra den gamle mølle.
Det var denne mølle, der måtte lade livet, da den hollandske mølle blev opført. Og sådan var det de fleste steder, hvor de mere effektive møller afløste de gamle. (Lysten til forandring måtte altså tage favntag med modviljen mod forandring, og den vandt/vinder heldigvis). |
|
Side 34 og 35 Hans Markussens erindringer.
Hans fortæller, hvordan den gamle Sigtemølle, stubmøllen, blev væltet og slået til splinter. Et "Koggehjul" (hathjul) fra stubmøllen var trillet langt ud på marken. Og så er det godt at høre, at børn også lavede spilopper den gang. Han så sit snit til at overmale alt træværket, der skulle bruges til møllen, med kridt, men endte med, at han selv blev overmalet. Møllen blev færdig, men faderen var ikke tryg ved den og havde en søn til at hjælpe sig. Han var usikker på det nye, brugte sjældent skallekværnen og aldrig et fint sigteværk. Faderen var vel blevet ældre og så utryg ved nyt? Utroligt at han gik med til at bygge en hollandsk mølle, gad vide hvem og hvad der overtalte ham? Han havde til gengæld fået gældsat sig, så der måtte supplerende indtægter til. Nu ved vi fra andre mølleberetninger, at netop midt i 1870'erne betød øgede svenske toldsatser, at det gik mindre godt for de bornholmske mølleejere, det var vel også det, der ramte faderen. For at få virksomheden til at hænge sammen, supplerede de fleste med savværk eller bageri. Det blev brødet, forældrene slog sig på, så derfor får vi nu Hans' beretning om brød på den tid: man bagte i hjemmene især om vinteren: rugbrød og sigtebrød, også lidt brød af hvede: franskbrød - og især tvebakker og kommenskringler som var tørrede og kunne holde sig i længere tid. (Varm mælk med kommenskringler i småstykker var søndagsmad). Vi får også at vide, at Hans holdt af "flæskekage" en slags pirogger af rugbrødsdej med et stykke flæsk i. Hans konkluderer, at mølleren skulle male mel til folk om vinteren, hvor der var tid til brødbagning og bage brød om vinteren. |
|
På billedet ser man bagning af sigtebrød i en stor stenovn på Aspesgård i Østermarie. Foto Frede Kjøller. Bornholms Museum.
|
|
Side 36 og 37. Hans Markussens erindringer.
Også her fortæller Hans om, hvordan det var at drive en mølle, nemlig at der skulle mere til, end blot at male mel og lave skråning til foder. Salg af brød var en reel mulighed, men krævede en investering i ovn og lokaler og nogen skulle stå for bagningen. Moderen var god til at bage, men magtede rimeligvis ikke professionel bagning, eller snarere bagning af større mængder brød om ugen. Den anden mulighed var jo, at man koblede et savskæreri til møllen, men det krævede også en stor investering. I stedet fik forældrene arrangeret med bager Ipsen fra Aakirkeby, at han kom et par gange om ugen i sin enspænderhestevogn med forskellig slags brød. Moderen blev så "bagerjomfru", klarede udsalget. Men udvalget var begrænset og da nogle store (hovmodige) piger fra Bakkegård kom og ville købe kaffebrød, måtte man melde pas. Det var pinligt, syntes forældrene, men det fortæller vel mest om det skel, der var mellem gårdmandsfolk og småkårsfolk. |
|
Vi har et enkelt tidligt foto af Sigtemøllen i Aaker, som Hans Markussens forældre ejede. Det er fra o. 1900, altså længe efter at forældrene solgte møllen. Men det giver uden tvivl et ret præcist indtryk af, hvordan møllen og dens omgivelser så ud - og af de mennesker, der havde deres levevej der også i Hans' barndom. Vi ved ikke hvem fotografen var.
|
|
Side 38 og 39 af Hans Markussens erindringer.
Forældrene supplerede indtægterne fra Sigtemøllen med at sælge rugbrød, sigtebrød, tvebakker og kommenskringler, som de fik leveret fra en bager i Aakirkeby. Problemet var regnskaberne. Ingen af forældrene kunne finde ud af det. Det kneb også for bageren. Så ville forældrene have Hans til at stå for det, men han kunne heller ikke. Og det får ham til at tage "lærerkasketten" på og filosofere over, hvordan regneundervisningen var i hans barndoms skole. Han fik først styr på tallene, da han kom på højskole i 1893. Sine erfaringer brugte han i sit voksne liv til at undervise i regning på en mere pædagogisk måde. En historie om forældrenes manglende evne til at styre deres regnskaber og den gæld, de måtte sætte sig i, da de fik bygget den hollandske mølle, fik Hans' tanker til at glide hen på folk i omegnen, specielt Peter Lind, som faderen havde lånt penge af. Han var en velhavende slagter og en bøsig herre. Der var én, Lind hadede ud over alle grænser, det var Hans' afholdte lærer Møller, der havde snuppet Anna Karoline Hansen, datteren fra Bakkegård, for næsen af Linds ældste søn. |
|
Billedet er af Baunegård, tdl. Bakkegård, 61. selvejergård i Aaker, som ligger umiddelbart syd for Hans' barndomshjem. Gården kom til at betyde meget for Hans, bl.a. fordi han blev vogterdreng mv. på gården. Foto 1946, Sylvest Jensen, KB.
|
|
Side 40 og 41. Hans Markussens erindringer.
Hans fortsætter historien om slagtermester Lind, som forældrene havde lånt mange penge af for at kunne bygge møllen. De første år betalte de renten ved at levere et par grise hvert halve år. På et tidspunkt flyttede Lind til Duebjerggård i Klemensker og forældrene frygtede, at han havde gældsat sig, så lånet i møllen skulle indfries. Det har været et pres, at leve med det relativt store lån, og det var svært at skaffe penge til rent...erne. Familien gik den lange vej fra Sigtemøllen i Aaker til Duebjerggård i Klemensker. Vejen gik gennem Almindingen og forbi Klemens Kirke, der da endnu var den gamle, middelalderlige kirke, som lå hvidkalket, og med rødt tegltag på sin bakketop. Den var tårnløs (kullet) og med klokketårn. (Kirken blev som den første af de bornholmske kirker nedrevet i 1881 og den ny kirke indviet i 1882). Hans husker små fine begivenheder fra turene til Duebjerggård, hvor de opholdt sig et par timer og fik middagsmad. Mon ikke slagterfamilien har hjulpet den fattige møllerfamilie. |
|
Vi er så ualmindelig heldige, at vi har et billede af Klemens Kirke, fotograferet få år før det tidspunkt, den lille Hans er gået forbi med sin mor eller far. Det er fotograferet af Heinrich Herman Barby fra Preussen. Han boede iflg. en folketælling i Østermarie i 1870 med sin hustru og tre børn. En søn blev senere en anerkendt fotograf med bopæl på Gammel Kongevej i København. I 1871 fotograferede Heinrich Herman Barby den gamle Sct. Klemens Kirke.
|
|
Side 42 og 43. Hans Markussens erindringer.
Hans fortæller videre om de lange ture fra Sigtemøllen i Aaker til Duebjerggård i Klemensker. Man gik jo dengang, når man ikke havde vogn og heste til rådighed. Det kunne være hårdt om vinteren i sne. Hans mener, at gælden til Lind var skyld i, at forældrene solgte Sigtemøllen og slap ud af den forpligtelse. Hans havde oplevet, hvordan Lind havde behandlet en lille vogterdreng, så da han som konfirmand fik tilbuddet om at komme til... Duebjerggård, var han glad for, at han havde fået tjeneste hos "Dahls i Myreby". Hans Markussen mener, at han har set et billede i Jul på Bornholm af Anthon Lind, men det var en søn af den Lind, Hans kendte: Peter Andreasen Lind, 1837-1897, der ejede Duebjerggård, 15. vornedegård i Klemensker. (Der var tre Duebjerggårde i Klemensker). Hans er igen i erindringen tilbage i barndommen og mindes, da lillesøsteren kom til verden og hvordan han og en bror plukkede en buket syrener til jordemoderen. De havde fået at vide, at hun kom med en lillesøster til familien, så hun skulle selvfølgelig have en lille gave. Året 1877 var trist, skriver Hans, for da kom han op i ældste klasse, det var ikke noget problem, men den afholdte lærer Møller skulle aftjene sin militærtjeneste - og det betød en helt anden, strengere undervisningsform. |
|
Den fine skildring af et snelandskab er fotograferet af Valdemar Myhre omkring 1900. Mon ikke turen gennem Almindingen mod Aaker har budt på disse oplevelser.
|
|
Side 44 og 45. Hans Markussens erindringer.
Da Hans Markussen var barn blev der bygget skoler rundt omkring i sognene, også i Aaker, hvor Nordre Skole blev bygget i 1877. Inden den var færdig skulle de ældste børn gå i Kirkeskolen, som var fælles for børn i Aaker og Aakirkeby (ligesom kirken) og lå indtil 1910, (hvor man opførte en ny kirkeskole), i tilknytning til Aa Kirke. Den var således også den gamle degneskole. Her kom Hans til at gå i skole, der var langt at gå, men det værste var den anderledes strenge undervisning, som lærer Dam stod for. Nu skulle der læres udenad, sådan var det dengang, hvad enten det var læsebogen, regning, historie eller religion. Stillede undervisningen store krav til udenadslæren og evnerne, og var vejen end lang, så var det værste nok det mopperi, som børnene fra det nordlige Aaker nu blev udsat for, og som vel var mindst lige så almindeligt dengang som i dag. Vi hører om en slåskamp, hvor Hans dog står som sejrherren, men også om hvordan han bliver tøjret til gymnastikredskaberne i skolegården og hvordan ikke alle børn talte lige pænt til hinanden. |
|
Foto af Aaker gamle degneskole, bag gavlene til venstre, med skolebørnene på den vej, der nu hedder Jernbanegade i Aakirkeby. Postkort o. 1905. Fra "Huse i Aakirkeby" 1989.
|
|
Side 46 og 47 af Hans Markussens erindringer.
Hans giver os et hjerteskærende indblik i de følelser en lille, moppet dreng kunne bære rundt på. Han følte sig mindreværdig, fik at vide at han var "bagvendt" og forældrene forstod måske ikke, at et barn har brug for opmuntring og forståelse. Dengang talte man ikke om den slags følelser. Man havde ikke sat ord på begrebet "mobberi". Minderne fik Hans til at huske, da han første gang blev konfronteret med døden. Han blev sendt m...ed en buksbomkrans hen til Sander Larsens afdøde hustru. Det stivnede, gule ansigt med fast tillukkede øjne gjorde et uudsletteligt indtryk på den lille dreng. Efter en lang trist sommer glædede Hans sig til igen at komme i skole på salen på Staalegård hos lærer Møller. Den ny skole var endnu ikke færdig til indflytning. Det er ikke så almindeligt i Danmark i ældre tid at fotografere afdøde. Men vi har bevaret enkelte såkaldte post mortem billeder. Det er en tradition, der var meget mere udbredt andre steder, fx i USA. En ukendt kvinde er fotograferet som et sidste minde inden begravelsen. Bornholms Museum. |
|
|
|
Side 48&50 og 49&51. Hans Markussens erindringer. (Markussen er kommet til at springe et par sidetal over, men her mangler ikke tekst).
Nu får vi at vide, at den ny Aaker Nordre Skole er færdigbygget og at indflytningen skete, bl.a. ved at eleverne hver fik noget at bære på og så gik i samlet trop op til den ny skolestue, hvor alt blev bragt på plads. På disse to sider får vi også et godt indblik i, hvordan undervisningen formede sig i det nordlige Aaker for snart 150 år siden. Læsning, udenadslæren, religion, matematik. Grammatik fik eleverne ikke lært, diktat var det almindeligste. Møller gjorde meget ud af skrivningen, og det kan vi nu glæde os over med Hans' letlæselige skrift. Lærer Møller var sønderjyde og havde som barn oplevet nederlaget i 1864, det betød, at han var rigtig god til at skildre krigene i 1848-1850 og i 1864. |
|
Det kniber med ældre billeder af den gamle Nordre Skole, dette er fra Sognekortet i 1919 og formentlig fotograferet nogle år tidligere og måske før den ny hovedskole blev bygget i 1918. Foran den gamle skolebygning, som både rummede skolestue og bolig til lærer Møller, står pumpen. Den måtte børnene i den første tid i frikvarterne poste vand op af og bære væk, da vandet var grumset og udrikkeligt.
|
|
Side 52 og 53. Hans Markussens erindringer.
Lærer Hans Markussen lader den lille Hans (eller er det omvendt) filosofere over undervisningen i skolen, her er det bibel- og danmarkshistorien. Han tænker på det "krigeriske" - som jo endnu i 1870'erne var en reaktion på nederlaget i 1864 - og som blev gjort interessant gennem skytteforeningernes arbejde. Igen er det lærer Møller, der får gjort arbejdet i skytteforeningerne interessant for børnene, selv om det åbenbart især var gårdma...ndssønnerne der deltog. (Og igen bliver det understreget, hvor vigtig en dygtig og afholdt lærer var/er for skolebørn). På disse sider får vi et unikt indblik i, hvad skytteforeningerne betød for de unge. Det var den eneste ungdomsaktivitet, man kunne arrangere sig i og som derfor må have haft utrolig stor betydning - og tilslutning? Hans Markussens lokale forening var startet som "Skytteforeningen af 6. Oktober 1863", og det var den kendte Aakirkeby-mand, Philip Rasch Dam, der var stifter og første formand. Da Amtsskytteforeningen blev stiftet i 1869 kom den til at hedde "5. Kreds, Aaker-Aakirkeby". Hans fortæller, hvordan de unge mænd mødtes til skydeøvelser, fester og sange, og vi får et detaljeret indblik i fx en skydeøvelse. Vi får også en sød historie om den unge mand, der ikke kunne lukke det ene øje, men lukkede begge øjne når han skulle skyde og til gengæld lukkede munden op - og selvfølgelig ikke kunne ramme noget. Om vinteren var der fægteøvelser, men det bedste var vel den årlige amtsskyttefest, hvor unge mennesker fra hele Bornholm mødtes. Den var jo først startet i 1869, så det var en helt ny, stor begivenhed. |
|
Det desværre lidt miserable billede af "5. Skyttekreds, Aaker-Aakirkeby" er af fotograf Louise Kaas, som var fotograf 1895-1897 med atelier i Smedegade, Aakirkeby. Hans Markussen kendte Louise Kaas rigtigt godt, for han var i mange år karl på hendes barndomsgård, Brandsgård, 7. selvejergård i Aaker.
|
|
Side 54 og 55, Hans Markussens erindringer.
Vi får en fantastisk beretning om skyttefesterne på Christianshøj, gymnastikøvelser med høje kunstspring, geværer i pyramider, præmier, de dekorerede faner. Festpladserne om sommeren, fx på Ringborgen på Rispebjerg eller i Aakirkeby Forsamlingshus om vinteren. Vi får også en indskudt historie om den hidsige skovrider Brüel, der havde givet en dreng en omgang klø inde i en planteskole. Det blev til en sag han tabte og mon ikke skolelæreren, Markussen, har historien med her, fordi hans hjerte banker for den jævne del af befolkningen, han selv var en del af. Godt at få has på de store og hovmodige. En evig kamp. Ellers drejer historien sig stadig om præmier, skytteforeninger og gymnastikopvisninger. Jeg har ikke billeder fra skytteforeningernes fester i Almindingen eller andre steder. Jeg har til gengæld en præmie, som jeg købte på et loppemarked sidste år. Det er et stort skilderi af salig Frederik 7, et olietryk, som var "1ste Præmie ved Skyttefesten i 2den Kreds den 27de September 1885 vundet af Delingsformand H.P. Sonne." (Teksten lige herunder.) 
|
|
|
|
Side 56 & 57, Hans Markussens erindringer.
Hans Markussen diskuterer formålet med skytteforeningerne, nemlig at gøre de unge mænd øvede i våbenbrug, så man havde en frivillig hær klar, hvis fjenden, tyskerne, skulle overfalde igen. Efterhånden indså man, at tyskernes magt var så stor, at det nok mest var nyttesløst. I provisorieårene i 1880'erne med Estrup blev det forbudt at bruge våben, man frygtede ganske enkelt oprør. Hans Markussen omtaler den mentale ændring der skete,... da Lings svenske gymnastikform vandt indpas. Her var man optaget af kroppen, balancen, sit velbefindende, sin selvtillid. Det var højskolerne, der indførte Lings Gymnastik. Hans vender tilbage til sin barndom og mindes Christians IX's besøg sammen med familien i 1876 (ikke i 1877 som han skriver). Kongefamilien havde været i Rusland og på vej hjem besøgte man Bornholm i august 1876. Christian IX med følge var bl.a. i Almindingen, hvor man spiste frokost på Christianshøj. Efterfølgende var kongefamilien i Ekkodalen, kørte gennem Aakirkeby (det var på vejen dertil, Hans oplevede den kongelige families vogntog) og sluttede i Rønne, hvor de kongelige overnattede på dampskibet Slesvig. Hans fortæller også om skovfesterne i Almindingen, specielt Sct. Hans Aften, kildefesten, der blev til tjenestefolkenes fest. Vi har desværre ingen fotografier fra kildefesterne i Almindingen, men kongens besøg blev foreviget, dels af Peter Hauberg (ham med Hammershus), med to illustrationer i Illustreret Tidende og af fotograf Gottlieb Støckel. Det sidste er jeg først nu blevet klar over. Støckel boede på Kirkepladsen i Rønne og fotograferede (et stereoskopfotografi) fra sit atelier en stor forsamling foran kirken, med præster og en høj civilklædt herre i døren ind til kirken. Der var Christian IX. |
|
Den ene halvdel af et stereoskopbillede af Christian IX med provst og præster i døren ind til Rønne Kirke, 25. august 1876.
|
|
Side 58 & 59. Hans Markussens erindringer.
Om skovfester og fuldskab, pigerne der elskede de sørgmodige viser om forsmået kærlighed, lærte sig melodierne og sang dem i "køkken og stald" hvor de færdedes (de skulle lave mad og malke). Dyrskuet i Hareløkkerne var en af årets store skovfester ligesom skyttefesterne. For børnene var det også en fest, for de morede sig med at tælle vognene, der vendte hjem efter begivenhederne i skoven. Det var forbundet med et særligt gys, når d...e, under broen, kunne høre vognene rumle hen over stenbroen over Læsåen. Værd at huske var også kagekonerne, der solgte de kager, der var tilbage efter skovfesten, de smagte derfor særlig godt. Hans fortsætter med at mindes sine gode venner, Jakob Funks (Funch) børn; familien var mormoner, derfor var faderen måske noget "stemningsbevæget". Tilfældet vil, at jeg for nogle år siden opdagede et billede af to af familien Funks drenge i et album fra familien Müller på Vallensgård. Det er fotograferet omkring 1887, vel i forbindelse med familiens udvandring til mormonstaten Utah. Det viser vel også meget godt, hvordan Hans Markussen så ud dengang. Fra Bornholms Ø-Arkiv. |
|
|
|
Side 60 & 61. Hans Markussens erindringer.
Hans Markussen funderer over, hvordan det nu var med den mormonfamilie i nabolaget. Deres religiøse historier var måske noget vidtløftige, men det var rare og hjælpsomme mennesker. Da Hans var kommet galt afsted med sine træsko og de alt for høje klamper (en slags "såler" af træ) hans far havde sat på, gik i stykker, fik han hjælp af Jakob Funk. Videre fortæller Hans om proprietærfamilien Müller på den nærliggende Vallensgård, hvor især husets frue nød stor anseelse på egnen. Jakob Funk havde med sit rare væsen nemt også ved at omgås den lidt særprægede Johannes Müller. I 1880 boede Jakob og Karen Funk i et hus på Kongens Mark (de boede altså til leje). De havde fem børn, Andreas, Trine, Karoline, Johan og Jakob, mellem 11 og 1 år. |
|
Billedet viser gårdspladsen og en gårdlænge på Vallensgård og familien med tjenestefolk på vej i tre hestevogne. Det må have været en særlig begivenhed, siden de skulle foreviges. Fotografen er Charles Svendsen, der havde atelier i Gudhjem 1908-1910. Vallensgårds udlænger, der ses her, brændte i 1937. Foto på BØA.
|
|
Side 62 & 63. Hans Markussens erindringer.
Mormonfamilien Funk ender med at rejse til Utah, som så mange andre bornholmske familier. Hans beretter om den store religiøse rørelse, der da fandt sted og kom vældigt til udtryk også på hans hjemegn, i det nordlige Aaker. Han fortæller om baptisterne, om pastor Trandberg og møllerianerne. Hans havde oplevet Trandberg som præst og agitator, havde hørt ham holde tale både i Aa Kirke og på Gammelborg i Almindingen, men fortæller desværre ikke, hvilket indtryk det gjorde på ham. Han havde en "kraftig stemme", men vækkelsesprædikanten Trandberg må have været usædvanligt begavet med oratoriske evner og have været et meget karismatisk menneske, når han kunne få så stor indflydelse på ganske almindelige, jævne menneskers tankegang og religiøse liv. Hans Markussen gik i søndagsskole og man kan more sig over, at den harmonikaspillende søndagsskolelærer brugte "danse- og negermelodier", som børnene let fik lært. Det må være skolelærer Markussen der giver barndommen ord, der næppe var kendt i 1870'ernes Aaker. Bemærk: H. Chr. Møller stiftede "Luthers Missionsforening". De blev kaldt "Møllerianerne". Evangelisk Luthers Missionsforening er en udbryderforening, der opstod i opposition til Møller omkring 1890. |
|
Hans Christian Møller til venstre, 1834-1907, var smed, missionær og "Møllerianernes", Luthersk Missionsforenings "fører". Det er et ungdomsbillede fra 1860'erne, foto G. Støckel.
Billedet af pastor Trandberg, 1832-1896, er affotograferet (efter portræt af københavnerfotograf) af Louise Kaas i Aakirkeby, som Hans Markussen kendte fra Brandsgård i Aaker. Trandberg døde i Chicago, hvor han var præst i sine sidste år. Begge fotos på BØA. |
|
Side 64 & 65. Hans Markussen.
Om et ulykkeligt dødsfald, en ung mand fra Bagergård i Aaker. Markussen fortæller, hvordan begravelsen foregik, og han omtaler den bornholmske skik med alterlys med navneplader og sort sørgeflor samt brugen af hvide lighåndklæder, når kisten skulle fires ned i graven. Den fine ligvogn måtte ikke benyttes, hvis et menneske havde taget sit eget liv. Hans fortæller om det postyr det gav, da man alligevel gjorde det efter en gårdmandssøns død. Hans fortæller også om en lærervikar, de fik i skolen. Det var gårdmandssønnen Hans Kofoed fra Bagergård, der var ved at læse til lærer på Gedved Seminarium ved Horsens. Den erfarne lærer fortæller, at den endnu uerfarne vikar blev for hurtigt færdig med lektionerne, til gengæld læste han høj for eleverne - af Bjørnstjerne Bjørnsons dejlige fortællinger. |
|
På billedet ses Aa Kirkes altertavle med to sæt begravelsesstager. Man kan se navnene: Fra venstre: Elisabeth Dorthea Petersen født Ipsen. D. 1894. Hermanina Kofoed f. Hansen. D. 1895. De samme ses på højre side. Foto altså fra sidste del af 1890'erne. Ukendt fotograf, es.
|
|
Side 66 & 67. Hans Markussens erindringer.
På disse sider er Markussen optaget af sine skoleminder, Han beretter om den gode vikar, en ung lærerstuderende Hans Kofoed, der købte bolcher til alle børnene. Han kunne være blevet en god skolelærer, men "desværre" tog politiken ham, så han blev journalist og redaktør af Skive Folkeblad! Hans fortæller om en stor dreng, der end ikke kunne skrive sit navn, han blev mobbet, må vi vist konstatere. For Markussen betød de mange salme...r og sange, han lærte sig udenad gennem et langt liv som lærer, rigtigt meget. Vi får tit citeret et vers i erindringerne. Måske var han påvirket af sin mor, der havde en god stemme og gerne sang, når hun arbejdede. Dengang skulle en lærer kunne spille violin, det havde lærer Møller efterhånden fået lært sig lært sig, men inden da måtte han ty til hjælp - hos den navnkundige friskolelærer M.M. Smidt, som vi snart kommer til at høre lidt mere om. Et foto af en bornholmsk skolelærer, der spiller på violin i sangtimen, har jeg ikke i arkivet. Jeg kan for mit indre øje se min egen musiklærer gående med sin violin op og ned mellem pultene for at sikre sig, at vi alle sang med. Men jeg har et billede af en violinspiller fra Bornholm, o. 1900, med hustru og datter tror jeg, men hvem og hvor, ved jeg ikke. |
|
|
|
Side 68 og 69. Hans Markussens erindringer.
Hans Markussen fortæller på disse sider om den navnkundige M.M. Smidt, der var "en stor, kraftig herre med langt rødt skæg, men mild og venlig". Han underviste i sang og han spillede violin til Hans' udelte begejstring. De lærte mange sange, men ikke alle børn var lige interesseret i sangundervisningen. Vi får også at vide, at man i klassen i fællesskab holdt et børneblad. Hans blev inde i frikvarteret og sad og hyggede sig med at læse i bladet, da han blev drillet af en pigerne, der også var inde. Det resulterede i en smadret rude, som Hans på det nærmeste fik skylden for. Det er sigende, at han huskede netop sådan en historie. Han følte sig uretfærdigt behandlet, og vi ved, at det er noget der ondt på de fleste mennesker. |
|
Portrættet er af redaktør Mads Mathiessen Smidt, 1841-1924. Han var friskolelærer i Aakirkeby 1871-1880, og det var på den tid, Hans havde ham til sang i skolen. I et par år var han højskolelærer ovre, men så købte han Bornholms Tidende sammen med August Hjortsvang i 1881. I 1882 blev han eneejer af bladet. Han var redaktør 1881-1912. I 1906 tog han (sammen med andre?) initiativ til at danne Foreningen Bornholm.
|
|
Side 70 og 71 Hans Markussens erindringer.
Side 70 og 71 Hans Markussens erindringer. Hans kunne ikke lide "den lille visnæsede Marie", men ellers beretter han om de sanglege, børnene arrangerede i skolens store forstue. Han mindedes også en hård vinter 1880-1881, hvor det bl.a. kneb med at få petroleum, som man jo dengang brugte som belysningskilde. Årene før konfirmationsalderen forekom Hans mere fattige, end da han var yngre. Han måtte hjælpe til med at tjene penge ved at plukke liljekonvaller og "Byllembær", blå...bær, som kunne sælges eller bruges hjemme som lækkerier. Vi får at vide, at et stykke rugbrød dyppet i fløde var en stor lækkerbidsken. Af andre gode sager dengang var der kaffe, det drak man meget af, tobak, det nød den unge Hans i smug, men ikke faderen, der i stedet tog sig en skrå. Brændevin var også et af de nydelsesmidler, man da var glad for. Hans' far havde i sin unge dage været ansat på brændevinsbrænderiet i Aakirkeby. Det var grundlagt som Dampbrændevinsbrænderi i 1854 af en kreds af landboere, et interessentskab, og fik senere tilknyttet et bryggeri. Brænderiet blev overtaget af De Danske Spritfabrikker før 1913 og nedlagt, således at Dansk Spritcentral efterhånden fik monopol på spritfremstilling, der under Første Verdenskrig blev belagt med høje skatter. "Den fattige Mands Snaps" holdt for, store indtægter til staten, men - det var blevet for billigt at drikke brændevin med alt for mange sociale problemer som resultat. |
|
Aakirkeby set fra jernbaneterrænet. Aa Kirke ses til højre, husene til venstre ligger på Jernbanegades (tdl. Stokkeledgades) østlige side. (Gregersgade (hvor den katolske kirke blev bygget) er endnu ikke anlagt.) Bygningen med dampskorstenen til venstre er det gamle Brændevinsbrænderi, hvor Hans Markussens far havde arbejdet i sine unge dage. Postkort o. 1905-1910.
|
|
Side 72 og 73 af Hans Markussens erindringer.
På disse to sider får vi især historier om, hvordan det gik for sig, når der var auktioner, enten i skoven, hvor man bl.a. kunne være heldig at købe brænde til en fornuftig pris, eller på gårdene, hvor man efter et dødsbo fik afsat inventaret på samme måde. I tilgift til historien om brændet får vi at vide, hvordan Hans hjalp til med at fyre den store gamle bagerovn op med tjørn. Ovnen skulle være lys indeni, inden man kunne bage i den, "den sorte Kælling skulle være dreven ud". Først når ovnen var renset for aske og gløder kunne brødene sættes ind. Med hensyn til auktionerne mindedes Hans især fuldmægtig Schiønning fra Nexø. Han var en dygtig auktionarius, der kunne holde forsamlingen i "Aande" og få listet buddene op. Nogle af auktionerne var så store, at der blev sat beværtertelte op. Det var arrangementer, der tiltrak mange mennesker, og sådan er det jo stadig. Vi får derfor også en lille flig af lidt kvindehistorie, for pavillionen på Christianshøj havde i mange år en bestyrerinde der hed Frk. Goedike. Hun blev fornærmet, da hun en gang af Schiønning blev kaldt "jomfru", for hun var frøken og hendes medhjælpere "jomfruer". Samme auktionarius gav hende så med skadefryd ret, for hun havde jo en voksen søn, vidste han! Det var noget en kvinde helst skjulte dengang. Vi er ved at være færdig med Hans' unge år, han skal snart konfirmeres og det kommer vi til at høre mere om på de følgende sider. |
|
Billedet giver en fornemmelse af stemningen på Christianshøj. Det er fotograferet 4. juli 1899, hvor danskamerikanere m.fl. fejrede USA's nationaldag. Her i nærheden holdt man skovauktioner, når de foregik i Almindingen, og her kunne man få en forfriskning hos frk. Goedike.
|
|
Side 74 og 75 af Hans Markussens erindringer.
Skarnsstreger fortæller Hans om, hvordan drengene driller hinanden, når de går til præst. Og om moderen, der gjorde sig bekymringer over konfirmationstøjet. Hans havde altid gået i moderens eget, hjemmesyede tøj, men nu skulle det være fint og skræddersyet og hun fik det billigt hos en marskandiser i Aakirkeby. Det passede så bare ikke så godt. Nu får vi også at vide, hvordan folk uden egen skov kunne få tildelt et stykke af sognets højlyngsområde. Aaker Lyng sydøst for Almindingen begyndte nord for Sigtemøllen og Sletteenge og strakte sig mod Vallingebjerget. Her kunne man få udvist lyngstykker, hvor man kunne slå lyngen eller kunne skrælle lyngtørv "bredtørv". Brændet var ikke voldsomt godt, men kostede åbenbart "blot" besværet og kørslen. Hans fortæller, at en del af det var blevet tilplantet med fyr og gran i hans barndomstid, og det er nu de høje plantager, der lukker for udsynet bl.a. på Kongemindet, som af samme grund måtte gøres højere. |
|
Sigtemøllen ses lige nord for Nydamsåens forløb på den østre side af landevejen mellem Aakirkeby og Almindingen. Aaker Lyng startede nordøst for møllen. Udsnit af Generalstabens kort opmålt 1884-1887.
|
|
Side 76 og 77. Hans Markussens erindringer.
Hans fortæller på sin gode måde om de farer der lurede i Lyngen, fra hugorm til ildebrand. Vi får også en historie om nogle af skolekammeraternes hjem, der brændte en dag. Børnene fik fri og var med til at hjælpe - eller snarere kigge på. Det var ganske tydeligt en voldsom oplevelse, der må have penslet sig i erindringen. Et andet ikke ret stort hus i nærheden brændte også en dag, men begge bygninger blev genopbygget. I det sidste hus havde Hans sammen med sin far oplevet en mormonprædikant og efterfølgende en ørkesløs diskussion om, hvorvidt det var et foredrag eller en prædiken. Det religiøse fyldte sindene dengang. Vi nærmer os mere og mere tiden, hvor Hans skulle konfirmeres. Efter konfirmationen skulle der vælges næringsvej. Moderen ville vist gerne have, at han lærte et håndværksfag. Hendes familie var skræddere, men det havde Hans ikke lyst til og der var heller ikke råd til det. Hvad så? |
|
Vi har meget få billeder af ildebrande i ældre tid (før pressefotografiets tid). Men her har Bendt eller sønnen Alfred Kjøller, fotografer i Allinge, fotograferet et brændende hus, vist i Allinge. Med drenge der kigger nysgerrigt til. BM.
|
|
Side 78, 79 og 80 af Hans Markussens erindringer.
De sidste tre sider af Hans Markussens erindringer fra barndommen på Sigtemøllen i Aaker. Han slutter, hvor han bliver konfirmeret og efter den tids sædvane, skal finde sig et arbejde eller en læreplads. Hans Markussen fik arbejde på en gård. På de sidste sider fortæller han om fremtidsudsigterne for en fattig møllersøn. Der egentlig gerne ville være lærer - men det var der ikke råd til. Heldigvis kom der bud fra Myreby om en "sommertjans" som kvæghyrde. Løn: et sæt tøj. To af Hans' venner havde gået på et engelskkursus i Aakirkeby, de ville til Amerika. Man at udvandre til Amerika, var ikke noget Hans havde lyst til. 16. april 1882 blev Hans og hans kammerater konfirmeret hos pastor Christensen i Aa Kirke. I dagene efter blev der afleveret "offer" til præst - og til degn, altså lærer Møller. Hans var til alters 23. april sammen med sine forældre. 24. april 1882 fik han sin tøjbylt og gik til Myreby. Barndommen var slut. "Mor stod og så efter mig og vinkede farvel". De sidste ord blev skrevet 48 år senere, 1. maj 1930. Nu holder jeg en pause med at publicere Hans Markussens erindringer. Vender måske tilbage på et tidspunkt med fortællinger om livet som vogterdreng og meget andet på de bornholmske gårde. Men nu skulle Hans Markussen være hyrdedreng hos Dahl i Myreby. |
|
Billedet af Nordre Myrebygård, 3. selvejergård i Vestermarie, er fra 1947, fotograferet af Sylvest Jensen og fra Det Kongelige Bibliotek. Mig bekendt har vi ikke ældre billeder af gården.
|
|
|
|
Første del af Hans Markussens barndomsfortællinger fra Sigtemøllen i Aaker foregår i årene 1869-1882. 80 håndskrevne sider med en følsom og tænksom beretning om et barndomstid, oplevet af et barn af forældre i små kår. Dengang var de fleste, der ikke lige voksede op på en bondegård, folk i små kår, som levede fra hånden til munden af den jord de ejede eller fæstede og at det håndværk, de havde lært sig. Hans Markussens far var møller, fik endda bygget sig en hollandsk mølle, men havde svært ved at håndtere den nye teknik i møllen. Og havde sat sig alt for dyrt med lån i møllen.
|
Hans Markussen fortsætter sin beretning om livet som ung på de bornholmske gårde, derefter om tiden på Bornholms Højskole.
Derfra kommer han til Blågårdsseminariet i København og ender som skolelærer i Jyderup på Sjælland. Om Formiddagen den 24. April 1882 fik jeg saa min Tøjbylt pakket, sagde Farvel hjemme og gik ad Myreby til. Moder stod i Døren og saa efter mig og vinkede Farvel, da jeg nede halvvejs ved Pihls vendte mig og saa tilbage; hun var sikker bange som jeg for at det skulde gaa mig daarligt, jeg havde jo kun daarlig Forberedelse og ingen Lyst til det, jeg gik ind til. Men jeg havde Tro paa, at Gud vilde hjælpe mig gennem det, der blev svært, og en fast Vilje til at gaa det igennem, at min Forældre ikke skulde have mere Besvær og Bekymring for min Skyld, og saa er der et gammelt Ord, jeg efterhaanden fik den Glæde et erfare Sandheden af: Har man Hjertelag, faar man ogsaa Haandelag. Jyderup 1. Maj 1939. Hermed slutter jeg Fortællingen om min Barndomstid. Hans Markussen.
|