Eventyreren Johan Agnus Curdts i Dansk Vestindien. 

Se mere HER.

Johan Curdts. Daguerreotypi af Mads Alstrup, København. BM 2297x9 "M. Alstrup, Östergade 78 tæt ved Kongens Nytorv". Mads Alstrup havde atelier og forretning i Østergade 87 fra 1849-1859. Billedet et taget efter Curdts vendte tilbage fra Vestindien og før han rejste til Australien, hvor han opholdt sig i hvert fald til begyndelsen af 1860'erne.

Familien Curdts satte sig mange spor på Bornholm i 1800-tallet. I dag er familien på det nærmeste glemt:

Faderen, Johan Clement Curdts, var krigsråd og læge, virkede på Christiansø, men havde bopæl i den ejendom, der senere blev kendt som Erichsens Gård i Laksegade i Rønne.

En af sønnerne, skolelærer Jørgen Stender Curdts, født 1817 i Rønne af Johan Curdts, blev gift i 1852 med Juliane Margrethe Grønbech. Han var i 5 år privatlærer på St. Croix, kom tilbage i 1845, havde en kort tid opsigt med teglværket ved Rønne, blev i 1855 lærer ved Borgerskolen. Død 1874. Teglværket var ejet af Anders Peter Colberg, der var gift med hans søster Michelle Curdts.

En anden søn var Adolph Curdts, han blev fajancefabrikant - uden det helt store held - i Rønne.

Her har vi fokus på Johan Agnus Curdts. Han var født 16. oktober 1823 på Christiansø, og han døde i Rønne efter et langt og spændende liv 6. november 1896. Han kom som ganske ung til Dansk Vestindien i 1840'erne.

Curdts var senere guldgraver i Australien og Californien, den historie kan du læse mere om HER.

Efter hjemkomsten til Rønne købte han traktørstedet Stampen syd for Rønne. Og han var til sin død kirkeværge i Rønne. I begyndelsen af 1870'erne blev han gift med enken Karen Marie Beck, datter af kgl. agent Hans Predbjørn i Rønne.

Johan Agnus Curdts fik borgerbrev som Plantageforvalter på St. Croix af selveste Peter von Scholten. Det blev udstedt ca. 1845 og man kunne da tro, at Curdts oplevede det slaveoprør, der ledte til slavernes frigivelse.
Curdts rejste i 1852 fra København over Kiel til Hamburg. Så han var formentlig i Dansk Vestindien til o. 1850.

Den 3. juli 1848 proklamerede generalguvernør Peter von Scholten slavernes frihed på de tre dansk-ejede øer, St. Thomas, St. Jan og St. Croix. 

Det var de sorte slavers oprør, der fik Peter von Scholten til, på eget initiativ og med øjeblikkelig virkning, at proklamere frigivelsen af alle slaver. Han fik ulykkeligvis et nervesammenbrud, og kort tid efter rejste han hjem til Danmark.

Plantageejerne opfattede det som et forræderi, at han greb ind i slaveoprøret, ved at erklære slaverne for frie, i stedet for at slå oprøret ned. Han vakte desuden forargelse i europæiske kredse, ved at gifte sig med en „frikulørt” pige uden at være lovformelig skilt fra sin kone, der var blevet hjemme i København. 

Plantageejerne fik von Scholten slæbt for retten og dømt for magt- og embedsmisbrug. Men han fik senere fuld æresoprejsning ved Højesteret, der afgjorde, at han havde handlet korrekt og i samfundets interesse i en ekstremt farlig situation.

Peter von Scholten ligger begravet på Assistens Kirkegård i kirkegårdens eneste mausoleum. Han døde i 1854 – knapt 70 år gammel – efter et meget begivenhedsrigt liv, som der både er skrevet om og lavet film over. 

Illustreret Tidende 1878, "Fra Oprøret paa St. Croix. Efter en Originalskizze af G.".