Skoleerindringer - Klemensker Skolerne
Lærer Ingeborg Bohn, f. Larsen g.m. lærer Knud Valdemar Bohn.
I Klemensker Søndre Skole 1901-1903 af K. Hender, fra Klippeøen 1970. Den 11.maj 1901 blev jeg indmeldt i Klemensker Søndre Skole. Jeg var dengang 6 år, men fyldte 7 et par måneder senere. Det, som jeg her vil fortælle, burde jeg måske have ventet med til næste år, for så ville det jo have været lige 70 år siden, og der er jo tradition for, at man ved minderige tilbageblik kun standser op ved de såkaldte ”runde” tal. Men når man stærkt nærmer sig de 76, kunne det jo … Med min indmeldelse i Klemensker Søndre Skole indledtes et skoleliv, der kom til at vare i 65 år, først som elev i ”stråtækt skole”, derefter i Rønne Kommuneskole og Rønne Statsskole, der fulgtes af studier ved Københavns Universitet og i Frankrig og England. Efter endt uddannelse virkede jeg fra 1921 som lærer, indtil jeg i 1966 tog min afsked med det officielle skolevæsen. Jeg har således stiftet bekendtskab med mange læresteder, men af alle de læreanstalter, som jeg har frekventeret, er der ingen, der vækker tilnærmelsesvis så varme minder og følelser som Klemensker Søndre Skole. Derfor vil jeg gerne have lov til her i ”Klippeøen”, som er - og efter min mening også skal være - en skatkiste for ekspatrierede bornholmeres kæreste minder, at riste dette min barndoms paradis en minderune ved at fortælle Iidt om livet der i begyndelsen af dette århundrede. Skolen eksisterer ikke mere. Ja, så vidt jeg ved, blev den nedlagt allerede i 1916 og omdannet til et mindre husmandsbrug. Den lå ved den sognevej, der vistnok nu kaldes Karlshøjvejen. Den udgår i nærheden af Karlsgård fra hovedvejen fra Klemens Kirke til Årsballe og går i en bue østen om Boesgårds marker mod nord, hvor den til sidst støder til hovedvejen: Klemensker-Rø. Skolen lededes af en gammel lærer, F. L. Bohn, men hans søn, Knud Valdemar Bohn, var efter at have taget lærereksamen ved Nexø Seminarium i 1900 blevet ansat som hjælpelærer ved skolen det samme år, og det følgende år (den 1. august 1901) blev han udnævnt til førstelærer ved skolen. ”Gamle Bohn” fungerede i de følgende år kun som vikar ved sygdom eller fravær af andre grunde. I øvrigt passede han bedriften, for der hørte avling til skolen, og så vidt jeg husker, var der tre køer og nogle får, men ingen hest. Skolen havde fire klasser, men kun to klasseværelser, så 1. og 3. klasse gik i skole mandag, onsdag og fredag, mens 2. og 4. klasse kom tirsdag, torsdag og lørdag. Skoledagen begyndte kl. 8 om morgenen og sluttede kl. 3 om eftermiddagen, så det var en lang skoledag såvel for de yngste som for de ældste elever, men jeg mindes ikke, at vi syntes, at dagen var for lang. |
Førstelæreren, der var 30 år, underviste i 3. og 4. klasse, mens 1. og 2. klasse blev undervist af en forskolelærerinde, frk. Ingeborg Larsen. Ca. to måneder efter min indmeldelse blev de to lærerkræfter imidlertid gift (den 13. august 1901), så jeg kendte kun min lærerinde under navnet ”fru Bohn”. Jeg husker, at der blev sat en indsamling i gang i forældrekredsen til en gave til brudeparret.
Fru Bohn var meget dygtig, og vi lærte meget. Min moder havde lært mig at læse, inden jeg kom i skole, så det varede ikke længe, før jeg deltog med lektier i Nikolaj Nielsens Danmarkshistorie og sammes Bibelhistorie. Jeg kan endnu huske, at den første lektie i Danmarkshistorie handlede om Hardeknud, så jeg må først have sluttet til, efter at klassen formentlig har været i gang i nogen tid, da de sikkert er begyndt med sagntiden.Disciplin var en selvfølge hos både hr. og fru Bohn, og en ”vinge” (lussing) var en meget sjælden foreteelse. De var begge, hvad man ville kalde strenge lærere, strenge i deres krav både til orden og til elevernes tilegnelse af lærestoffet, men man mærkede, at de holdt meget af én, og hændte der én et uheld eller, hvis man var syg, var de som en fader og en moder for én. Jeg fik fx en dag et stort rustent søm op i den ene fod, medens jeg deltog i legen på legepladsen. Det blev behandlet med karbol - det var det antiseptiske middel, man kendte dengang, - og fru Bohn forbandt foden. Arbejdet med lærestoffet er selvfølgelig det vigtigste ved en skole, ellers ville det være tidsspilde at gå der, men ”atmosfæren” og omgivelserne har også meget at sige. Og de, synes jeg, var ganske dejlige. Alene skolens beliggenhed midt mellem de omliggende gårdes bølgende kornmarker eller friske græsmarker. Tag til sammenligning en københavnsk kommuneskole på Nørre- eller Vesterbro fra samme tid, hvor legepladsen var som bunden af en dyb brønd. Og så var der skolen selv med den store frugthave, hvortil lærer Bohn ofte gav adgang til at tage for sig af frugterne. Den hyggelige skolestue med vinrankerne, der slyngede sig op omkring vinduerne udenfor, og hvor fuglekvidder eller fuglesang var baggrundsmusik til undervisningen. Legepladsen til de små elever, og dem hørte jeg jo til, den kunne ikke være bedre. Her kunne man spille ”gros” (pind) og langbold. Og den skrammellegeplads, som er blevet så meget omtalt og praktiseret i de senere år, havde lærer Bohn allerede opfundet dengang. I den sydlige ende af pladsen blev der læsset et læs grus af, og navnlig på fugtige dage var det et herligt materiale til bygning af sandslotte. En forvreden træstamme blev et køretøj, som de ikke havde kunnet opfinde bedre i stenalderen. Var vejret meget dårligt, så vi ikke kunne komme ud på legepladsen, hvad enten det så var sne eller regn, så havde fru Bohn skabet fuldt af legetøj, spil og mange andre ting, så at vi kunne forslå frikvartererne, som ofte blev betydeligt forlængede, hvis vejret var særligt godt udendørs, eller hvis legen i dårligt vejr gik særligt godt indendørs. Jeg gad vide, om nogle af mine klassekammerater fra den tid lever endnu. Peter Holm var min sidekammerat i hele den tid - to og et halvt år - hvor jeg gik der. Jeg ved ikke, hvorfra han stammede. Af de øvrige klassekammerater vil jeg navnlig nævne Karl Anker Colberg fra Tornegård samt hans søster Anne Sofie, Jens og Carl Rottensten fra Bjørnegård, Jørgen Stender fra Ladegård samt smedens søn, Holger Hågensen, som var min nabo. Vi fulgtes som regel ad til og fra skole, og skolevejen fulgte ikke den slagne landevej, så den er et helt kapitel for sig selv. Jeg vil kun nævne én ting: ”Rø-høj”, en stor tjørn, i hvis krone man havde bygget et rummeligt lysthus. Der blev holdt eksamen to gange om året, forår og efterår, og det var meget højtideligt. Så kom provst Sodemann kørende i landauer og overværede overhøringen, og fru Bohn fik ros i elevernes påhør. Den 28. oktober 1903 flyttede mine forældre til Rønne, og jeg måtte forlade min elskede skole. Jeg protesterede og ville ikke flytte med, men der hjalp ingen kære moder. Jeg måtte fortsætte med en skolegang, der ikke tåler sammenligning med min første skole - Klemensker Søndre Skole. |
Thorvald Nielsen, plantagebestyrer i Malaysia 1914-1938
Thorvald Nielsen med sin første hustru på Sofiendal i Klemensker.
SKOLEGANG (Thorvald Nielsen, 1889-1979, "Villa Breidablik". Uddrag af bogen ”Mine Erindringer”, 1976) Da jeg blev 7 år, skulle jeg som alle andre i skole, men inden den tid kunne jeg både regne og læse (stave). Mejeristerne (i hjemmet på Sofiendal i Klemensker) syntes det var sjov at lære mig forskelligt. Så var der Pedersen, Holmegård. Han var på alder med far; når han kom for at hente sine mælkepenge, skulle jeg altid vise, hvad jeg kunne, og han lærte mig yderligere noget. Jeg begyndte skolen hos Martine Bohn i forskolen til Søndre skole. Bygningen kaldtes nu for "Friskolen", så der må vel engang have været en Friskole, og den ligger den dag i dag i hjørnet mellem Køllergårdsvejen og Landevejen. Frk. Bohn var ikke ret stor, men hun var dygtig. Bibelhistorie lærte vi på den måde, at hun havde en masse bibelske billeder på pap, som hun fortalte os om, og som vi fik lov til at kikke på, og så skulle vi genfortælle, sikkert en ganske udmærket måde. Det jeg husker hende bedst for, var hendes ørefigner. - Det var fantastisk. Allerbedst som hun gik op eller ned ad gangen med en bog i hånden, sad denne under armen, og bang! – To ørefigner på en gang, og det så det sang. Hun slog altid med begge hænder på en gang, så der var ingen fare for, at man skulle blive skævhovedet. Jeg havde heldigvis let for at lære og klarede mig godt. Men efterhånden som tiderne blev dårligere derhjemme, kunne det jo godt knibe med at få tid til lektierne. Jeg har tidligere nævnt, hvordan jeg måtte køre mælk, flytte køer m. m. og følgen var, at jeg meget ofte som for sent i skole. Man gik dengang med træsko, og havde så sutter med i tasken. Der var "Kapsko" = læder træsko og "Jydske træsko" = trætræsko. Som sagt, var det begyndt at gå tilbage derhjemme, og der skulle spares på alle måder. Derfor havde jeg trætræsko og med jernklamper, så de var ret tunge. Om det var derfor, eller fordi jeg ikke havde bestemmelse over bentøjet, ved jeg ikke, men når jeg skulle skynde mig - og det skulle jeg næsten altid - stødte jeg disse jernklamper mod anklerne, således at der gik hul. Det gjorde ondt, og jeg gik altid med sår på anklerne, og strømperne hængte i. Det gyser i mig når jeg tænker på det. Det kunne også høres, når jeg kom klaprende på landevejen, og en morgen, da jeg gik til skole (for sent som sædvanlig), og de hørte min klapren, mente frk. Bohn at nu skulle jeg vendes af med at komme for sent, og så sendte hun en af eleverne ud at låse døren. Nå - jeg kom og tog i døren og fandt den låset, tog engang til, men der skete ikke noget. Så tænkte jeg mig om et øjeblik tog en rask beslutning. Træskoene i hånden, og afsted op ad Køllergårdsvejen til jeg nåede nogle buske, hvor jeg lagde mig i skjul for at vente begivenhedernes gang. |
Efter nogen tids forløb blev døren åbnet, og en elev stak hovedet ud, men da han ikke fandt mig, gik han ind igen, lidt efter kom frøkenen ud og kaldte, men da jeg stadig ikke viste mig, kom hele klassen ud og ledte efter mig i haven og i grøfterne. Jeg måtte jo være der, de havde jo ikke hørt min klapren, da jeg gik derfra. Jeg lå og godtede mig i mit skjul, og da der blev ro, gik jeg hjem gennem skoven forbi Piberegård og Munkegård.
Hjemme blev de noget forbavsede over at se mig på den tid, men da jeg fortalte, at de havde låst døren for mig, fik jeg medhold og lov til at blive hjemme. Det var jo ikke min skyld, at jeg kom for sent, men fordi jeg havde for meget at lave, før jeg skulle i skole. Frk. Bohn følte sig vel efterhånden lidt utilpas ved situationen. I hvert fald sendte hun op ad formiddagen en af eleverne til mit hjem, for at se om jeg var der. Jeg var på vej ud for at flytte køer, da jeg mødte ham på vejen. Da jeg havde fået medhold derhjemme, var jeg høj i nakken og sagde, at han kunne hilse frøkenen og sige, at jeg ikke kom i skole foreløbig. Så måtte hun skrive et brev til far og mor, hvor hun bad om undskyldning, og jeg måtte igen i skole. Da jeg var en af de dygtigste i skolen, bar hun ikke nag. Det kan også godt være, at jeg passede tiderne bedre. Der var ca. 1½ km til forskolen. Der var ca. 3½ km til Søndre skole. Der var ca. 5½ km Klemens Kirke. Vi gik i skole hver anden dag, og hos frk. Bohn var 1. og 2. klasse (forskolen) i sydlige del af søndre skole. Da jeg var færdig der, blev jeg flyttet til hovedskolen, Søndre skole, der lå et stykke oppe ad Sognevejen, der går til Splitsgård. Lige før man kom til skolen, gik privatvejen dengang til Kofoedgård. Her var så 3. og 4. klasse, samt forskole for nordlige del af distriktet. Lærer her var "Gamle Bohn", fader til Martine Bohn. Han var så gammel, at han ikke kunne styre eleverne, men måtte holde hjælpelærer. Da jeg kom derop hed hjælpelæreren Valdemar Hansen, men blev kaldt "hageløs", da han havde en meget lille hage. Han var nu vistnok meget god, men det kneb for ham at holde styr på eleverne. Der var også nogle slemme fyre imellem (senere i livet blev de pæne og flinke mennesker). Men jeg skal ikke nævne navne. Selvom han slog hårdt, så forslog det ikke. Engang kom han for skade at slå hul i hovedet på en dreng (med pibespidsen), og så blev der vrøvl med forældrene. Det værste var dog, når "gamle Bohn" havde timer. Han var af den gamle skole, der brugte både tamp og spanskrør, men sikke et hus der var. Jeg husker særlig en dag, da en af de store drenge skulle have "strambuks”. Han blev trukket op foran bordene og måtte stikke hovedet mellem benene på Bohn. Da han begyndte at slå, rettede drengen sig op, så Bohn fløj ud over bordene. Ja sikke et leben. Der gik imidlertid ikke lang tid, før Knud Bohn (en søn af gamle Bohn) kom hjem som hjælpelærer, og så fik piben en anden lyd. Der blev ro og disciplin i klasserne, og han var i alle måder en dygtig lærer, der selvfølgelig fik pladsen, da den gamle gik af. Han blev gift med lærerinden i forskolen Ingeborg (Larsen?) - og blev senere forflyttet til Kirkeskolen. Martine Bohn blev senere gift med gdr. Mogensen, Piberegård, der var blevet enkemand. Hun var lille, og han var lang. Hendes broder Henrik Bohn, som boede hos hende på skolen og flyttede med til Piberegård, var landpost fra Årsballe og havde en rute så lang som et ondt år. Han var heller ikke af de store, og når dertil kom, at han var hjulbenet som få og stokken stak langt ud til siden, når han gik, kunne man kende ham på lang afstand. Da Martine blev gift, var der en anden søster, der fik pladsen som forskolelærerinde. Hun hed fru Holm, og var enke, men hende kender jeg ikke noget til. Senere blev bygget en helt ny "Søndre Skole" nede ved Skindermyrevejen, men også den er nedlagt, og nu er der Centralskole i Klemensker by. |
Om lærerne i Klemensker Sogn af Jørgen Peder Riis, 1852-1928.
Jørgen Peder Riis, 1852 på 56. Slg. i Klemensker, Risbygård - 1928 i København. Vognmand og avlsbruger i Rønne.
J.P. Riis skrev kort om Skoler – Skolegang: (i Bornholmske Samlinger 1953, bd. 33, s. 127-128):
I Sognet var først en mindre Degnegaard og en Skole samt Omgangsskoler paa Gaardene af ueksaminerede Lærere. Sidst i 1850erne blev der bygget to nye Skoler; heraf fik den gamle Degn Jensen (Ole Jensen, 1814-1886, lærer og kirkesanger i Klemensker 1837-1878, boede på den gamle degnegård til 1858 ) den nordre, Lærer Foverskov ( F.V. Foverskov, 1828-1884, lærer i Klemensker 1859-1862, i Pedersker 1862-1884) vestre og Weiss (J.F. Chr. Weiss, 1834-1919, lærer i Klemensker 1860-1863) søndre. Der var to klasser i hver Skole med skiftevis Undervisning hver anden Dag, og der undervistes i Religion, Læsning, Skrivning, Regning, Historie, Geografi m.fl. Fag. Da Smaafolks Børn jo altid var udskrevne fra Skolen i Sommerhalvaaret til Vogterdrenge og Pigerne ligesaa, var det en given Ting, at de ikke lærte meget, uden de var meget begavede, og selv disse kom aldrig videre end til at blive Haandværkere og Husmænd; et Par Stykker blev dog Skibsførere, to Lærere og en enkelt stor Bygmester og er nu Indremissionær.
J.P. Riis skrev kort om Skoler – Skolegang: (i Bornholmske Samlinger 1953, bd. 33, s. 127-128):
I Sognet var først en mindre Degnegaard og en Skole samt Omgangsskoler paa Gaardene af ueksaminerede Lærere. Sidst i 1850erne blev der bygget to nye Skoler; heraf fik den gamle Degn Jensen (Ole Jensen, 1814-1886, lærer og kirkesanger i Klemensker 1837-1878, boede på den gamle degnegård til 1858 ) den nordre, Lærer Foverskov ( F.V. Foverskov, 1828-1884, lærer i Klemensker 1859-1862, i Pedersker 1862-1884) vestre og Weiss (J.F. Chr. Weiss, 1834-1919, lærer i Klemensker 1860-1863) søndre. Der var to klasser i hver Skole med skiftevis Undervisning hver anden Dag, og der undervistes i Religion, Læsning, Skrivning, Regning, Historie, Geografi m.fl. Fag. Da Smaafolks Børn jo altid var udskrevne fra Skolen i Sommerhalvaaret til Vogterdrenge og Pigerne ligesaa, var det en given Ting, at de ikke lærte meget, uden de var meget begavede, og selv disse kom aldrig videre end til at blive Haandværkere og Husmænd; et Par Stykker blev dog Skibsførere, to Lærere og en enkelt stor Bygmester og er nu Indremissionær.